Tak Vi var i Seniorudvalget utroligt glade for, at vores eksperiment med at afholde Temaeftermiddage blev en kæmpe succes. Til begge rovfugleforedragene med Klaus Malling Olsen var der mødt omkring 100 personer op. Flot! Vi håber at kunne videreføre disse Temaeftermiddage i næste sæson. Nu gælder det om at bruge den erhvervede viden ude i felten!
Telefonnumre: Erik Larsen Finn Jensen Niels Mathiassen Pamela Bartholomeusz Poul Reib Tage Stampe Jan Nielsen Poul Reib Erik Larsen
43645706 39564281 44483387 36705178 41248864 45888290 44840114 Mobil 41248864 Mobil 60640293
Mobil 24824345
KUN MORGEN v/ TURE
Seniorudvalget arrangerer årligt ca. 20 fugleture og 6 foredrag, fortrinsvis for DOF´s ældre medlemmer. På vore ture har fuglene højeste prioritet. Vi lægger også vægt på et godt socialt samvær og nyder i øvrigt årets gang i naturen. Giv venligst besked om eventuel adresseændring og såfremt du ikke ønsker bladet tilsendt til
[email protected]
HER KAN DU SKRIVE OM FUGLEOPLEVELSER, REJSER, TURFORSLAG, RIS/ROS O.M.A. KOM UD AF BUSKEN. VI HAR BRUG FOR DINE BIDRAG FOR AT SKABE VARIATION I BLADET! Islands A-Z.
Vores 5. Islandsrejse af 14 dages varighed i den vestlige og sydlige del af landet i juli måned sidste år har inspireret til følgende Islands A-Z: Ankomst Keflavik International Lufthavn efter problemløs flyvning med Icelandair. Utrolig smuk indflyvning lover godt for de kommende dage. Lidt køligt men solen skinner fra en skyfri himmel. Vi hilses velkommen uden for lufthavnen af en syngende snespurv. Bil må man have, især som fuglekigger og naturfotograf med masser af tungt grej. Det er et surt punkt på rejsebudgettet, selv for en lille japansk bil. Alternativet er de ret gode busforbindelser, men med al den bagage…..! Camping – kan være en (for) kold oplevelse. Durholaey – et af Islands mange fuglefjelde, beliggende på Islands sydligste punkt. Her kan man komme meget tæt på lunder, rider og mallemukker. Elve – krydser man hele tiden. Det er afløbet fra de mange jökler eller gletschere. Film måtte man før i tiden medbringe i store mængder, der er masser af fotoobjekter. I dag er filmene heldigvis afløst af CF eller SD kort med masser af skud. Fuglene findes overalt, og der er mange af dem. Der yngler ca. 75 forskellige arter. I træktiden kan man se flere hundrede forskellige. Fuglene er generelt meget lidt sky – de kender ikke de væmmelige mennesker! Gyldne cirkel - bestående af Gullfoss (vandfaldet), Strokkur (gejseren) og Thingvellir (hvor verdens første parlament holdt til). Alle seværdigheder i nærheden af Reykjavik. Derfor en del turister her – i øvrigt møder man andre steder på Island relativt få mennesker. Men der er kommet væsentligt flere, siden vi var der første gang.
