Byplan 1 2008

Nr. 01 juni 2008/60. årgang

Nr. 1 juni 2008/60. årgang

byplan

Udkommer med 4 numre om året

Ansvarlig udgiver

Dansk Byplanlaboratorium

Redaktion

Dennis Lund (ansv.) Christina Hoffer

Redaktionsudvalg

Peer Frank, Ellen Højgaard Jensen, Christina Hoffer, Helle Witt. Redaktionsudvalget udpeges af Dansk Byplanlaboratorium og FAB (Foreningen af Byplanlæggere)

Redaktionsadresse

Dansk Byplanlaboratorium Bastian Junker Nørregade 36, 1165 København K Tlf.: 33 17 72 72 Mail: bj@ byplanlab.dk

Grafisk tilrettelæggelse Bastian Junker

Ekspedition

Dansk Byplanlaboratorium Eva Josephsen 1165 København K Nørregade 36 Tlf.: 33 13 72 81 Mail: db@ byplanlab.dk

Abonnement i Danmark Årsabonnement i 2008: 500 kr. inkl. moms og porto.

Pris for udlandske abonnementer henvendelse til Bastian Junker Forsidebillede Frederikke Friderichsen

Leder Dennis Lund

Lille havn - hva’ nu? 2 Dennis Lund

10 år med kvarterløft 7 Asger Munk og Ellen Højgaard Jensen

Borgermøde i stor skala! 12 Annika Agger

Fra arealknaphed til arealoverflod 15 Anne-Mette Hjalager, Robert Mogensen og Jørgen Møller

Mulighedernes land 22 Signe Sloth Hansen og Karen Skou

Billigere og bedre boliger i udkanten af Køge 25 Dennis Lund

FUN CITY 29 Dennis Lund

Mindeord om Arne Gaardmand 30 Dennis Lund

Tryk

Handy-Print A/S ISSN 0007-7658

LEDER Ved vejs ende….. og alligevel ikke I al ubemærkethed er BYPLAN blevet 60 år. Det har vi ikke brugt megen tid på, men snarere forsøgt at holde bladet flydende. Som læserne ved, har det fra tid til anden været svært, hvilket især har kunnet mærkes på regulariteten, som vist kun DSB gør ringere. Men vi er udkommet, trods alt. Arkitektens Forlag har opsagt tidsskriftet fra den 1. januar 2008 - ganske pludseligt og måske lidt overraskende. De tre parter, som har holdt bladet i live hidtil er Foreningen af Byplanlæggere, Dansk Byplanlaboratorium og forlaget. Nu er forlaget trådt ud, men FAB og DB har sagt ja til at fortsætte virksomheden. I fremtiden vil bladet blive drevet fra DB’s lokaler i Nørregade 36 i København (lige ved siden af den gamle bolsjeforretning Sømod). Her holder redaktionen til, herfra styres udgivelserne og hertil skal korrespondancen gå, idet der også tilknyttes en redaktionssekretær og en grafiker. Indbetalinger og alt andet henvises ligeledes til Nørregade.

og DB hånd i hånd om projektet. Det har været overvejet, om vi ikke kunne nøjes med ét blad. Jeg hører mange sige, at de ikke har tid til at læse så meget. Vi mener stadig, at der er brug for både et Byplannyt og BYPLAN. Byplannyt er det hurtige og letlæste blad, der forsøger at medtage seneste nyt og orientere bredt. Det vil fortsat komme 5 gange pr. år. I BYPLAN samler vi det tungere og mere forskningsprægede stof, selv om vi nok skal gøre os anstrengelser for ikke at gøre tingene og livet tungere end det allerede er. BYPLAN vil udkomme 4 gange pr. år. Med denne fordeling og et forhåbentligt godt sædskifte mellem de to blade, vil redaktionerne forsøge på at forsyne byplanverdenen med planer, indlæg, baggrundsstof, små episoder, plananmeldelser og de store linier, således at hverdagen på kontoret gerne skulle blive mindre træls. Thi vi mener, at uden tidsskrifterne eksisterer faget ikke, selv med skyldig hensyntagen til den elektroniske verden. Så gammeldags er vi stadig. De 60 år blev vendepunktet.

Denne omlægning kommer måske bag på mange læsere og andre byplanfolk, fordi jeg i årenes løb har observeret, at ikke så få har opfattet bladet som en del af DB’s aktiviteter eller mere præcist som DB’s blad. Det har det ikke været, men nu retter vi virkeligheden ind herefter. Fremover går FAB

AF DENNIS LUND Redaktør, BYPLAN

1

LILLE HAVN - HVA’ NU? A

L

L

I

N

G

E

AF DENNIS LUND H

Byerne vokser stadig udad og indtager mere og mere land samtidig med, at de små byer har besvær med at fylde bukserne ud. Havnearealerne i de mindste og op til de mellemstore byer er mere tomme end godt er. Hvad gør den lille havn i den situation?

A

S

L

E

N Ø R R E K Å S

A A R S D A L E

De 4 havne på Bornholm

4 små havnestudier I foråret 2008 udskrives en idékonkurrence om 4 udvalgte havne på Bornholm. Hvordan skal man arkitektonisk og funktionelt forholde sig til de mange havnearealer, som store dele af året ligger hensygnende hen og minder en om, at byen har vendt havet ryggen, idet al trafik og handel i dag foregår over land? Fonden RealDania støtter denne konkurrence. Og forud herfor har samme fond støttet en lille undersøgelse, der skal indkredse de enkelte havnes egenkarakter og pege på de steder, hvor konkurrencedeltagerne bør tage fat. De fire havne, der indgik i undersøgelsen, var: Nørrekås lystbådehavn i Rønnes nordlige udkant, Hasle havn, Allinge havn og Årsdale havn, som er en mini-havn mellem Svaneke og Nexø på øens østside. Havnene er forskellige og har forskellige tilblivelseshistorier. Selvom deres overordnede

2

problemer er de samme, og de samme som landets øvrige småhavne, så skal de behandles individuelt, fordi deres forudsætninger og muligheder er uens. Men trods uligheder havnene imellem dukkede der også træk op i undersøgelsen, som de fire havne har tilfælles. Disse træk bør til en vis grad også kunne gælde for andre små-havne, som døjer med for store og tomme havneflader. Undersøgelsen gav flere interessante udsagn. Her er nogle af dem, som andre småhavne måske kan lære af. Lystbådehavnen som forstad De steder, hvor byen har føjet en lille lystbådehavn til sit havnemiljø, får tit en isoleret rolle qua deres lidt decentrale beliggenhed i forhold til bymidten. Denne situation forværres af, at de lidt større veje, der fører ned til den gamle havn, afskærer forbindelsen mellem lystsejlermiljøet og

bykernen. Lystbådemiljøet bliver både i overført betydning og ved dets udformning et lille hobbyland med et typisk forstadspræg, hvor sirbuske, weber-grill, spejderbænke, parklygter samt et nymalet anker på græsplænen helt karikerer havnestemningen, råheden og havnerummets skala på en almindelig tåget dag i november. Den kommunale “godhed” har taget overhånd og parkforvaltningen har kun gjort ondt værre. Havnen skal ligne havn og ikke forstad. Byens infrastruktur må ikke lægge sig i vejen for en forbindelse på tværs af havn og bymidte. Og sejlerne skal ledes en lille tur op i byen på en bekvem måde. Derfor skal havnen ikke være isoleret fra bymidten. Mere service på havnen De gamle handelsskibe og fiskekutterne må forventes at blive afløst af lystsejlere, som lægger til i de gamle bassiner. Men når klientellet ændrer

sig, må havnens faciliteter følge med. Det er ikke nok med et enkelt toilet. Hvis havnen skal være et attraktivt sted, skal der suppleres med små skure til lystfiskere, skure til kano, kajak og andre vandfarende, klubhuse, måske nogle småhytter, som i sommertiden kan udlejes til simpel overnatning, servicebygninger a la gamle dages vandrehjem, primitive opbevaringssteder til fiskegrej, hvor man kan stå i læ og slå en sludder af med gutterne og vende byen ryggen for en stund. Rygeovn til de små fangster, når man kommer retur fra trolling-fiskeri … og så selvfølgelig toilet, måske badefaciliteter og på den bedste årstid en lille

kiosk, hvis det kan løbe rundt. Pladsen er der, men planrestriktionerne er for mange. Havnekajen skal brydes ned De oprindelige havnebassiner er ikke altid lige velegnede for lystsejlere. Hvis man skal med rebstige ned til båden, fordi kajen ligger for højt, så dur det ikke. Pladsen til at manøvrere på skal være tilstede og bassinerne skal opgraderes så de beskytter de efterhånden dyre lystbåde. Ofte vil det kun være en fordel at nedhugge kajkanten og udforme den som en terrassering, der giver let ombordstigning tillige med uformelle siddeplad-

LYSTBÅDEHAVN

TRAFIKHAVN

INDUSTRIHAVN

Rønne havn - Nørrekås

ser - helt tæt på vandfladen. Problemstillingen er såre enkel, men væsentlig.

Skitse af Nørrekås

Byens torv på havnen De småbyer som i århundreder har ligget i vandkanten, og hvor en væsentlig del af byens indtægter kom fra havet, har tydeligvis stadig havnen som byens samlingssted. Det er på havnen, man spontant søger ned, når europamesterskabet i fodbold vindes eller nytåret skal skydes ind. Og det er på havnen, at byens “opslagstavle” hænger med alskens tilbud om privat hjælp til rengøring, loppemarked, ugens tilbud, sommerfest og banko. Når det forholder sig således, må man i omdannelsen af havnen

3

HAVN

BYMIDTE

Byens opslagstavle - Hasle havn

Bymidtens korte afstand til havnen - Nørrekås

Hassle havn funktionsopdeling

sikre sig, at byen har/får sit torv på havnen. Hvor, det er eller skal være, er et spørgsmål om feeling og stedsans. Det skal selvsagt ligge i overgangen mellem by og havn, på et veldefineret sted, gerne med relation til en vigtig funktion på havnen som fx fiskeauktionshuset, en toldbygning eller en gammel købmandsgård.

vejrbidte sejl er Superbrugsen og Netto måske surrogat-virksomheder, men det er så afgjort at foretrække frem for en havn helt uden liv, og hvis det samtidig beskytter den lille bys fysiognomi og lille skala er det en ren win/win-situation.

udfoldelser og aktiviteter. Det kan betyde, at man må tage den mere radikale løsning og gøre havn til by. De historiske dele af havnen, som ligger bykernen tættest bør forblive som havn i en eller anden form, således at hele byens morfologi ikke forvanskes.

Dagligvare på havnen - surrogat eller liv? Det er kættersk tale og på kanten af, hvad planloven måske vil godtage, men den snævre plads i de små bykerner tillader sjældent rum for storbutikker, discountshops og dertil hørende parkering. Uanset hvad planloven måtte befale, vil det i mange tilfælde være til fordel for by, handel og det almindelige liv, hvis arealer på havnen og tættest muligt ved bykernen kan konvertere til forretningsflade. Almindeligvis ligger arealerne nogenlunde centralt og kan i enhver henseende konkurrere med perifere placeringer på kanten af byen inde i landet. I forhold til fiskekuttere og

4

Men det kræver flere ting: En sikker arkitektonisk fornemmelse for placering, en forståelse af havnen som typologi, en omhyggelig planlægning og udformning af p-pladser, en klar holdning til hvordan butiksetagen/gadeplanet udformes og ikke privatiseres samt en god kontakt mellem havn og bykerne.

