Reportage Layoutet Samlet

Ventetid på Jonni Der var både tændte fakler, smædesange og et væld af pressefolk, da Venstres unge bød landets nynazister på sodavand og debat.

ORD OG BILLEDER AF JEPPE KONDRUP ADELBORG

”Kampen forsætter,” lyder det højt og drengeskingert.

”NAZISMEN SKAL KNUSES,” er svaret fra den 15 meter brede menneskeskare. Personerne bag råbene bliver mødt med kameraspotlights, blitzblink og fremstukne mikrofoner. Der er demonstration i Århus. Og pressen er inviteret.

Den lille er den store

mand med et kamera på skulderen og bogstaverne D og R på ryggen, mens han nikker hen i mod en varevogn, der lyder som en slamsuger i tomgang. Lidt efter er hans kamera rettet mod den lille Sarah. ”Man bekæmper ikke nazisterne ved at gå i dialog med dem. Når man går i dialog med dem, så giver man dem en plads i samfundet,” siger hun. Den lave pige ligner en på 15, men argumenterer som en på 40. Hendes øjne bliver større i takt med journalisternes mange spørgsmål. Når spørgsmålene er besvaret, lyser det blege ansigt under de røde dreadlocks op i et smil og et ”selv tak”.

”Skyd chaufføren. Det er ham, der er interessant.”

30 minutter tidligere, på hjørnet udenfor Enhedslistens kælderlokaler, hvor glasvinduerne for en gangs skyld alle er intakte efter en weekends udskejelser, står en sortklædt cirkel. De fleste er mænd med smøger. En enkelt person skiller sig dog ud fra gruppen. Hun er lille. Hun ser ung ud. Hun hedder Sarah, og er initiativtager til demonstrationen. ”Hvis nazisterne kommer til magten noget sted igen, så har jeg ikke længere lyst til at leve på denne jord,” siger hun og rynker panden. Mere når hun ikke, før gruppen af folk bevæger sig ned ad Langelandsgade stejle bakke. De går ikke i samlet flok, men som det passer dem. De skal jo alligevel alle sammen det samme sted hen.

Demonstrant eller journalist? Lysene fra Strøgets lukkede butiksvinduer skinner i ansigterne på menneskemængden. Hver en åben mund er lig en synlig ånde, der bevæger sig i modsatte retning af den faldende sne. Det er koldt. Udenfor Venstre Ungdoms lokaler står to velkomstkomiteer klar. Den ene deler fakler og sanghæfter ud. Den anden deler ikke noget ud, men er derimod DR, TV2 Østjylland, Politikken og Ritzau TV. ”Skal vi trække over på den modsatte side for slippe for det der TV2-helvede? Det larmer af helvede til,” spørger en isseklædt

Nørresundby mod nazisme og vold ”Man behøver ikke invitere nazisterne på kaffe og kage for at vide, hvad de står for. Hvis man ikke er klar over det efter Anden Verdenskrig, ja så er man da snotdum,” råber Julle Larsen. Hun er fra Nørresundby, og var med til at synge 806 aftener i træk foran byens tidligere Naziborg. Som en hærfører står hun, sammen med et mandligt modstykke, overfor demonstrantmuren og opildner skaren til at råbe og synge op mod de oplyste vinduer. ”Ingen racister i vores gader,” starter hun med venstre ben stampende i asfalten. Resten følger hurtigt trop. Enkelte af de ord, der kommer ud af hendes mund overrasker. Med gråligt og velfriseret pagehår, et farverigt og nydeligt bundet halstørklæde og den knælange sorte jakke, ligner hun en hvilken som helst anden midaldrende kvinde. Men ordene gør hendes mund til en kæft.

Nazist eller journalist?

”Man behøver ikke invitere nazisterne på kaffe og kage for

”Dem, der ikke hopper de er nazister,” råbes der, mens samtlige at vide, hvad de står for. Hvis man ikke er klar over det efter demonstranter bevæger deres kroppe op og ned. Anden Verdenskrig, ja så er man da snotdum.” Enkelte af journalisterne kigger sig forvirret rundt, hopper lidt med, men beslutter sig så for, at arbejdet er vigtigere. Jonni får sidste ord De hvide og sorte mannequindukker, der står tæt sammen i butiksruden bag de syngende demonstranter virker nærmest symbolske og skræddersyet til aftenens racerelaterede budskab. Efter halvanden times sang står mannequindukkerne alene tilbage. På ”Hej Daniel,” hilser en Scanpix-fotograf gennem sin linse fra modsatte side af metalporten. En ung mand kigger og vinker. Under hans sorte jakke stikker en hvid krave og en rød slipseknude frem. Dannebrogs farver. pladsen, hvor der før stod syngende demonstranter, ligger nu kun cigaretskodder og skrællen fra en klementin. Rundt om står biler Hans sidemand heiler. Griner. Går væk. i tomgang. Inde i dem sidder journalisterne og venter. Venter på Jonni, så de kan få fri. ”Jonni. Jonni. Har du en kommentar?” Den karakteristiske mand går spørgsmålet i møde med et smil på læben, og en trådløs telefon i højre øre. Blitzene regner ned over Ulven kom mer ham, som var den olympiske 100 meter finale netop skudt i gang. Over en time efter demonstrationens fredelige opbrud begynder det beskyttende aluminiumsgitter at køre op. Det lyder i stykker. ”Vi havde en god venskabelig debat. Tak fordi I kom,” slutter Jonni Hansen og går tilbage mod den grønne Ford Mondeo. Som ridsede en eller anden noget metalbestik henover en ny porcelænstallerken. Bildøre åbnes og smækkes. Syv unge menneskers Porten åbnes og Mondeo’en bakker ud. Foran og rundt om den løber kameraerne og råber. ansigter møder kameraerne og mikrofonerne, men de er ligegyldige i journalistisk øjemed. De er ikke nazister. De unge går. Fire til ”Skyd chaufføren. Det er ham, der er interessant.” venstre. Tre til højre. De går sammen derfra, mens gitteret går ned igen. To minutter efter gentager scenariet sig - mødet er slut. ”Uvedkommende ingen adgang,” står der blåt på hvidt på skiltet, der hænger på en stor metalport længere henne af gaden. Bag den dukker tre racerene danskere op.