Havterner - findes næsten overalt. At møde 10.000 på nogle uger er ingen overdrivelse. Meget aggressiv i yngletiden. En hat/hue kan gøre underværker og beskytte hovedet mod skrammer. Islom – så vi ikke på denne tur. Er mere almindelig i den nordlige del af landet. Lannmannalaugar – et af de steder man ikke kan komme til med en lille japansk bil – man tager den højbundede bus med de store hjul, som bl.a. kan krydse elvene. Stedet er i øvrigt helt suverænt med klippeformationer i alle tænkelige farver og former. Mallemukker, rider og alkefugle findes der masser af muligheder for at fotografere og studere. Nedbør - kan man af og til få i ret så store doser. Men, heldigvis skifter vejret hyppigt fra godt til skidt og omvendt. Det må man leve med i Island. Odinshøns findes næsten overalt. Den lille vævre svømmesneppe, hvor hunnen har de flotteste farver og efter æglægningen lader den stakkels han om at klare resten. Penge – er ikke noget man snakker om i dannede kredse. Bortset fra billejen synes jeg ikke, Island er specielt dyrt. Påklædning som på en tur til Jyllands vestkyst i juli måned! Ringvejen – nr. 1 kommer man ikke udenom. Den er godt 1.400 km lang og er asfalteret det meste af vejen. Dele af den blev oversvømmet for nogle år siden på grund af jøkelløb. Sprog – engelsk eller islandsk. Glem alt om at tale dansk. Strømænder ses mest nordpå, men man kan dog også være heldig på sydkysten.. Thorshanen er relativt sjælden – så vidt vides 50 – 100 par i hele Island. Uvejr – det kan pludselig blæse meget kraftigt op, med det resultat at hovedvejen på sydkysten kan blive lukket på grund af lavasandstorm. Det slap vi heldigvis for. Vandrerhjem – gode og prisbillige. Sovepose medbringes. Sanitære installationer superrene overalt. Ynglefuglen, som findes overalt, er vindroslen.
Øl og vin kan købes i statslige monopolbutikker – dog nu udvidet med mange forretninger på benzinstationer. Priserne skal nok få folk til at gå over til mindre stærke drikkevarer. Ovennævnte er skrevet før ”finanskrisen”, som jo har ramt Island meget hårdt. Ida og Poul Reib
At se på fugle i USA – Det sydlige Florida – del 2 FUGLENE Pr. 15. marts 1996 var der i Florida i alt truffet lidt over 700 arter, hvoraf 533 ansås for hjemmehørende. Heraf var kun 152 arter ynglende, hvorimod 154 arter var der på vinterophold. Eksotiske arter på lejlighedsvis besøg talte 172. Januar er endnu god for vandfugle (lommer, lappedykkere, ænder m.m.), vadere, måger m.m. Størstedelen af ænder m.v. drager mod nord i februar, hvor standfuglene begynder sangen. I begyndelsen af marts er de fleste fugle med vinterkvarter i Florida der endnu, men drager nordpå i løbet af måneden. Sangertrækket nordpå er i fuldt sving. De første ynglefugle bygger rede og sidst i marts kommer de første forårs- og sommerbebudere sydfra. Vestindiske trækfugle på afveje kan mødes. Medio april når forårstrækket af landfugle, d.v.s. drosler, sangere, spurvefugle m.m. sit højdepunkt, hvilket vadertrækket også gør. De sidste vintergæster drager nordpå. Standfugle og de fleste ynglende trækfugle ruger. I maj ruger næsten alle arter og fuglesangen når et højdepunkt. Vadefugletrækket er stadig i gang, medens trækket af spurvefugle m.m. hører op i første halvdel af måneden. Vestindiske strejfere kan stadig ses på sydøst kysten og The Keys. I juni begynder orkansæsonen som sagt og moskitoplagen ved vådområder opfordrer ikke til ferie der. Til gengæld bliver natkvartererne billigere. På Sanibel Island er priserne på værelser højest mellem 15. december og 15. januar. DE PRIMÆRE OMRÅDER Fugle kan ses alle steder i det sydlige Florida. Skal jeg imidlertid