Men yderbassiner og mere perifere havnearealer kan på sigt omdannes og indgå i byens normale byudvikling diverse frednings-/beskyttelseslinier til trods. F.eks. har Hasle havn taget konsekvensen heraf og omdannet de nordlige havnearealer til ren feriebebyggelse.

Er disse forhold opfyldt, gælder det om at se på mulighederne i stedet for at fastholde det gamle planmønster.

Men det kan i lige grad være til helårsboliger, forskellige erhvervsfunktioner og måske pladskrævende kultur- og samlingssteder.

Hvis havnen er for stor? Uanset hvilke anstrengelser man gør sig, kan havnen stadig vise sig at være for stor til byens

Pointen er at holde byens bygningsmasse koncentreret omkring havnen og inddampe havnemiljøet til det, det kan bære.

Husbåde Husbåde havde nogen medvind for få år siden. Økonomiske forhold har måske gjort denne boligform lidt mere tvivlsom. De bornholmske havne har også gjort sig tanker herom, men indtil videre er det blevet ved tanken og den lokale modstand er ret udtalt. At placere husbåde, som flydende pontoner direkte i inderhavnens midterbassin i det, der svarer til havnens rådhusplads er provokerende. De indre bassiner bør være offentlige og ikke omdannes til parcelhuse på vand. Men der kan sagtens findes afsnit af havnen - fx mellem inderbassiner og de ydre beskyttende moler, hvor en husbådekoloni kunne finde plads. Husbådene er der hele året og er med til at fastholde det liv, som byerne sukker efter på havnen (specielt i den mørke tid). Hvis der sam-

tidig kommer offentlige og private aktiviteter på kajen (indkøb etc.) så er det endnu mere oplagt at se på den mulighed og alternative boligform, som husbåden tilbyder. I respekt for havnens karakter kan der i et flertal af havne let indplaceres en enkelt husbådekoloni. Det er jo ikke forbudt at stille visse bygningsmæssige krav til disse boliger. Planbestemmelserne er for stereotype Havnens planbestemmelser ligner i vid udstrækning bestemmelserne alle andre steder i byen. Der er kun lidt forskel, fx hvis en stor silo kræver ekstra højde. På den måde er planbestemmelserne både ordinære og meget normative. Men det typiske ved havnen er slet ikke afspejlet i disse bestemmelser. De vidtstrakte havneflade er uden struktur andet end det bygningerne selv dikterer. Havnens gulv uden fortov og indhegnede parceller.

De stor bygningsvoluminer blandet med småskure og bygningsplaceringen i forhold til kajkanten er karaktertræk ved havnen, som ikke beskrives i planbestemmelserne. Planen for havnen skal både i kommuneplanen og i lokalplanerne være langt mere modige og kvalitative. Den går ikke med 1½ etager og symmetrisk tegltag. Det er en om’er, hvis havnen skal vedblive at være havn. Man kan således ønske sig hvad som helst for havnens udvikling, men man skal også kunne omsætte det til planskitser og -bestemmelser. Her er et anseeligt tomrum i den kommunale planlægning. Man må antage, at planbestemmelserne i mange andre småhavne ligner bestemmelserne for de 4 udvalgte havne på Bornholm. Planbestemmelserne trænger til en kraftig revision nu, hvor kommuneplanlægningen er i gang.

Udsigt ud over Hasle havn

5

Læg en synsvinkel Man kan ikke gå på jagt efter muligheder og indkredse byarkitektoniske eller planlægningsmæssige problemstillinger på et sted uden at “ville noget”. Man må finde en synsvinkel, man må finde fokus. I den bornholmske undersøgelse har udgangspunktet været, at denne ø’s småbyer på kanten af klipperne er unikke miljøer, som turister valfarter til. Man må bibeholde denne helt særegne karakter og nærhed mellem by og havn. Man må forsøge

at undgå pseudo-autenticitet og i stedet se på, hvad der er bæredygtigt. Hvor arealerne fortsat er for store, bør man, som tidligere nævnt, forsøge at trække byen ned mod kysten, i stedet for at tillade, at den breder sig ind i baglandet. Noget af havnen bør konvertere til “by”, mens de centrale havnearealer fortsat bør forblive havn i en eller anden udstrækning for at fastholde den historiske dimension og byens opbyggelighed. Havnens sårbare og åbne flade skal ikke bare være et tilfældighedernes land.

Skitse af Allinge havn

Skitse af Hasle havn

6

10 år med kvarterløft AF ASGER MUNK OG ELLEN HØJGAARD JENSEN

Kvarterløft, der er et storstilet forsøg på at løfte udsatte byområder gennem en helhedsorienteret indsats baseret på borgerdeltagelse og partnerskaber, lukker nu. Hvordan er det gået, og hvad har vi lært?

Foto: Frederikke Friderichsen

En forsøgsordning lukker ned Indsatsen, der begyndte i 1997, har været i gang i 12 områder med i alt ca. 120.000 indbyggere. To store konferencer og en publikation var i oktober 2007 med til at sætte et punktum for kvarterløft, der nu er ved at blive endeligt evalueret af SBI. Selvom evalueringen ikke foreligger endnu, kan man godt tillade sig at drage en række konklusioner. Dels er den første halvdel blevet evalueret, dels er der helt tydelige resultater, der kan aflæses lokalt. Dem vil vi gøre rede for i denne artikel, ligesom vi vil give bud på, hvordan erfaringerne kan bruges aktivt fremover. Den ene af de to afslutningskonferencer var i internationalt regi, og den viste tydeligt, at den danske model har stor international bevågenhed. De internationale deltagere anbefalede os at bruge erfaringerne aktivt i kommende indsatser. Selvom forsøget stopper nu, så er vi kommet et stort skridt videre, og diskussionerne om, hvad der kan læres af kvarterløft, fortsætter – både på nationalt og

Kvarterløft har været med til at forny integrationsindsatsen på det lokale niveau

internationalt niveau. Formålet med Kvarterløft er at forbedre de enkelte byområder som helhed og inspirere til modeller for fremtidens bypolitik. Kvarterløftprojektet blev sat i gang i 1997 og er en helhedsorienteret indsats, som bygger på bl.a. borgerinddragelse og offentligt/privat samarbejde. Investeringsrammen for kvarterløftprojekterne er på ca. 1,3 mia. kr. til bygningsfornyelse. Desuden midler til planlægning, bemanding af lokalt kontor i kvarteret, borgerinddragelse, samt midler til at lave helhedsorienterede projekter med. Resultater af 10 års indsats I dette afsnit vil der blive givet en samlet oversigt over resultaterne af kvarterløft i bred forstand. Kvarterløft-forsøget drejer sig på den ene side om at opnå resultater i det enkelte område og på den anden side i forlængelse heraf at udvikle metoder og best practises på det bypolitiske område. Hvad

Der er 12 kvarterløftområder:

Igangsat i 1997: Aalborg Øst, Tøjhushaven i Randers, Sydvest Kvarteret i Kolding, Avedøre Stationsby i Hvidovre Femkanten, Kbh. NV Holmbladsgadekvarteret, Kbh. S Kongens Enghave, Kbh. S Igangsat i 2001:



Brøndby Strand i Brøndby Vestbyen i Horsens Vollsmose i Odense Nordvest-kvarteret, Kbh. NV Nørrebro Park Kvarter, Kbh. N

7

angår indsatsen i de 12 kvarterløftområder, kan der sondres mellem resultater i form af sociale effekter, resultater i betydningen præstationer eller ”performance” og resultater i betydning af gode processer. At foretage denne sondring skal dog ikke skjule, at der er en sammenhæng, idet gode processer vil være relativt uinteressante, hvis der ikke samtidig opnås andre mere håndgribelige resultater. Fysiske resultater – priser og ros fra forskere Generelt er det lykkedes at få udarbejdet gode og innovative kvarterplaner i et samspil mellem borgere og eksperter. Videre er det lykkedes at implementere planerne med en høj gennemførelsesgrad.

8

Foto: Frederikke Friderichsen

Kultur og idræt er en integreret del af kvarterløft. Her ses prismen - et idrætshus i Holmbladsgade

Dog er nogle projekter selvsagt opgivet i det lange tidsforløb på 5-7 år. Midtvejs i projektforløbet var 80 % af projekterne realiseret i de gamle kvarterløft. Det er endvidere lykkedes at gennemføre projekterne, således at både borgere og eksperter vurderer resultatet som værende af høj kvalitet. Hvad angår eksperter, peger rosende omtaler i fagtidsskrifter og de priser, som projekterne har modtaget, på, at også professionelle vurderer kvaliteten af projekterne som værende høj. To københavnske projekter er blevet nomineret til den anerkendte Mies van der Rohe pris, samtidig har et projekt modtaget ”Træprisen” og andre projekter har modtaget kommunale arkitekturpriser.

løftkonceptet, når det drejer sig om friarealer, er overlegent bedre end andre typer byfornyelse. Kombinationen af beboernes og de kommunale aktørers viden i projektformuleringen er en positiv fornyelse af tilgangen til byens udemiljø med indbygget synergieffekt. Det siges videre, at det generelt er imponerende, hvad der er opnået af opgradering af byens frirum i de enkelte kvarterløft - både set i forhold til de oprindelige planer og til de midler, der var til rådighed. Udover aktørernes engagement betones også den høje tekniske og kunstneriske kvalitet (Attwell m.fl.(2005). Der er dog et væsentligt problem, og det er, at der sjældent er afsat tilstrækkeligt med midler til vedligehold og drift af områderne.

Hvad angår friarealer, konkluderes i en større undersøgelse af et forskerteam fra SBI, at der med kvarterløftindsatsen sker den største samlede indsats over for friarealer nogensinde. Det siges videre, at undersøgelsen viser, at kvarter-

Sociale resultater – mindre hærværk og bedre image Regeringens Byudvalg havde som en generel målsætning for sin indsats, at koncentrationen af marginaliserede danskere og udlændinge i be-

stemte områder skulle søges ændret. Hvad angår kvarterløft, er der flere områder, hvor en sådan koncentration ikke findes, og hvor de lokale målsætninger da også går på snarere at fastholde, at der i kvarteret fortsat skal være plads til alle grupper. Ses der på de kvarterer, hvor det var et klart ønske at ændre befolkningssammensætningen, er det lykkedes i Avedøre Stationsby og i Brøndby Strand, mens det trods en vellykket beskæftigelsesindsats ikke er lykkedes i Vollsmose. Generelt synes de forskellige beskæftigelsesindsatser at være vellykkede. Problemet er imidlertid, at de beboere, der herved får arbejde, ofte vælger at forlade området. Selv om områdernes image bliver forbedret, synes denne forbedring ikke altid stærk nok til at fastholde dem, der får arbejde. En undersøgelse af kriminaliteten viser, at ”der samlet set er grund til at konkludere, at kvarterløft har medvirket til at mindske omfanget af hærværk - især graffiti- men til dels også vold

Share of residents who wants to move within two years

Share of residents who are satisfied with the urban environment 1998 2002

60

Per cent

Per cent

80

40 20 0

H

L MB OL

SG AD

DE

A

M FE

EN NT

KA

N KO

GE

NS

EN

G

H.

T ØS

B ÅL

JH TØ

RE DØ

E

AV

ST

G OR

H US

V.