nævne nogle områder frem for andre må det blive følgende: Fort Myers området på sydvestkysten. Everglades National Park og ørækken Florida Keys længst mod syd. Merritt Island området ved Kennedy Space Center på Atlanterhavskysten. I Fort Myers området vil jeg af egen erfaring fremhæve to lokationer. Det drejer sig først og fremmest om øen Sanibel ud for Fort Myers, 15 km. mod sydvest (dæmning til øen) med bl.a. reservatet J.N. ”Ding” Darling National Wildlife Refuge (lukket fredag). Endvidere Corkscrew Swamp Sanctuary, 20 miles sydøst for Ft. Myers.Se www.fws.gov/dingdarling/, henholdsvis www.corkscrew.audubon.org/
J.N. ”Ding” Darling NWR er på over 6.000 acres og optager ca. 3/5 af øen. Reservatet består for en stor dels vedkommende af mangroveskov med søer og laguner. Her igennem går en 8 km. lang, ensrettet kørevej, ligesom der er stier for fodgængere eller cyklister. Her kan bl.a. ses en overflod af hejrearter, og den utroligt smukke lyserøde skestork. At komme rundt om en bevoksning langs vejen og i solnedgangens skær se hen ved 125 lyserøde skestorke ude i en sø er et uforglemmeligt syn. Flere par fiskeørne yngler. Langs øens strande findes et mylder af vadere, som virker utroligt tamme og lader sig fotografere på kort afstand, ligesom det vrimler med 2 arter pelikaner, og en enkelt fregatfugl kan ses, hvis heldet er med en. Vi oplevede at en snehejre forsøgte at stjæle agn op af en lystfiskers taske, lige bag manden. Så tæt kommer de. Det gør mitterne af og til også til gengæld. Vi så bl.a. også 2 ’Pileated woodpecker’, som er USA’s svar på vor sortspætte, i en telefonmast. Der er mange hoteller på øen, men priserne er ret høje i forhold til resten af Florida på grund af status som Florida’s pendant til Skagen. Logi kan man finde ved kontakt til det lokale handelskammer/turistbureau, der ligger lige efter ankomst til øen. Se www.sanibel-captiva.org/ Sanibel er en perle. Den bør bevares som sådan. Nævn den endelig ikke for andre! Corkscrew Swamp er noget helt andet. Der er tale om en gammel cypres skov i en sump, hvor man går en rundtur på hævede brædder. Alene skoven med dens mange epifytiske vækster er en oplevelse værd. Hejrer, skovstorke og småfugle samt alligatorer kan ses. Man kan ikke overnatte nær reservatet. Merritt Island ligger ca. 1 times kørsel øst for Disney parkerne ved Orlando, hvor mange spændende og sjove dage kan tilbringes, selv for voksne, og lige nord for Kennedy Space Center, som også er meget seværdigt. Nærmeste by med moteller er Titusville. Der er tale om strand, sump og laguner med vadere, ænder, pelikaner, lyserøde skestorke, måger, terner. Se www.fws.gov/merrittisland/ Midt i januar kan koncentrationen af vandfugle overstige 100.000 og 8 hejrearter ses regelmæssigt året rundt. Reservatet, hvor der er truffet 310 arter, er lukket 3 dage før opsendelser fra Cape Canaveral og på selve dagen. Forsøm ikke at se rumcentret. Kanalen langs vejen dertil er fyldt med ibis og hejrer, og selve rumcentret er interessant for alle mellem 8 og 80 år. The Everglades og Florida Keys har vi selv til gode. I Everglades er truffet ca. 360 fuglearter i den 1,5 mio. acres store subtropiske nationalpark, som er et økosystem i sig selv. Fra hjemmesiden www.nps.gov/ever/ kan downloades en komplet liste over fuglene. Parken er klassificeret som såvel World Heritage Site som International Biosphere Reserve. Kirsten og jeg var sidst i Florida i 1997. Sidste DOF rejse til Florida var i øvrigt i 2000. Har du spørgsmål i anledning af denne artikel, skal jeg gerne forsøge at besvare dem. God tur! Peter Borg
v/ Ebbe S. Sørensen – i uddrag. Busturen 8. oktober til Storebælts fugleområder: Lejodde, Stigsnæs og Borreby blev en af de bedste i Seniorernes 12-årige historie. Dagen blev proppet med overraskelser. Ved Lejodde fik vi dagens første røde glenter (der kom flere til ved Stigsnæs; dagstotalen blev på ca. 25). Så var der stor tornskade og et virkeligt hit: en flok (18 stk.) laplandsværling. Over os havde vi næsten hele dagen svævende en spiral af musvåger og nogle enkelte fjeldvåger. Det blev vel til i alt 200 våger. I de lavere luftlag susede bog- og kvækerfinker og flere slags drosler af sted mod sydvest. Vi nåede næsten 80 arter. Her er yderligere nogle hentet fra fuglelisten: bram- og knortegås, lærke- og vandrefalk, 11 vadere (store flokke af hjejler), splitterne, landsvale, huldue, nøddekrige og bjergvipstjert. Vejret var super-super, og John fra Vallensbæk serverede gratis kaffe for de ”fuglegale”. Sikken en dag! Vejret den 15. oktober var just ikke til fugletur. Så det var meget heldigt, at foredragene startede den dag. Det skete med et fugleforedrag af Poul Reib, som tog 72 Seniorer med på tur til Sverige: Lapland og Ånsjön. Sverige rummer meget betagende og storslået natur, og Poul havde talrige eksempler på dette fra begge områder. På turen til Lapland i juni 2004 var Poul sammen med 3 andre ældre (ikke gamle) drenge fra Seniorholdet. Firkløveret var fra Östersund taget med den legendariske indlandsbane til Sorsele og her hyret Ulfs taxa til at klare de 100 km til Ammarnäs. Poul oplyste flere gange, at fuglelivet i Lapland er beskedent, Ikke desto mindre kunne han vise os pragtfulde odinshaner, flotte lavskriger, farvestrålende nordlig gul vipstjert, temmincksryle og meget andet.
I maj 2006 var Poul igen af sted – denne gang kun ledsaget af den trofaste rejsefælle Tage. Turen gik nu til Ånsjön, tæt på Storlien – grænsestation til Norge. Her var også odinshane og gul vipstjert. Endvidere trane, flotte ænder i yngledragt og en hel masse mere. Flot eftermiddag, og vi konstaterede, at Poul stadig er i fin form, så vi kan nok vente flere foredrag fra hans hånd. De 42 deltagere i turen til Nordsjælland den 22. oktober kunne nyde en efterårsdag med vindstille og tyndt skylag, men dog lidt køligt. Der var næppe en krusning på de 3 søer, vi besøgte: Alsønderup, Solbjerg og Strødam. Turen var annonceret med ”årstidens fugle”. Det holdt stort set stik. Det blev til 53 arter. I småtingsafdelingen var der bl.a. fuglekonge, sumpmejse og dompap. Af rovfugle tårnfalk, spurvehøg og ca. 150 trækkende musvåger, så vi havde musvåger hele dagen. Turens mest overraskende scoop: en indisk gås blandt en større grågåseflok ved Solbjerg Engsø. Efter devisen ”når enden er god er alting godt” må det siges, at de 40 deltagere i turen til Hornsherreds fugleområder: Kyndby, Østskov og Selsø havde en god tur den 5. november – selv om vejret var ret snusket, og vi ikke fik et solstrejf på hele turen Ved Kyndby var der en del vadere: strandskader, spover m.m. østskoven med Eskildsø ude i tågen bød på blå kærhøg, canadagås og ca. 200 overflyvende bramgæs. Med fingerspitzgefühl havde turlederne valgt Selsø Sø som sidste mål. Her fik vi foruden sangsvane og næsten alle arter ænder, det vi har ventet på de sidste ture, nemlig havørn (ældre årgang med gult næb og hvid hale), der sad helt fantastisk flot på et udgået træ i søen. 61 arter blev det til – inklusiv en lille flok silkehaler ved Ballerup Station. Foredragseftermiddagen med Klaus Malling Olsen den 19. november blev et formidabelt tilløbsstykke. Temaet var rovfugle; jeg tror, at alle vi ca. 100 tilhørere fik stort udbytte af at mødes med denne DOF-guru, som Poul udtrykte sig i velkomsten.