EN

AV

SY

2002

40 30 20 10 0

HO

A BL LM

. . N E N T ST KV VE TE AV ØS T A H N E G H R G ES KA US OR EN M DØ DV . H B E E Y J S F S ÅL AV TØ KG

D GA

DS

K ST

E DV

1998

E

I de første kvarterløftsområder viser det sig, at færre ønsker at flytte og at naboskabsrelationerne er blevet styrket. Evalueringen af de sidste kvarterløft er på vej. Det bliver spændende, om de vil vise samme tendens.

og indbrud i boliger” (p. 35). For en række andre kriminalitetsformer er der derimod ikke noget klart billede. (Nørgaard & Ærø, København 2004). Styrkelsen af det civile samfund er videre et klart mål for kvarterløftindsatsen. SBI´s evaluering viser her, at beboerne har fået en mere positiv opfattelse af hinanden, ligesom foreningsdannelsen er styrket både gennem traditionel foreningsdannelse og netværk. Et af formålene med kvarterløft er at mindske tendensen til ”byer i byen”. I den forbindelse er det interessant, at netværkene på tværs af kvartergrænserne også er blevet styrket. Dette kunne også formuleres som en styrkelse af områdernes sociale kapital, både hvad angår social kapital mellem området og omverdenen, dvs. brobyggende social kapital og den sociale kapital internt i området. Tilsvarende viser evalueringen, at borgernes opfattelse af området er blevet mere positiv i seks ud af syv områder.

Proces – tværfagligt samarbejde og borgerinddragelse Borgerdeltagelsen i kvarterløft i København er blevet undersøgt af et uafhængigt analyseinstitut gennem telefoninterviews. I den første runde viste en undersøgelse foretaget af Gallup i de tre københavnske kvarterløft, hvor der bor knap ca. 35.000 personer, at 86 pct. kendte til kvarterløft, at 16 pct. havde deltaget i arrangementer, mens 12 pct. angav at have deltaget i arbejdsgrupper, informationsmøder mv. Af de, der havde en mening om, hvordan pengene skulle anvendes, var 81 pct. tilfredse med den måde, de var anvendt på. Når det skal vurderes, om disse tal er høje eller lave, er det vigtigt, at processen opleves som åben, således at alle kan deltage. Gallups analyse viste da også, at de interviewede gennemgående var tilfredse med resultaterne uafhængigt af, om de selv have deltaget. Som det påvises i en ph.d. af Annika Agger, er de der deltager ikke er repræsentative for beboerne i området.

Et andet vigtigt spørgsmål er samarbejdet mellem de forskellige forvaltninger for at opnå en helhedsorientering i indsatsen. Dette har ikke overraskende vist sig svært. De forskellige kommunale forvaltninger er ikke vant til at skulle arbejde tæt sammen. Men samtidig må det konstateres ved afslutningen, at det trods alle vanskeligheder er lykkedes at skabe helhedsorienterede indsatser. Lettest er det gået, hvor støtten til projekterne fra den kommunale top har været klar og utvetydig. (Dette gælder f. eks. for Brøndby Strand og Avedøre Stationsby). Dårligst er det nok gået i Aalborg i den første fase af kvarterløftet. Dette er der dog senere rettet op på. Undervisning og faglig udvikling - RUC først med kvarterløft Kvarterløft har givet anledning til et meget stort antal opgaver, specialer og forskningsartikler på universiteterne - med Roskilde Universitetscenter som foregangsuniversitet. Kvarterløftindsatsen

9

“It´s not area vs. people. It´s area and people. It´s not top-down vs. bottom –up. It´s both top-down and bottomup. It´s not about simply changing areas or changing sectors and policies. It´s about both” - Professor Michael Parkinson København oktober 2007 Foto: Frederikke Friderichsen

har tillige skabt en betydelig debat blandt professionelle. Kvarterløft adskiller sig klart fra den mere traditionelle planlægning ved at være aktivt udøvende i stedet for blot regulerende. Det vil sige at vi ser et skift fra zoning til dialogbaseret handlingsplanlægning. Det betyder naturligvis, at den traditionelle planlæggerrolle bliver udfordret. Byplan har udgivet flere temanumre om kvarterløft. Dansk Arkitektforening har udgivet temanummer herom, ligesom tidsskriftet Boligen har bragt mange artikler om kvarterløft. På den måde kan kvarterløft også siges at have medvirket til at skabe debat om byplanlægningen i Danmark. Der har videre været besøgende fra det meste af verden til de danske kvarterløftprojekter. Kvarterløft afsluttes – og hvad så? Mange af kvarterløftets hovedprincipper er blevet videreført i byfornyelseslovgivningen (i form af

10

områdefornyelse) og i flere programmer i forhold til almene boliger. Det gælder f.eks. helhedstænkningen, borgerdeltagelsen og de kvantitative succeskriterier, som man har arbejdet systematisk med i kvarterløft siden 1997 og som nu – næppe alene på grund af kvarterløft – i disse år er blevet et krav i næsten alle indsatser. Det gælder også for exitstrategier eller forankringsstrategier, som via kvarterløft er hentet til Danmark fra Storbritannien. Kvarterløfterfaringerne bruges konkret i to forskellige sammenhænge, nemlig indenfor områdefornyelsen og helhedsplanerne i den almene sektor. Mange kommuner arbejder kreativt med områdeplanlægning. I disse kommuner arbejdes der med inddragelsesprocesser i lokalt afgrænsede områder. I forbindelse med områdeplanlægning er der ingen tvivl om, at kommunerne lader sig inspirere af de erfaringer, som er gjort under kvarterløftperioden. Det gælder nok især i forbindelse med inddragelse af borgere og virk-

Professor Michael Parkinsons anbefaling til danskerne

somheder i planlægningen. I 2004 fik vi en ny byfornyelseslov og den helhedsorienterede byfornyelse blev afløst af områdefornyelsen. Der er tale om en slags minikvarterløft. Men der er langt færre midler. Statens støtte til en beslutning om områdefornyelse kan højst udgøre 10 mio. kr. og kommunerne skal selv bidrage med mindst det dobbelte. Det gør det svært for de store byer at få volumen nok til at vende udviklingen i kvarterer, der bevæger sig i en forkert retning. I øjeblikket er byfornyelsesloven ved at blive evalueret. Måske vil evalueringen vise, at det er et af de steder, hvor loven halter. Hvis beløbet blev tilpasset til problemernes omfang i stedet for at blive spredt ud over hele landet kunne det resultere i få, men mere slagkraftige projekter. Kvarterløfterfaringerne viser, at i virkelig hårdt belastede kvarterer skal der en massiv indsats til. Ellers kan man faktisk risikere at gøre det hele værre gennem bristede forhåbninger og stigmatisering.

I 2006 blev der frigivet penge til Helhedsplaner fra Landsbyggefonden. Helhedsplanerne i den almene sektor har ofte et større volumen end områdefornyelsen og de skal også være tværgående. Det er tydeligt, at de har lært af kvarterløftene. Helhedsplanerne handler i sagens natur om de almene områder – og ikke om hele bysamfund. Det er jo landsbyggefondens midler, der er i spil. Problemet er blot, at kommunerne ikke spiller så stor en rolle som i kvarterløftene. Der er et meget stort behov for konkrete samarbejder med de kommuner, som boligselskaberne ligger i. Ellers kan der blive tale isolerede indsatser. Erfaringerne fra kvarterløft viser jo netop, at det er den brobyggende indsats, der giver størst resultat. Naboområder og mange forskellige kommunale forvaltninger skal inddrages. De kunne f.eks. komme i spil via områdefornyelsen. Måske kan man finde en generel model, hvor områdefornyelse og helhedsplaner koordineres. Det er i alle tilfælde kommunernes ansvar at lægge en samlet strategi på by- og boligområdet og mange kommuner er godt på vej. Fremtidige udfordringer – klima og sammenhængskraft. På den internationale afslutningskonference for kvarterløft, der fandt sted 10.-11. oktober 07 i København, blev der blandt de fremtidige bypolitiske udfordringer peget på klimaproblemer og problemer vedrørende sammenhængskraften i samfundet. Hvad kan kvarterløft-konceptet bidrage med her? Det er generelt vigtigt at understrege, at ingen af disse problemer kan løses gennem områdebaserede indsatser alene. Men de kan heller ikke løses uden en lokal forankring. Her kan kvarterløfterfaringerne bruges.

Kvarterløft giver sammenhængskraft Betydningen af, at de forskellige grupper i samfundet mødes på arbejdsmarkedet, i skolerne og i fritidslivet anerkendes i dag nok fra de fleste sider. En stor segregation anses som en trussel imod sammenhængskraften i samfundet. Sammenhængskraft skabes blandt andet via integrationspolitik, regler på arbejdsmarkedet, velfærds- og socialpolitik. Kan kvarterløft og kvarterløft-lignende indsatser mon byde på noget her? Ja, det mener vi. Et eksempel er den meget effektive beskæftigelsesindsats i Tåstrupgård i forbindelse med ”Byer for alle”. Her kom et stort antal indvandrere i arbejde. Et andet godt eksempel er arbejdet med ”magnet-skoler”. Tanken er gennem en styrkelse af en skoles kvalitet i undervisningen at gøre den til en magnet, der også tiltrækker ressourcestærke børn. Et godt eksempel er Enghøjskolen i Avedøre. Kvarterløft og klima I forhold til klima og miljø er det også vigtigt at kombinere centrale og lokale løsninger. En løsning af klimaproblemerne kræver internationalt samarbejde både på verdensplan og på EU-plan, ligesom dansk lovgivning og andre initiativer i øvrigt må i spil. Men der er også muligheder for at nedbringe CO2- udledningen gennem lokale indsatser. I kvarterløft er det de lokale kræfter, der bestemmer, hvori indsatsen skal bestå og også, hvorvidt der skal sættes byøkologiske projekter i gang. Samtidig har man i flere projekter haft ansat såkaldte grønne guider. Styrken i indsatsen ligger nok især på områder, hvor adfærdspåvirkningen er central. I Sydvest i Kolding ønskede man f.eks. ved nye teknologier at mindske energiforbruget i almene boliger. Men man opnåede faktisk allerede betydelige resultater, da målingsudstyret var

installeret og lejerne begyndte at konkurrere om at nedsætte varme og elforbrug, dvs. inden den nye teknologi var på plads. Her opnåedes resultaterne således alene gennem adfærdsændringer. Et andet eksempel stammer fra Holmbladsgade og hedder Miljø på Arabisk. Virkemidlerne i projektet, der havde de arabiske beboere som målgruppe, var information på arabisk om, hvordan man kunne spare penge til el og varme og om, hvorfor det er vigtigt at spare på ressourcerne osv. De beboere, som gennemgik forløbet er nu undervisere for andre. Behov for videnscenter Kvarterløft afsluttes nu, og hvad så? Den engelske byforsker, professor og direktør for ”European Institute for Urban Affairs” Michael Parkinson udformede på baggrund af den ovenfor omtalte internationale konference 10.-11 oktober ”The Copenhagen Declaration on integrated urban regeneration- principles practises and prospects” . Det hedder heri, at den danske kvarterløftindsats har haft stor betydning for udviklingen af integrerede byprojekter både i Danmark og i Europa i øvrigt; og at det i lyset af de mange administrative omskiftelser på området er vigtigt, at læreprocesserne fortsætter, således at den opsamlede viden og erfaring bliver bevaret. Derfor er det glædeligt, at der nu er stillet lovforslag om et videnscenter på feltet. Desuden må det sikres, at kommunerne, som har spillet en central rolle i kvarterløft, også kommer til at gøre det i de kommende indsatser. Deklarationen slutter med disse ord ”The message of the Conference was that Kvarterloeft was a success. It was crucial to celebrate it. But it was even more crucial to sustain its principles in the future.”

11

Borgermøder i stor skala! AF ANNIKA AGGER

Forestil dig 3000 mennesker til et borgermøde! Carolyn Lukesmeyer fra America Speaks er specialist i at afholde kæmpe borgermøder, hvor de deltagende er repræsentativt udvalgte – så sammensætningen afspejler det lokal samfund, de er en del af. Borgerne er placeret ved 10 mands borde, hvor de både debatterer og foretager afstemninger. Innovative dialoger Carolyn Lukesmeyer, præsident for og stifter af America Speaks, der er en af de førende organisationer i forhold til borgerinddragelse i USA, er på visit i Danmark. Det var bl.a. America Speaks, der gennemførte en stor borgerdialog med flere tusinde New Yorkere, om hvad der skulle være på Ground Zero efter angrebet 11. september 2001. I august 2007 igangsatte de borgermøder i Califonien, hvor flere tusinde mennesker debatterede de samme emner i 8 forskellige byer, på en og samme tid. Hun er altså mester i at tilrettelægge kæmpe store borgerarrangementer og møder. På spørgsmålet om baggrunden for sit arbejde svarer hun: ”Jeg var bekymret over vilkårerne for den demokratiske debat i Amerika”. Derfor begyndte hun at indsamle eksempler på forskellige eksperimenter og måder, hvorpå man inddrog borgerne. Hendes anke var at mange af de måder, hvorpå borgerne blev hørt eller inviteret

12

Carolyn Lukesmeyer

til at bidrage til offentlig debat, ikke medvirkede til at mobilisere større grupper, eller til at udfordre politikerne. Hun henviser til de 1960´erne og 70´ernes borger – og fredsbevægelser, hvor den politiske debat, var mere udbredt blandt mange mennesker, og hvor de i flere tilfælde fik ændret den politiske dagsorden. Det er som om de brede modstandsbevægelser forsvinder i 1980´erne og 1990´erne. Og det er ikke fordi, der ikke er store

emner på dagsordnen, siger hun og nævner som eksempel temaer som: Sundhedssektoren, Irak krigen og miljø og energispørgsmål. Hun ønskede derfor at være med til at skabe nogle rammer for store offentlige dialoger, der kunne medvirke til at påvirke beslutningstagerne. Gennem årerne begyndte hun derfor at udvikle nye måder hvorpå borgere og beslutningstagere kunne indgå i frugtbare dialoger. I den forbindelse var der tre ting,

hun lagde vægt på: Størrelsen af møderne, sammensætningen af deltagerne og processen, der kombinerer dialog og afstemninger. Big Seize borgermøder Antallet af borgerne på møderne – har en stor betydning. Vi skal op i skala, hvis møderne skal have pressens og politikernes opmærksomhed, mener hun. Det at sammensætningen af borgerne er repræsentativ for den lokalitet, hvor dialogen finder sted, har også en stor betydning. Antallet af unge, gamle, etniske og køn er således repræsenteret på mødet, med den andel de repræsenterer i deres lokalsamfund. Hermed er det ikke blot de vanlige aktive – tordenskjolds soldater – der er repræsenteret. Det betyder, at udbyttet af dialogerne opfattes som værende mere legitime, end hvad der kommer frem, på de mere traditionelle måder at afholde borgermøder på. Dialog & Afstemning Der er mange der eksperimenterer med nye måder at lave borgerdialoger på. Men det unikke ved America Speaks måde er tre ting. For det første er det måden de kombinerer dialog med afstemninger på. For det andet, at de sikrer at involverede borgere udgør et repræsentativt udsnit af den berørte befolkning. For det tredje at debatten er koblet op til beslutningstagerne, d.v.s. at de har været med til at definere, hvilke temaer der skal debatteres.

Møderne forløber oftest over en hel dag. Proceduren på selve møderne er typisk at de deltagende bliver sat ved runde borde med 10 andre borgere. På bordene er der trådløse afstemningsbokse og en computer, der betjenes af en facilitator. Lokalet er forsynet med storskærme, så alle kan se og høre uden problemer. Der er desuden sørget for tolke til de etniske repræsentanter. De deltagende bliver præsenteret for forskellige emner, gerne med brug af billeder, videoklip eller i form af forskellige ”vidner”. De får typisk ca. 30-45 minutter til at drøfte og komme med ideer pågældende emne. Disse opsamles og videresendes af facilitatoren til et koordinerende team, der løbende opsamler og tematisere bordenes inputs. Herefter bliver borgerne bedt om at stemme om, de forskellige indkomne forslag. Prioriteringerne kommer op på storskærmene og borgerne kan enten svare ja eller nej eller angive en prioritering mellem 0-9. Borgerne bliver bedt om både at tage personligt stilling ud fra ”Hvad ønsker jeg”, men de bliver også spurgt ”Hvad tror du, der er bedst for din kommune som helhed”. Resultatet af en sådan seance er en prioriteret liste over visioner og handlemuligheder inden for emnet. Politikerne får dermed nogle retningslinjer, de kan forholde sig til i den videre proces. Et mere indirekte resultat af denne type af borgermøder, er ifølge

Lukesmeyer, at det skaber opmærksomhed i medierne og medvirker til at skabe større legitimitet omkring de politiske beslutninger, da borgerne reelt er blevet hørt og inddraget. ”Politikerne får et folkeligt mandat – til at træffe forskellige typer af beslutninger” siger Lukesmeyer. Citizens Summits America Speaks har været med til at udvikle et tilbagevendende borgermøde, der afholdes for borgmesteren med ca. 8000 mennesker i Washington DC. Ideen med mødet er, at politikerne får en pejling af borgernes ønsker og anbefalinger til hvilke politiske områder, der skal prioriteres økonomisk. Borgmesteren og politikerne deltager på selve dagen på lige fod med borgerne ved bordene. De gør en dyd ud af, at være meget synlige og giver hånd til så mange som muligt. Borgmesteren har forpligtet sig til at komme med en tilbagemelding til borgerne ca. 1 måned senere. Her fortæller han om, hvilke ideer der er blevet arbejdet videre med, og begrundelser for hvilke, der er valgt fra. Effekt? Lukesmeyer understreger, at det er meget vigtigt, at denne her type møder er tæt forbundet med beslutningstagerne. Alt for mange borgermøder

13

bliver til ’varm luft og gode intentioner’ fordi politikerne ikke er taget i ed inden. Politikkerne skal forpligte sig til at komme med tilbagemeldinger til borgerne, om hvordan og i hvilken grad, deres input bliver benyttet i den videre proces. Men det er også vigtigt, at politikerne er med i tilrettelæggelsesprocessen, hvor de er med til at bestemme, de temaer, der er til debat. ”Vi forsøger at evaluere hvert et møde efter forskellige kriterier og niveauer. Dels på et individ niveau, om borgerne oplever, at de kan eller rent faktisk gjorde en forskel. Dels i forhold til hvilken indflydelse inputs fra møderne afspejles på de politiske områder. Og endelig ses der på – om det har påvirket institutionerne. Men det er svære at måle – og kræver et længere tidsperspektiv”, fortæller hun. Danske erfaringer I dansk sammenhæng har vi ikke så mange erfaringer med at sammensætte borgermøder ud fra repræsentativitet. Enkelte kommuner har i forbindelse med særlige projekter eller debat dage, haft initiativer til at få folk fra forskellige aldersgrupper til at deltage. Eksempelvis har Næstved kommune afholdt en generations konference, hvor de sikrede at der var 100 borgere fra forskellige aldersgrupper.

14

Teknologirådet er nok dem, der har størst erfaring med både at sammensætte borgere ud fra forskellige kriterier, men også i forhold til at afholde konferencer, hvor der både debatteres og foretages afstemninger. De har bl.a. udviklet en mødeform kaldet Borgertopmøder. Der tager afsæt i ideerne fra ”Citizens summits”, det vil sige, at der både debatteres, indsamles ideer og tages stilling til konkrete valgmuligheder og prioriteringer af politik områder. Metoderne har bl.a. været afprøvet i forbindelse med et pilotprojekt i udvælgelsen af Nationalparkerne, med titlen “Kongernes Nordsjælland” (2005). Her deltog 600 deltagere i et borgertopmøde. Derudover har Teknologirådet gennemført en række mindre borgertopmøder bl.a. i forbindelse med debat om rygepolitik. Region Hovedstaden har også ladet sig inspirere af Lukesmeyers metoder. Da regionens udviklingsplan skulle debatteres i efteråret 2007 sendte de 6000 personlige stemmer ud til et repræsentativt udvalg af regionens borgere. Det resulterede i at 200 borgere, sagde ja til at bruge en lørdag på Axelborg for at debattere regionens fremtid. Møderne er forholdsvis omkostningsfulde at foretage i forhold til traditionelle borgermøder. Prisen ligger ifølge Teknologirådet på mellem 2-400.000 kr. afhængigt af det ønskede deltager-antal. Demokratiforsker Hans Peter Hansen, der fulgte

borgertopmødet i forbindelse med Nationalparkerne, påpeger i sin artikel ”Borgertopmøder – demokratisering eller folkeforførelse?”, at embedsmændene og konsulenterne har et stort ansvar, idet de sætter rammerne for, hvad der er til debat. Han advarer mod, at dagsordnen bliver for bred. Trods kritik, finder jeg disse måder at afholde borgermøder forfriskende. De tager nemlig fat i nogle af de centrale kritikpunkter, der er af traditionelle borgermøder. For det første er det ofte nye borgere, der kommer på banen. For det andet integrerer det to væsentlige dimensioner i demokratibegrebet – nemlig både muligheden for dialog og bidrag af ideer – såvel som efterfølgende afstemning og individuel stillingsstagning. Jeg håber derfor, at vi får set flere af denne type eksempler i det danske land, gerne i forbindelse med kommuneplanarbejdet.

Fra arealknaphed til arealoverflod? EU’s landbrugspolitik og planlægningen AF ANNE-METTE HJALAGER, ROBERT MOGENSEN OG JØRGEN MØLLER

Selv om megen planlægning handler om at transformere landbrugsarealer til andre formål såsom boliger, erhverv, transport, infrastruktur, fritidsfaciliteter osv., så interesserer byplanlæggere sig i almindelighed ikke meget for EU’s landbrugspolitik. Der har gennem årtier været en politisk konsensus om, at det åbne land ikke planlægges med nær samme detaljeringsgrad som byerne. Udviklingen af arealernes anvendelse og æstetik henstår som et resultat af behovene i landbruget. Med reformerne i EU’s landbrugspolitik kan denne tankegang med tiden komme til at ændre sig. Denne artikel gennemgår de væsentligste elementer i EU’s landbrugspolitik og analyserer de udfordringer, som planlæggerne højst sandsynligt vil stå over for i de kommende år.

Europæisk landbrugspolitik De medlemslande, der grundlagde EF for 50 år siden, havde en fødevarekrise helt inde på livet (Brouwer og Lowe, 2001). Derfor var hovedbestanddelen i politikken at give støtte til produktion af basisfødevarer med henblik på selvforsyning. Det var magtpåliggende at øge produktionen og produktiviteten hos fødevareproducenterne, samtidig med at man beskyttede de mest sårbare, opdyrkede landområder mod en for massiv indtrængen af andre aktiviteter. Stabilisering af landbefolkningens indkomster og levevilkår var en del af planen (Greer 2005). Under disse omstændigheder virkede det logisk at motivere landmændene ved at knytte subsidierne direkte sammen med produktionen. I de følgende år blev incitamenterne dog så effektive, at overproduktionen kom til at udgøre et stort problem. EU opkøbte kriseramte produkter for at holde priserne oppe. Endnu en åbenlys bivirkning bestod i, at de høje priser tiltrak produkter fra lande uden for EU (Robinson, 2004). Den europæiske politik måtte som konsekvens heraf uafladeligt suppleres med kraftige importrestriktioner og høje toldmure.