Denne eftermiddag gennemgik Klaus våger, glente og høge. Foredraget, der var ledsaget af imponerende og meget informative lysbilleder – evtl. suppleret med tegninger – blev holdt i et letfatteligt sprog, og hvis der blev brugt et enkelt fagudtryk, blev det straks forklaret. Her er et par enkelte pluk fra foredraget: Musvåger kan have en meget varieret farvetegning, men næsten alle går med borgmesterkæde. Jo sortere musvågens bagkant på halen er, jo ældre er fuglen. En dag med klart vejr i efterårsferien (uge 42) er velegnet til at se udtrækkende musvåger, eventuelt i skrue. Rørhøgen er blevet en succes i Danmark og yngler nu i bymæssige bebyggelser, f.eks. i Utterslev Mose. Der blev lyttet intenst og gjort mange notater; jeg tror, at alle ser frem til næste temadag med Klaus Malling. Onsdagsturen 26. november til Maderne og Avnø bød på lidt af hvert. Undervejs sydpå havde vi en fantastisk solopgang ude i øst. Vejret resten af dagen bød ikke på sol – tværtimod. Selv om termometeret viste 9 plusgrader, blæste en barsk og hundekold vind såvel på Maderne som på Avnø. Frokosten blev indtaget på Avnø i naturskolens lokaler, og her vankede der en lille en til halsen fra Jens A., og en anden lille en og lagkage fra Jens N. Begge Jens’er havde noget rundt at fejre. Før frokost havde vi havørn, blå kærhøg og fjeldvåge. Hjemturen fra Avnø gik via Vejlø, og på marken der fik vi turens flotteste obs: en stor flok sangsvaner på flere tusinde, samt en stor blandet gåseflok. Dagens total 52 arter, og Flemming sørgede for, at vi sikkert nåede Ballerup i det tiltagende mørke. PS: Vandrefalk fik vi altså ikke. Succesen 9/11 fortsatte den 3. december, hvor Klaus Malling Olsen igen var foredragsholder over temaet rovfugle. Denne eftermiddag blev ørne og falke gennemgået. 106 interesserede var mødt op. Klaus startede med en historisk gennemgang af havørnenes udbredelse i Danmark, via projekt ”Ørn 72” til 1995 med første ynglende havørn til 2007 med 20 ynglepar. Foredraget var ledsaget af fortræffelige fotos, hvor man tydeligt så den ”flyvende dør” – havørnen – med forholdet 1-1 mellem hals og hale. Klaus kom med forslag til en ørnetur; betegnede i den forbindelse Øresundsbroen som en gave til danske feltornitologer. Vi nåede da også at få noget at vide om falke, bl.a. at der denne vinter er set tre jagtfalke ved Hallands vestkyst. Ja, det har sandelig
været et par uvurderlige eftermiddage med Klaus. Hans foredrag har været en sand nydelse, holdt i et for alle forståeligt sprog, krydret med sjove historier og så på et nydeligt dansk. 2008´s sidste onsdagstur – kaldet juleturen – var flyttet til Ishøj strand. Vejrguderne var i fineste humør denne 10. december. Der var sol – lidt kølig – fra en skyfri himmel på hele turen. De 56 deltagere var vældig oplagte. Nok inspireret af sangsvanesang over Jægersøen. Ved fodboldbanerne var der grå- bram- og canadagæs, dobbeltbekkasin og 42 viber. Endvidere fik nogle skægmejse og andre snespurv. I alt 44 arter. Turen sluttede med udveksling af lækkerier – også drikkelige. Så var der en lille fugle kryds og tværs, en hymne til turlederne *) og det traditionelle ”mini- stjernekaster fyrværkeri” for 10. gang. *) I snesevis er vi mødt op i dag til juleturen humøret er skam helt i top, vi nyde vil naturen. Vi starter med lidt ”birderi”, dernæst en masse lækkeri og turen forløber da herligt sådan med Erik og Tage og Finn og så Jan.
Møder Alle møder finder sted i ”Trekanten”, Miljøkontrollen, Kalvebod Brygge 45, kl. 13.30. Stog næsten til døren. P mod betaling. Kaffe/te kan købes fra kl. 13.00. 18/2 Henning Kaulberg fortæller om DOF´s ekspedition i det nordøstlige Sibirien. 18/3 Stig Jensen fortæller om fugle og natur i Indien.