Der er stadig dejligt ude på landet - med højt til himlen og smukke landskaber

Siden starten er der blevet foretaget mange mindre reformer i den fælles landbrugspolitik for at dæmme op for budgetproblemer og ubalancer i forhold til efterspørgslen. I de senere årti er land-

15

Salg fra gårdbutikker har altid været et koloristisk indslag i landskabet

brugspolitikkens negative indvirkninger på miljøet kommet mere i fokus. De såkaldte komplementaritetsregler sigter mod at tilskynde til mere bæredygtige produkter og produktionsformer (European Union, 1999). Med 27 medlemslande med meget forskellige landbrugsstrukturer steg behovet for en mere dramatisk reform. Derudover var WTO og andre tilhængere af fri handel ikke glade for protektionismen. De europæiske konsumenter ville profitere af lavere priser ved åbne markeder. Disse synspunkter har i de senere år efterhånden fundet en hel del politisk støtte i Europa. Den seneste reform fra 2003 er nu ved at blive implementeret, og landbrugskommissæren har

16

med sit ”sundhedstjek” i 2007 presset på for at få tempoet op (European Commission, 2007). Reformen bryder med et af de tidligere grundlæggende principper inden for landbrugspolitikken. Den tilsigter en ”afkobling”: Subsidier til landområder og landbefolkningen skal ikke længere være knyttet direkte til landbrugsproduktionen, men gives til de enkelte landbrug på basis af andre kriterier.

europæiske marked. Virkningerne er dog ikke ens for alle fødevarekategorier. De prisnedsættelser, som landmændene oplever, afhænger af verdensmarkedet og de fortsatte forhandlinger med WTO og bilateralt med udviklingslande (OECD og FAO, 2005). Men de europæiske landmænd skal lære at tilpasse sig tendenserne på de større markeder, og de skal leve med en større risiko.

Hensigten er stadig at skabe en rimelig levestandard og beholde bæredygtige landbrugsområder, men landmændene vil opleve at få større frihed til at producere det, som deres markeder efterspørger.

Landmændene har været opmærksomme på denne udvikling i en del år, og der har pågået en tilpasning. Mekanisering af landbrugsproduktionen og fødevareforædlingen sigter mod at kompensere for lavere priser.

Således vil det innovative og konkurrencedygtige potentiale i landbruget øges, mens landmændene samtidig vil få en garanti for en standardindkomst på betingelse af, at dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og andre krav respekteres. Desuden vil større andele af EU’s landbrugsbudget blive allokeret til miljøet. Den historiske frygt for fødevareknaphed er ikke helt forsvundet fra det europæiske tanke-gods. Et af ”cross compliance”-kravene er, at de subsidierede landmænd er forpligtede til at holde deres jorder i god landbrugs- og miljømæssig stand.

I de fleste europæiske lande stiger den gennemsnitlige størrelse på landbrugsejendomme.

Reformerne af landbrugsstøtten vil påvirke arealanvendelsen i det åbne land. Derfor er det vigtigt, at planlæggere interesserer sig for mekanismerne i politikkerne. Priser og produktionsomkostninger Det vil være en næsten sikker konsekvens af reformerne, at landmændene opnår lavere priser for deres produkter. Interveneringspriserne vil generelt blive nedsat. Produkter fra tredjelande får i højere grad lov til at komme ind på det

Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med. Der er ingen tvivl om karakteren af det økonomiske fundament

Forædlingsvirksomheder og handelsselskaber undergår en lignende koncentration i størrelse og ejerskab (Coleman, 2004). Landskaberne har altid været påvirket af priserne på landbrugsprodukter. Ét år dominerer nogle afgrøder markerne, året efter har landskabet fået andre farver og en anden sammensætning. Større marker, færre søer, stier, hække og hegn kombineret med gødningsmidler og andre biotekniske opfindelser har som hovedregel ført til, at landskabet er blevet mere ensformigt (Parris 2004). Alt andet lige vil denne udvikling optrappes som følge af EU’s foranstaltninger for at gøre landbruget mere markedsrettet. Produktivitetspresset gør sammenblanding af andre arealinteresser yderst uvelkommen for mange landmænd. Håndteringen af husdyrgødning er stadig en kritisk del af driften. Der er betydelig risiko for, at næringssalte udvaskes til grundvandsreserverne. De professionelle landmænd kan føle sig motiveret til at trække sig helt bort fra områder, hvor der er fare for vedvarende konflikter med naboaktiviteter og lokalisere sig i mere isolerede enklaver, hvor dette er muligt. Der er allerede nu tegn på, at områder med intensiv husdyrproduktion kan lede til en degradering af landsbyernes attraktivitet. Man vil formentlig i højere grad se, at hele landsbyer forfalder og forlades. Subsidier er ikke nødvendigvis udelukkende negative for miljø og natur. Interesseorganisationer henleder opmærksomheden på, at mindstepriser på kød og mælk betyder, at man forsat kan se en afgræsning af marginaljorder. Dette har enorm betydning for, at nogle natur- og landskabstyper bibeholdes.

Disse områder ville ændre sig ganske drastisk i udseende og fauna, hvis landmændene mister lysten til fortsat at arbejde efter de ekstensive produktionsmetoder. Miljøoptimister påstår, at den intensive mælkeproduktion vil blive meget mere påvirket af lavere priser end den ekstensive kødkvægsproduktion. Dette illustrerer påvirkningernes kompleksitet. De specifikke implikationer afhænger meget af produktionsmåderne og regionale karakteristika. Stigende europæisk arbejdsdeling i landbrugsproduktionen Nogle landmænd er traditionalister og rede til at acceptere en lavere indkomst for at kunne blive i deres vante miljø og på den fædrene jord. Men tingene er ved at ændre sig. Mange opfatter landbrug som et job eller en forretning, ikke som en livsstil. Som i andre produktionssektorer er værdikæderne i landbruget under omformning. Svineavl er f.eks. efterhånden opdelt i underprocesser, og dele af produktionen er flyttet til separate enheder, eventuelt uden for Danmark. Primær landbrugsproduktion er bestemt ikke undtaget fra globaliseringens drivkræfter (Robinson, 2004). Denne udvikling vil sandsynligvis accelerere. Afgrøder dyrkes stadig til en vis grad i et samspil med husdyrproduktionen. Harmoniseringsregler for bortskaffelse af husdyrgødning øger efterspørgslen efter jord. Derfor er priserne på jord steget ganske betragteligt over årene, men udbyttet fra svineproduktion kan stadig kompensere for jordprisen (Andersen, 2003). Uden en betydelig svineproduktion og uden harmonireglerne ville dyrkningen af korn i et land som Danmark blive mere og mere amputeret (Hansen

2003). Afkobling mellem produktion og støtte vil sandsynligvis føre til en ganske drastisk reduktion af priserne på jord i Danmark (Frandsen et al, 2003). Det er dog vanskeligt at skønne, hvornår en sådan udvikling tager fart, idet også verdensmarkedsprisen for korn spiller ind. Produktion til biobrændsel kan også komme til at spille ind. Balancen er skrøbelig og udfordres hele tiden. Svineproducenter i Nordeuropa investerer i Østeuropa, hvor omkostningerne til arbejdskraft og jord er lavere, og hvor adgangen til det europæiske marked stadig er ubegrænset. Nogle svineproducenter flytter deres investering endnu længere østpå i en mere omfattende globaliseringsstrategi (Jensen og Frandsen 2003). Forædlingsindustrien tilpasser sig denne udvikling ved at indgå i transnationale fusioner og opkøb. En konsekvens heraf vil være, at presset på jordressourcer til intensiv dyrkning vil blive mindre. I mange nordeuropæiske lande vil knapheden på jord blive erstattet af overflod. Den positive virkning vil bestå af en nedsat miljøbelastning og et mindre behov for økonomiske støtteordninger. Men den jord, der ikke længere bruges til det intensive, stordriftsorienterede landbrug, skal anvendes og administreres på nye måder. I den nærmeste fortid har planlægningsprofessionen været beskæftiget med at skabe nyt liv i gamle industriområder. I de kommende årtier vil opgaven måske bestå i at finde nye anvendelser for forladte landbrugsområder (Verschuur et al, 2003). Liberalisering gennem omsættelige støtterettigheder Landbrugspolitikken er ofte blevet anklaget for at begrænse landmændenes handlefrihed unødvendigt. Reformen har introduceret et nyt element,

17

som liberaliserer ved at tillade landmændene at handle frit med deres støtterettigheder. I princippet vil dette system betyde, at produktionen kan foregå i områder, hvor man kan opnå det højeste udbytte på de mest effektive landbrug (Swinbank og Tranter, 2004). De sandsynlige virkninger af de omsættelige rettigheder vil være en højere koncentration af landbrugsdrift i færre og større brug samt i de bedst egnede regioner og områder, fortrinsvis dem, der allerede er gearede til det og hvor arealkonflikter og miljørestriktioner er mindst. Det vil også motivere de mindre effektive landmænd til at tage landbrugsjord ud af produktion-

en og gå ind i skovbrug eller anden mindre intensiv anvendelse.

muligvis en svagere foranstaltning, end det var hensigten fra EU’s side.

I praksis vil de omsættelige rettigheder måske byde på ret marginale incitamenter (Hansen, 2003). Argumentet er, at i lang tid fremover vil der være en så stor rigelighed i udbuddet af rettigheder, at det kan blive ganske svært at kapitalisere dem. Værdien af rettighederne afhænger meget af markedet for landbrugsprodukter. Hvis priserne stiger, vil produktionsrettighederne også blive mere værd. Det kan konkluderes, at omsættelige støtterettigheder er et instrument, der kan bidrage til en rationalisering af landbrugsstrukturerne og samtidig begrænse offentlig støtte til ikke-bæredygtig overproduktion. Men det er

Miljømæssige foranstaltninger Allerede ved landbrugsreformen i 1992 fik målene for miljøbeskyttelse en mere fremtrædende plads. Der blev indledt braklægning, og senere støtte til økologi og skovplantning. Selektive foranstaltninger sigtede mod at beskytte sårbare naturtyper ved hjælp af mindre intensive dyrkningsformer, nedsat gødskning osv. Det politiske fokus rettede sig hovedsageligt mod vandmiljøet, selv om også biodiversitet og landskabskvaliteter var med. Foranstaltningerne kan potentielt anvendes til strategiske beskyttelsesaktioner i særligt værdifulde og sårbare landskaber, og de kan i nogle tilfælde åbne for rekreative anvendelser. (Hasler et al, 2002). Foranstaltningerne til miljøet udgør dog stadig en meget lille del af EU’s landbrugsbudget, og sådan vil det fortsat være indtil 2013. Kritikere påstår, at dette er symbolpolitik mere end realpolitik (Robinson, 2004).

På mange gårde er landbrugsproduktionen for længst ophørt

18

Effekten for miljøet er ikke så synlige og konkrete endnu. En vigtig grund hertil er, at det kun er jordejerne selv, der kan tage affære. Brugen af ordningerne afhænger meget af de samlede økonomiske kalkulationer på den enkelte bedrift, og landmænd bruger ofte ordningerne til arealer, hvor en rationel dyrkning alligevel ikke kan lade sig gøre (Walford, 2002). Med andre ord er der en betydelig ”dødvægt” og mangel på koordinering i denne del af landbrugspolitikken. Derfor kan de potentielle landskabseffekter i praksis gå hen og blive meget fragmenterede og tilfældigt spredt rundt i landskaberne. Logikken i miljøindsatserne er ellers bredt accepteret som et velkomment

brud på den traditionelle landbrugspolitik (Brandt og Vejre, 2004). Men som det er nu i de fleste europæiske lande, svarer aktiviteterne næppe til de miljømæssige potentialer og behov. De relativt beskedne budgetter er hovedårsagen, men manglen på passende planlægningsinstrumenter er også af stor vigtighed (Gilg, 2004). I nogle europæiske lande er der set forsøg på at kompensere for disse inkonsekvenser. Indgåelse af partnerskaber er en måde at komme ud af den fastlåste situation på (Lowe et al, 2000). Det anerkendes i vide kredse, at der er behov for at skabe nye institutionelle strukturer som supplement til eller erstatning for tidligere stærke og lukkede alliancer mellem landbrugsorganisationer og fødevareministerier. Nye nicher inden for landbrugsproduktion? I litteraturen om landbrugsreformerne fremhæves især de positive virkningerne på konkurrenceevnen. At skabe stordriftsfordele er for det meste kun muligt for de store landbrug, og i første omgang vil de komme ud som vindere og opnå en varig højere rentabilitet. Livet forventes at blive vanskeligere for de små og mellemstore producenter (Brouwer og Lowe, 2001; RICS, 2003). Men der er også modgående tendenser. Nogle kategorier af afgrøder og husdyr er ikke berettigede til godtgørelser fra EU, f.eks. gartnerier og energiafgrøder. Disse produkter vil blive forholdsvis mere attraktive. En øget forbrugerefterspørgsel på nichefødevarer og lokale specialiteter vil også være vigtige, for at nye driftsformer kan opstå. Bondegårdsferier og gårdbutikker er andre virksomhedstyper, der vil kunne forenes med traditionelt landbrug. Sport – ridning, sejlsport, golf

Det pastorale landskab tilbyder idyl, historie og overraskelser

osv. – kan også være interessante i forbindelse med en fornyelse af landdistrikternes erhvervsgrundlag (Hjalager 1996). Alle disse alternative anvendelser vil have konsekvenser for miljøet, infrastrukturen og landskabets æstetik. EU og de nationale myndigheder støtter diversificeringsprocessen gennem landdistriktspolitikkerne. Disse ordninger har oplevet en budgetmæssig saltvandsindsprøjtning efter den sidste reform. Men fortsat udgør midlerne blot en mindre del af EU’s samlede landbrugspolitik. Det gælder ikke mindst i Danmark, hvor overførsel af midler fra direkte støtte til landdistriktsudvikling forsinkes af modstand fra landbrugserhvervet. Mulighederne for diversificering og potentiel

rentabilitet er ikke ligeligt fordelt. Landbrugsbedrifter i de større byers opland vil have lettere ved at skabe nye indtjeningsmuligheder. Bedrifter i landskaber med betydelige æstetiske kvaliteter kan regne med en bedre tilstrømning af turister end bedrifter i områder uden sådanne kvaliteter. Budskabet til planlæggerne? Hovedparten af den akademiske interesse for konsekvenserne af landbrugsreformerne har været fokuseret på økonomi og struktur i landbrugssektoren og følgeerhvervene. De bredere sociale implikationer som følge af den ændrede EU-politik er sværere at vurdere med nogen præcision, og der findes umådeligt mange usikkerhedsmomenter (Ilbery, 1998, Nijkamp and Ubbels, 2005).

19

Planlægning i produktionslandskaber

Planlægning i de rekreative og pastorale landskaber

Hovedmissionen for planlægningen

At sikre landbrugserhvervets muligheder for at At integrere mange funktioner i det åbne land med udvikle sig, ekspandere og anvende de mest henblik på at skabe sociale, økonomiske og miljøkonkurrencedygtige metoder. At forhindre mæssige synergier arealkonflikter

Områdernes beliggenhed

Uden for de urbaniserede områder, i områder med gunstige dyrkningskvaliteter og i robuste miljøer

Områder tættere ved urbaniserede zoner og områder med lavere dyrkningsværdi

Miljøkontrol

Isolation og oprensning: Lokalisering af aktiviteterne langt væk fra sårbare naboer og miljøer. Rensning af miljøvirkninger blandt andet gennem brug af moderne teknologi

Minimering af miljøskader: Konvertering til økologi, overgang til ekstensive dyrkningsformer, vekseldrift, braklægning, skovplantning

Landbrugsstøtte

Fortsat produktionsrelaterede støtteformer. Foranstaltninger til at øge produktiviteten, herunder (bio)tekniske innovationer

Initiativer til at øge mangfoldigheden ved at diversificere ind i andre økonomiske aktiviteter, f.eks. turisme, detailhandel, små landbrugsindustrielle forædlingsenheder osv. Støtte til udvikling af regionale fødevarekulturer

Boligområder

Begrænses til et absolut minimum, og kun i udkanten af områderne

Integreret, med åbninger for en aktivt samspil mellem boliger og landskab, fx husmandssteder, jordbrugsparceller.

Landbrugsrelateret industri

Forædlingsvirksomhed i stor skala kan lokaliseres i forbindelse med store landbrugsbedrifter

Iblanding af små, ikke forurenende virksomheder, fritidsfaciliteter osv.

Visioner for landskabsæstetik

Store vidder. Scenisk orden og velorganiseret produktionslandskab

Variation. Idyl. Historie. Overraskelse. Mennesker og husdyr. Organiseret kaos

Praksis for landskabsplanlægning

Ingen

Landskabsforbedringer: Styring, genskabelse, beskyttelse og tiltag i landskabet inkl. nye skove, vådområder, søer, habitater, levendegørelser i landskabet osv. Bevarelse og udvidelse af gærder, læhegn og opdelte markstrukturer.

Planlægningsmetoder

Zoneopdeling og strenge planlægningsbestemmelser

Brug af illustrative, dynamiske landbrugsmodeller, generelle visioner og fremtidsdesigns for særlige områder. Nærdemokratisk mikro-planlægning og kontinuert dialog. Samtidig udvikling af æstetiske og produktionsmæssige planlægningshensyn

Konflikthåndtering

Brug af straffebestemmelser, herunder bødestraffe. Forureneren-betaler-princippet. Effektiv adskillelse af arealanvendelser, der er i konflikt.

Dialog, mægling, rådgivningsservice, best-practice osv.

Udfordringer for planlægningen i produktionslandskaber versus rekreative og pastorale landskaber

20

Konklusion

Som langsigtet konsekvens af EU’s landbrugspolitikker kan det give god mening at skelne mere stringent mellem de områder i det åbne land, hvor planlægning kan styres af en effektiv

Det er dog sandsynligt, at det åbne land i fremtiden kommer at bestå af to typer af landskaber, som kræver hver sin planlægningsmæssige logik og indsats: • Områder, der er domineret af effektive produktionslandskaber • Rekreative og pastorale landbrugslandskaber Opdelingen er ikke ukendt fra litteraturen om emnet. Der er en fortsat debat blandt landskabsforskere og planlæggere om “produktivisme” versus “post-produktivisme” (Halfacree and Boyle, 1998; Mather et al, 2006; Brandt og Vejre, 2004). Landbrug vil være en aktivitet både i produktionslandskaberne og i de rekreative og pastorale landskaber. Men forskellige præmisser for at eksistere som landbrug vil kræve alternative planlægningstiltag. Oversigten spidsformulerer disse filosofier og udfordringer. Konklusion Som langsigtet konsekvens af EU’s landbrugspolitikker kan det give god mening at skelne mere stringent mellem de områder i det åbne land, hvor

planlægning kan styres af en effektiv produktionsorientering og de områder, hvor man arbejder med et rekreativt/pastoralt planlæg-ningsparadigme. Det er sandsynligt, at EU’s landbrugsreformer, de friere markedskræfter og globaliseringen vil begrænse den jord, der er brug for til intensivt monokultur-landbrug, og at der vil være mere jord til rådighed for urbane eller semi-urbane landbrugsformål. Det er imidlertid vanskeligt at spå om hastigheden af den sådan udvikling. Ligeledes kan der være usikkerheder om, hvilke områder og regioner, der vil forandres. Reformen fra 2003 er sat på skinner. Men samtidig er der mange bremseklodser indbygget i reformen. De politiske ændringer er konstrueret sådan, at landmændene får endda meget god tid til at tilpasse sig. Det er spørgsmålet, om denne trækken i langdrag rent faktisk er skadelig både for landmænd i de produktionseffektive områder og landmænd i områder præget af rekreative og pastorale paradigmer. Landbrugssektoren er en af de sidste bastioner for store direkte subsidier til virksomheder. For år eller årtier siden forlod man lignende koncepter

for industripolitik, og skibsværftsindustrien og andre produktionsindustrier får nu ingen eller kun lidt direkte støtte. Erhvervspolitikken generelt er ændret til, at der tilvejebringes gunstige rammevilkår, for eksempel indsatser for at fremme kompetenceudvikling og innovation. Vi mangler stadig at se en moderniseret landbrugspolitik, som på nye og mere indirekte måder hjælper landbrug inden for begge kategorier af paradigmer til at forbedre deres konkurrenceevne. Reformer er sendrægtige, men det er ikke desto mindre yderst nødvendigt, at planlæggerne i tide tager stilling til og giver deres meninger og visioner for landbrugets fremtidige landskaber til kende (Moore-Coyler og Scott, 2005). Det er indlysende, at der kræves forskelligartede planlægningsmetoder i de to former for paradigmer. Der skal nye reguleringsmæssige initiativer til, som matcher de økonomiske mekanismer, som landmændene står over for. Uden en sådan tilgang vil planlægningen blot bliver en præsentation af designfærdigheder, som intet har at gøre med den virkelige verden.

21

Mulighedernes Land Hvad er landdistrikternes rolle i det urbaniserede videnssamfund? Af Signe Sloth Hansen, Hausenberg og Karen Skou, Realdania

Præmisserne for udvikling på landet har ændret sig radikalt. Derfor er der behov for nye udviklingsstrategier og debat om landdistrikternes rolle i videnssamfundet. Et nyt internationalt paradigme for landdistriktsudvikling - The New Rural Paradigm - er under opsejling bl.a. med et markant skift fra traditionel landbrugsstøtte til målrettede investeringer i stedbunde ressourcer. ‘Mulighedernes Land’ er et Realdania-partnerskabsprojekt, der med afsæt i det nye paradigme skal finde og afprøve nye strategier for udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder.

22

Billeder af forfald Er Danmarks landdistrikter i forfald og under afvikling? Ja, hvis man skal tro det billede, som adskillige artikler og TV-udsendelser på det seneste har tegnet af de yderste områder i Danmark. Værst står det til, hvis man zoomer ind på den jyske vestkyst og fører linsen i en bue ned forbi Sønderjylland over Fyn, Langeland, Lolland og Falster over til Bornholm. Kameraet finder faldefærdige huse, skrotbunker, nedlagte landbrug og lukkede købmandsforretninger og skoler. Det er ikke fremtidsoptimismen, der dominerer mediernes historier fra det Danmark, som ligger langt fra de større byer og vækstcentre.

Nørregaard Frandsen udlægger landbokulturen som:

Farvel til Morten Korch Det er rigtigt, at den Morten Korch’ske forestilling om landlivet, ikke findes mere. I 50’erne levede 50% af Danmarks befolkning af landbrug. I dag er det højest 2-3 procent af befolkningen, der lever direkte af landbrug. Antallet af landbrugsrelaterede jobs er stærkt faldende og landbruget er effektiviseret i en grad, så gårddrift i dag til forveksling ligner arbejdsgangen på en stor produktionsfabrik. Ekspert i landdistriktsudvikling Johs.