Ture Kontaktperson Poul Reib tlf. 41248864/e-mail
[email protected] Turledere Jan Nielsen – Finn Jensen – Erik Larsen og Tage Stampe. Tystrup-Bavelse On 25/2 kl. 7-17. Bustur fra Ballerup Station (opsamling Solrød). Ring 41248864 om eventuelle restpladser. Ud i det blå On 11/3 kl. 8-15. Tur i privatbiler fra Ballerup station. Obligatorisk tilmelding til Pamela Bartholomeusz tlf. 36705178 senest den 3/3. Vejr, og frem for alt vind, bestemmer turmålet – måske havobs ved Gilleleje.
Søndersø-Præstesø On 25/3 kl. 8-13. P-plads på Ballerupvej ved indkørsel til vandværket. Vi ser, hvad der rører sig i søerne. Gåtur på ca. 5-6 km. Reersø-Tissø On 8/4 kl. 7-17. Bustur fra Ballerup Station (opsamling Roskilde). Indbetal kr. 200.- på giro 6-007-2035 DOF København, Seniorudvalget senest den 25/3. Maksimum 40 deltagere. Svaner, gæs, havfugle og forhåbentlig havørne. Vaserne On 22/4 kl. 8-14. Holte Station v/ billetkontoret. Længere gåtur, hvor vi lytter til forårets først ankomne fugle. Normalt har vi held med at se og høre lille flagspætte. Mølleådalen fra Bastrup Sø til Farum On 6/5 kl. 7-15. Farum station ved billetkontoret. En gåtur på 7-8 km, hvor vi lytter til forårets fugle. Vi tager bussen til Bastrup Sø og går derfra mod Farum. Lejodde-Borreby On 20/5 kl. 7-17. Bustur fra Ballerup Station (opsamling Solrød). Indbetal kr. 195.- på giro 6-007-2035 DOF København senest den 10/5. Maksimum 40 deltagere. Forårets fugle bl.a. vadere, ænder og småfugle. MellemSverige 25. – 28. maj. Bustur fra Ballerup Station (ingen opsamling) Vi besøger bl.a. en af Sveriges kendeste fuglelokaliteter Tåkern i nærheden af Vadstena. Desuden vil vi besøge andre interessante lokaliteter i området. Vi bor i dobbeltværelser - og spiser på Borghamn vandrerhjem lige ved søen Vättern. Indbetal kr. 2.100.- på giro 6-007-2035 DOF København, Seniorudvalget. Maksimum 36 deltagere. Prisen inkluderer overnatning -morgenmad og aftensmad. Frokost, som spises i felten, må du selv sørge for. Ingen grund til opremsning af forventede fugle – alt kan ske på denne tur/årstid. Betalinger for seniorture foregår udelukkende pr. giro eller bank (ved bankoverførsel reg.nr. 9541) 6-007-2035 DOF-København, Seniorudvalget, Vesterbrogade 138-140, 1620 København V. Eventuel framelding til endagsbusture må finde sted senest onsdag før turens afholdelse. Det indbetalte beløb returneres, fratrukket et ekspeditionsgebyr på kr. 20.-/pers. BEMÆRK: VI SENDER INGEN BEKRÆFTELSER PÅ ENDAGSBUSTURE. DU ER PÅ LISTEN, HVIS IKKE DU HØRER FRA OS. PÅ FLERDAGSBUSTURE SENDER VI BEKRÆFTELSER PÅ DIN TILMELDING. Redaktion: Poul Reib/ e-mail
[email protected] www.poulreib.dk Fotos: Rita Ploug, Stig Linander, Peter Borg, Tage Stampe og Poul Reib. Fotos i kronologisk orden: vandrikse-Klaus Malling – mosaik – Lannmannalaugar – storkjove – isl. hest – brun pelikan – hvid ibis – rød glente – lavskrige – traner – fuglekonge – bramgæs – musvåge – sangsvaner – dobb. bekkasin.