Fremtidens luksus er på landet De ændrede grundvilkår for livet på landet åbner dog samtidig for nye muligheder for udvikling. Drømmen om landlivet, som det var engang, er en af dem. Og sat i den rigtige oplevelsesøkonomiske ramme, kan drømmen realiseres i nye boformer med fx fritidslandbrug og lede til opblomstring af lokale produkter og attraktioner. Landdistrikterne besidder fortsat nogle af landets største natur- og kulturværdier. Her er fred og ro, plads og rum, ren-

“Et fænomen i hovederne, erindringerne og kroppene på de store grupper af befolkningen, som er fraflyttere fra landbruget” Overgangen fra industrisamfund til videnssamfund, globalisering og centralisering af den offentlige service har efterladt landdistrikterne med helt andre præmisser for udvikling end de større byer. Mange små landsbysamfund er derfor præget af institutionslukninger, affolkning og en uforholdsmæssig stor andel af ældre.

hed og sikkerhed. Her koster et hæderligt hus en 1/5 af prisen i storbyen og her kræver oplevelsen af smuk natur og stilhed hverken Discovery Channel eller ørepropper. Det er allemandseje. Der er med andre ord et udbud af stedbundne kvaliteter og oplevelser, som ikke findes i selv den mest velfungerende storby. Kvaliteter, som bl.a. den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger allerede i 90’erne kaldte for ’den nye luksus’. Behov for nye strategier Landdistrikterne står midt i en forandringstid. Forandringerne har været undervejs længe, men viser sig nu for alvor i det fysiske miljø og i statistikker over alder, køn, flyttemønstre, uddannelse og beskæftigelse. Her hjælper ikke traditionel landbrugs- og egnsstøtte. Der er behov for at tænke nyt, for at sikre en positiv udvikling i yderområdernes landdistrikter i et videnssamfund, hvor opmærksomheden er rettet mod udviklingskræfterne i det globale storbynetværk. Et nyt paradigme for landdistriktsudvikling med fokus på lokale kvaliteter og stedbundne ressourcer har manifesteret sig internationalt. Det peger på behovet for nye strategier og nye me-

toder – fx til at identificere et steds potentialer. Det er denne type af strategier og metoder, som projekt Mulighedernes Land har sat sig for at udvikle og afprøve. Mulighedernes Land: Fokus på stedets muligheder Mulighedernes Land er et 6-årigt partnerskabsprojekt mellem Realdania og de tre kommuner Lolland, Thisted og Bornholm. Projektet skal gennem konkrete demonstrationsprojekter i de tre kommuner udvikle og afprøve nye strategier for udvikling i de landdistrikter og landsbyer, der ligger i Danmarks yderområder, dvs. i pendlingsregioner uden byer med mere en 20.000 indbyggere (Landsplanredegørelsen 2006). Mulighedernes Land stiller skarpt på de potentialer, der findes i landdistrikterne i modsætning til i byerne. Målsætningen er ikke nødvendigvis at skabe traditionel vækst og erhvervsudvikling, men derimod at forbedre levevilkårene og udvikle attraktionerne i det enkelte område. Indsatsområderne er bosætning, turisme og planlægning og fokus er rettet mod at styrke det fysiske miljø – bygningskulturarv, tilgængelighed til naturen, mødesteder mv. – med udgangspunkt i de stedbundne kvaliteter. Samtidig er det en vigtig målsætning, at projektet forankres lokalt, sådan at det bygger videre på og

bidrager til at styrke de sociale ressourcer og fællesskaber, der er i et område. Strategierne udvikles og afprøves gennem en række konkrete demonstrationsprojekter i de tre kommuner. Demonstrationsprojekterne udvikles af kommunerne i samarbejde med borgerne og søsættes i løbet af forår og sommer 2008. Projekterne handler bl.a. om at udvikle redskaber til håndtering af tomme huse, øge tilgængeligheden til naturen, afprøve nye former for demokratisk landskabsforvaltning, udvikle bygningskulturen og de særlige kulturmiljøer, skabe fyrtårnsprojekter med nye oplevelsesmuligheder, og udvikle netværk, partnerskaber og mødesteder. Nyt paradigme for landdistriktsudvikling For at kvalificere projekterne og bidrage til teori- og metodeudvikling udarbejdes sideløbende med demonstrationsprojekterne en international analyse, der bl.a. ser på, hvordan andre lande og internationale organisationer håndterer landdistrikternes overgang fra industri- og landbrugssamfund til videnssamfund. EU, OECD og de fleste europæiske lande har de seneste år ændret kurs i forhold til udvikling af yderområder. OECD beskriver i en rapport fra 2006 det paradigmeskift i landdistriktspolitikken, der er på vej både nationalt og internationalt. Udviklingen bevæger sig væk fra traditionel sek-

torstøtte og subsidier såsom landbrugsstøtten. I stedet sker der en bevægelse mod regionalt defineret støtte og mod investeringer i konkrete stedbundne projekter, der går på tværs af mange sektorer. Det handler om at forstå og udvikle hvert specifikt sted, så dets potentiale udfoldes. Et led i dette paradigmeskift er et øget fokus på, at udviklingsmulighederne er meget forskellige fra region til region og fra landsby til landsby. Derfor skal støtten – eller investeringerne - målrettes mere og en bred analytisk bottom-up tilgang erstatte den økonomisk rationelle top-down tilgang, der har hersket i landbrugssubsidiernes æra. Mulighedernes Land lægger sig i forlængelse af det nye paradigme og målsætningen er derfor også, at demonstrationsprojekterne med aktiv inddragelse og deltagelse af de lokale borgere, skal bidrage til at finde og udvikle de stedbunde potentialer. Økonomisk vækst eller nye strategier? Der er bred enighed om, at det er stedets ressourcer, der skal i fokus i landdistriktsudviklingen. Men hvordan kan de stedbunde ressourcer aktiveres, og hvilken betydning har de for landdistrikternes udviklingsmuligheder i et samfund domineret af vidensøkonomi? For at få belyst disse spørgsmål inviterede Mulighedernes Land i november 2007 en række eksperter og repræsentanter fra de

23

tre projektkommuner til en rundbordssamtale. Samtalen udkrystalliserede sig overordnet i to teser om landdistrikternes udvikling: Ifølge den ene tese – og sat lidt på spidsen – er økonomisk vækst ikke en bæredygtig udviklingsstrategi i yderområderne. Landdistrikterne i yderområderne har ikke de nødvendige forudsætninger for at deltage i en globaliseret liberalistisk økonomi, hvor storbyerne med deres infrastrukturelle opkobling og koncentration af viden og innovation kan fremvise de store vækstrater. Der skal landdistrikterne tænke i andre strategier. Her peges især på oplevelsesøkonomiske muligheder som rekreation, natur, kulturarv og oprindelighed og på byboerne som en vigtig - om end ikke den eneste - målgruppe. Den anden tese ser forsat økonomisk vækst som en mulighed for landdistrikterne. Den manglende vækst på landet ses som et overgangsfænomen, som man blot risikerer at fastfryse ved at tale om det som en grundpræmis. Som argumenter for den økonomiske vækststrategi peges på mulighederne i IKT, den øgede mobilitet og den høje grad af social kapital, der er i landdistrikterne i form af fællesskab, iværksætterånd og ildsjæle. En aktivering og styrkelse af disse ressourcer kan binde landdistrikterne sammen i nye netværk, så de opnår samme præmisser for vækst som byerne – også inden for vidensøkonomiske erhverv.

24

Fælles for de to teser er, at traditionelle faktorer som demografi, infrastruktur, privat og offentlig service og boligudbud og priser spiller en væsentlig rolle, for om det går godt eller skidt i et landdistrikt. Danske og internationale eksempler på positiv udvikling i yderområder viser, at ildsjæle og lokale netværk spiller en betydelig rolle, måske ikke nødvendigvis i forhold til økonomisk vækst, men i forhold til at skabe stærke sammenhold og netværk og derigennem bedre levevilkår og øgede muligheder. Der ses eksempler på, at lokalbefolkningen bliver boende, de unge vender hjem efter endt uddannelse og andre flytter til. Debatten forsætter Mulighedernes Land tager afsæt i den første teses budskab om, at landdistrikterne har andre præmisser for vækst end de større byer og at der er behov for at tænke i nye strategier for udvikling. Samtidig lægger Mulighedernes Land sig op ad den anden teses fokus på potentialerne i den menneskelige og sociale kapital, som findes i mange landsbymiljøer. Uanset om man hælder mest til den ene eller anden tese, er der behov for at overveje og debattere, hvilken rolle landdistrikterne skal spille i videnssamfundet. Mulighedernes Land inviterer på hjemmesiden www.mulighedernesland.dk til fortsat debat om, hvordan de kvaliteter, der findes i Danmarks yderste områder, bliver værdsat, sty-

rket og udviklet til gavn for både hjemføddinge, tilflyttere og turister. Mulighedernes Land Mulighedernes Land er et 6-årigt partnerskabsprojekt mellem Realdania, Thisted Kommune, Lolland Kommune og Bornholms Regionskommune. Projektets formål er at finde og afprøve nye veje til udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. På baggrund af analyser af lokale styrker og i dialog med borgerne udvælger og realiserer de tre kommuner i samarbejde med Realdania, en række konkrete demonstrationsprojekter, som kan vise nye veje til udvikling. Projektet sammenføjes og drives af fagkonsulenter fra Hausenberg og inspireres løbende af en lang række forskere og eksperter. For at koordinere og skabe sammenhæng i delelementerne i Mulighedernes Land samles erfaringer og viden fra de tre kommuner i et tværgående spor. Aktiviteterne i det tværgående spor indbefatter desuden en international analyse af udviklingsstrategier, tværgående metodeudviklingsarbejdeevalusering og kommunikation. Det samlede budget er på 195 mio. kr., heraf bidrager Realdania med 105 mio. kr. og de tre kommuner med 30 mio. kr. hver. Projektet er indledt i 1. kvartal af 2007 og slutter i 2012.

Billigere og bedre boliger i udkanten af Køge Plananmeldelse AF DENNIS LUND

På en lille rundtur i Køge, fra havnen, via det gamle bytorv til boligbebyggelsen Tinggården i den sydlige udkant og dernæst videre nordpå til Ølby, hvor man netop nu er ved at opføre de sidste af ca 300 boliger på et stort område lige syd for stationscenteret, ligger et bykvarter med de såkaldte bedre og billigere boliger. Det er en bebyggelse opført på baggrund af en konkurrence, hvor et af de præmierede projekter er under opførelse.

Byen og området Set i det store billede ligger arealet på overgangen mellem den gamle by og de to landevejsbyer, som har udviklet sig både mod nord og syd som vinger på byen. Skitsen viser hvordan den langsgående infrastruktur med bane og vej deler byen op. Samtidig viser den, at området ligger i overgangen mellem den gamle by og landevejsbyen og den udenfor liggende forstad. Man søger i dette område at trække byen mod nordvest for at hægte sig på et større erhvervs-/transportcenter, som er et selvstændigt byområde på den anden side af den store motorvejsudfletning, her hvor “tværposten” i “det store H” knytter an. Skitsen viser desuden, at området ligger i en overgangszone mellem flere bebyggelsestypologier. På sin vis kan man sige, at det er et held, fordi en ny og måske afvigende bebyggelse her ikke behøver at videreføre et slægtskab med omgivelserne, som kunne være begrænsende.

25

Bydelen og området På nærmere hold tydeliggøres denne uafhængighed af, at området med dets bebyggelse på ingen måde har slægtskab med omgivelserne: Nord for ligger centeret med et kulisseagtigt gademiljø, der er dømt ude. Mod øst ligger et kolonihaveområde og et ældre erhvervskvarter. Tilsvarende mod

26

syd og i vest adskiller en større vej med et stort anlagt åbent sygehusområde. Der er således ikke megen støtte og samhørighed at hente i omgivelserne, hverken i skala eller arkitektonisk udtryk. Måske af den grund vælger projektet at indkapsle sig i et landskabshegn rundt om det meste

af grunden. Man lægger tydeligvis afstand til omgivelserne. Kommuneplanens rammebestemmelser viser også med al tydelighed, hvordan hvert delområde i Ølby afgrænses strikt om sin egen identitet uden nogen formidling til naboområderne. En typisk forstadssituation.

Bebyggelsen Bebyggelsen består af tre større boliggrupper, således som illustrationsplanen fra lokalplanen viser. Når man går gennem området forekommer denne gruppering slet ikke så tydelig, idet der hele tiden er tale om boligkuber og mellemrum, kuber og mellemrum, hvor det landskabelig udtryk føres helt ind til sokkel. De tre grupper holdes således primært sammen af en større stilladskonstruktion af udvendige gangbroer og trappeløb. Således må man konstatere, at der er en jævn fordeling af bebyggelse og mellemrum over hele arealet. Herved er der et tydeligt misforhold til lokalplanen, der også taler om et hierarki i uderummene. Det er helt fraværende. Som det fremgår af fotos er bebyggelsen yderst stram, både i facadeudtryk, i planens stramhed på terræn og i den landskabelige bearbejdning, hvor støbte betonplader danner nogle hævede gang-/ cykelfelter. Der er små altaner og enkelte småterrasser, som virker som om de er ulovlige. På sin vis er bebyggelsen ikke uinteressant og med dens egenart er det næsten selvforklarende, at den forsøger at udgøre en lille selvstændig enklave. Når man kigger ind gennem landskabshegnet til kolonihaverne, er der en verden til forskel. Man er næsten bange for at børnene skal lege i et bestemt målforhold og efter bestemte retningslinier. Strengheden er så udtalt, at den er ført fra facadens calvinistiske udtryk, over de fælles grønne plæner, via de sirlige lavendelbede til den helt overrationelle parkeringsplads, hvor enhver form for varme er forsvundet.

27

Lokalplanen Vurderer man bebyggelsen i dag i forhold til lokalplanens udsagn, bliver man hurtigt klar over, at lokalplanen i denne sammenhæng har været helt underordnet. Der er ingen selvstændige planbetragtninger i lokalplanen om området og kvarteret, ingen kvalitative udsagn i hverken redegørelse eller formålsbestemmelserne om bebyggelsens intentioner. Og der er tilmed på flere punkter, især i forhold til det landskabelige indtryk, snarere uoverensstemmelser mellem lokalplanen og de faktiske forhold. Lokalplanen er af meget ringe karakter, fordi den ikke sætter projektet ind i en sammenhæng, ikke gør noget større væsen ud af redegørelsen, ikke fortæller om projektets eksperimentelle karakter, ikke betoner de betydende bebyggelsesmæssige træk og kun leverer et bilagsmateriale, der er meget jævnt for ikke at sige simpelt. Plan og projekt Lokalplanen er en pligtdans, en projektplan af værste skuffe. Projektet er i sit rationale et nyt bud på en ny boligform. Et prisværdigt ønske om at få flere med på ejervognen; et projekt der forsøger at standardisere og forenkle til fordel for prisen. Et projekt, der nok på flere måder kan være lærerigt og et studie værd, men på en dårlig dag kan have lidt Gullag over sig og hvor ordenspolitiet står på lur. Som sådan var det især en stor oplevelse eller lærestreg, når man lige kom fra midt-70’ernes Tinggården, som stadig emmer af samhørighed og menneskelige omfavnelse. Mellem Tinggården og Præriehaven, som bebyggelsen hedder i Ølby, er der en verden til forskel. Og det skal der måske også være? Tiden er jo unægtelig en anden. Som sådan afspejler bebyggelse og arkitektur måske ganske godt tidsånden.

28

FUN CITY Anmeldelse AF DENNIS LUND

En bog, der på dansk handler om oplevelsesbyen, idet man nu til dags er begyndt at skelne mellem oplevelsesbyer, airportbyer, transitbyer, fritidsbyen, feriebyen, handelsbyen, finansbyen, fabriksbyen osv., noget som let nok kan begribes, hvis man tænker på Solkysten i Spanien, Las Vegas, New Yorks Manhattan, Frankfurt, Los Angeles, Billund; Gudhjem og mange, mange andre steder. Bogens artikler beskriver afskeden med bybilledet som vore forældre og bedsteforældre kendte til i form af rygende skorstene, slidte brolægninger som gulv i smalle gader med tilsodede husfacader, værksteder og lokum i baggården og et simpelt liv i fast pendulfart mellem hjem og arbejdsplads. FUN CITY -er på gaden. En nyudkommet bog fra Arkitektens Forlag. En bog på engelsk - deraf titlen - formentlig tiltænkt et dansk og udenlandsk marked. En bog på små 300 sider, tætte tekster, men ikke besværlige. En bog med enkelte fotos og collager, ingen diagrammer, ingen faktaboxe, ingen grafer og intet smartness: En helt igennem “clean” bog layoutet enkelt, klassisk og letløbende. Og en bog, der ikke er skrevet fra den ene ende til den anden af én forfatter, men mere er et sammenskudsgilde af 14-15 forfatteres bidrag, heraf langt de fleste fra undervisnings- og forskningsverdenen, den verden som ellers ikke plejer at være for munter eller ligefrem sjov.

Et nyt bybillede hen i mod byen som én stor shoppingmall og med pariserhjulet på kanten af Themsen i London, som byens logo eller brand. En byomdannelse, hvor også eksempler fra danske byer som København, Aalborg og Randers byder sig til, og hvor mange flere danske byer forsøger lidt i samme retning. En beskrivelse som viser eksempler fra Singapore, Rotterdam, Barcelona, Las Vegas, Toronto og Wolfsburg m. fl. De 14 artikler under ét Skal man være lidt flot og hurtig på aftrækkeren må man sige, at der er megen gedigen tænksomhed i hver artikel; og der er flere gode ka-

rakteristikker af bybilleder, som dog rækker ud over bogens tema. (Det kan være et handicap set i relation til det tematiske, fordi munden løber, men det er en kvalitet, hvis man blot vil lade sig informere mere bredt.) Der er utrolig megen tekst, som bygger sig op på henvisninger til tidligere og nulevende byteoretikeres tanker og der er megen beskriven og forklaren af tingenes tilstand. Som sådan har bogen mange gode sider - bogstavelig talt. Der hvor “Fun City” - vel at mærke efter en ret overfladisk gennemlæsning - måske har det sværere er, at der er ret lidt selvoplevelse og der er overhovedet ingen sammenfatning på hele stoffet. Stoffet går ikke tæt nok på bybilledet. Der mangler pointer, der sorterer i bybilledet. Måske handler det om, at man også skal tage et praktisk, selvoplevet standpunkt; man skal indrømme hvem man er, finde et ståsted og ikke blot fortolke som forsker. I for mange afsnit bliver bogen derfor lidt upersonlig og det virker uindlevet, selvom intentionen er god nok. Og hvad angår det sammenfattende er der kun introduktionen at holde sig til. Her forsøger man nok på bedste vis at etablere en rød tråd gennem antologien, men personligt opfatter jeg “kalkulen” lidt anstrengt. Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at forskerne gør sig mange meget subtile og konstruerede tanker om tingenes væsen, et væsen

29

som langtfra altid er særligt indlysende for os andre dødelige. Og måske er det blot en konstruktion, en begavet udlægning af noget som ikke er. Antologier som denne er afgjort af det gode, men de har også deres begrænsninger. De har det med at udbrede eller udfolde diskussionen. Sjældent skærper de sigtet og sorterer det vigtige fra det mindre vigtige. Hvordan kommer vi til at se klart på dette byfænomen? Og dermed: Hvordan skal vi forholde os til “Fun City” i en traditionel byplanmæssig kontekst? Det er dagsordnen for den almindelige planlægger, som skal praktisere, mens andre tænker store tanker. Det er et usammenligneligt studium fra Vangede til Singapore. Men det er stadig interessant. Jeg håber blot ikke, at borgmesteren i København for teknik og miljø Klaus Bondam vil hente for megen inspiration heri. Han er rigeligt på vej med sine metropolzoner. Men alle andre kan godt få noget fornuftigt ud af læsningen.

30

Mindeord om Arne Gaardmand Arne Gaardmand, arkitekt, byplanlægger og tidsskriftets mangeårige redaktør, døde i april måned, 82 år gammel. Det kom hverken overraskende for hans nærmeste eller for ham selv. Tiden var inde. I sit faglige testamente, Dansk byplanlægning 1938-92, skriver han i indledningen, at planlægning er magt. På sin vis var han ikke magtfjendsk, blot magten var placeret på de rigtige hænder. Han ville gerne benytte sig af magten, hvis den blandt andet fik som konsekvens, at Danmark blev et mere homogent og mindre skævt land. Han ville som sådan gerne hæve bunden på toppens bekostning. I konsekvens heraf måtte han både i skrift og tale fra tid til anden lange ud efter magthaverne, især dem omkring “Mahognibordet”. Han havde selv i tidernes morgen været med til at indføre de demokratiske regler i planlovgivningen, og han forfægtede disse om noget. Med årene syntes han, at det gik den gale vej; liberaliseringen, forhandlingsplanlægningen, de store, næsten autoritære planer (Ørestaden), manglen på planalternativer (regionplanerne) og den svindende debat, både formelt (lokalplanhøringer og deslige) og fx i dette tidsskrift. Tiden blev mere og mere bovlam. Trods hans evindelige kamp mod autoriteter osv. var han som person selv meget struktureret og ikke uden en vis autoritetstro. Jeg gætter på, at han ønskede at vokse lidt væk fra opvæksten i Horsens og nærme sig de intellektuelle kredse, som han følte sig mere kongenial med. Måske var det også derfor, at han hægede om Christiania. Her var et dansk eksempel på en “landsby”, som ikke på nogen måde overholdt nogle regler, men som har vist sin levedygtighed på trods. For godt et års tid siden bad han mig om at videreføre hans bog om dansk planlægning. Jeg har foreløbig sagt ja til at gøre forsøget. Med hans død er jeg endnu mere ansporet. Tak til “kæbeknuseren”. AF DENNIS LUND

31

Sæt kryds i kalenderen ! Indbydelse til seminar – foredrag og debat fredag den 14.11.2008, kl. 10-16 BYEN OG BILEN - historier bag byernes plan og form Sted: Trekanten - Københavns Miljøforum, Kalvebod Brygge 45, 1560 Kbh. V Program: Udsendes senere Arrangør: Byplanhistorisk Udvalg, Dansk Byplanlaboratorium Pris: 400 kr. / 200 kr. for stud. – dækker: Deltagelse, frokost og efterfølgende rapport med manuskripter og referat af diskussion. Tilmelding: tlf. 33 13 72 81, e-mail: db@ byplanlab.dk

32

Handy-Print A/S