Årets Senior: Seniorudvalget har valgt Liselotte Tvede som Årets Senior 2009. Hjerteligt tillykke.
Seneste Nyt: Vi har bestilt plads i Vanløse Kulturhus til vore foredrag i efteråret 2010. Det må da kaldes langtidsplanlægning!
Telefonnumre: Erik Larsen Finn Jensen Niels Mathiassen Pamela Bartholomeusz Poul Reib Tage Stampe Jan Nielsen Poul Reib Erik Larsen
43645706 39564281 44483387 36705178 41248864 45888290 44840114 Mobil 41248864 Mobil 60640293
Mobil 24824345
KUN MORGEN v/ TURE
Seniorudvalget arrangerer årligt ca. 20 fugleture og 6 foredrag, fortrinsvis for DOF´s ældre medlemmer. På vore ture har fuglene højeste prioritet. Vi lægger også vægt på et godt socialt samvær og nyder i øvrigt årets gang i naturen. Giv venligst besked om eventuel adresseændring og såfremt du ikke ønsker bladet tilsendt til
[email protected] Du kan også bestille bladet på samme mail - adresse.
HER KAN DU SKRIVE OM FUGLEOPLEVELSER, REJSER, TURFORSLAG, RIS/ROS O.M.A. KOM UD AF BUSKEN. VI HAR BRUG FOR DINE BIDRAG FOR AT SKABE VARIATION I BLADET!
Tåsinge, Langeland, Lolland september 2009 Det er ca. 10 år siden seniorerne senest har haft tur til Langeland mm, så nu var tiden inde til at udforske ovennævnte mål igen. Den 9. september tog vi som altid ukristelig tidligt til Ballerup, men der var ikke andet at gøre end at få søvnen gnedet ud af øjnene. Rart at gense alle de gamle og nye venner. Det er meget karakteristisk for seniorgruppen, at venskaber etableres på kryds og tværs, og at følelsen af samhørighed bestandig udvikles. Deltagerne nyder helt tydeligt kammeratskabet og samværet på disse ture, og hvor vi i øvrigt mødes. Vor dygtige og meget afholdte chauffør Peter svingede planmæssigt bussen med indhold (41 personer) ud fra Banegårdspladsen præcis kl. 07:00 - man har vel disciplin - og straks
trådte den næsten rituelle rollefordeling blandt lederkollektivet i funktion anført af det oratorisk begavede triumvirat. Tage orienterede om, at vejret nok ville blive noget blandet, men de der havde studeret vejrudsigten var åbenbart mere optimistiske. Undervejs underholdt han i sin sædvanlige ubetalelige stil med morsomme historier og anekdoter, så vi alle fik rigelig motion til lattermuskler og smilebånd. Finn var i Assens samtidig med, at grågæssene ugen tidligere havde tur til Falsterbo, så vi måtte denne gang desværre undvære en omtale af højdepunkter fra de seneste fugleture, men til gengæld kunne han berette om den årlige udflugt med smedeforbundets seniorklub, som i år gik til Fyn med besøg på bl.a. Lindøværftet og sælariet i Kerteminde samt Amanda fra samme by. Vi forstod, at der ikke manglede drikkevarer på udflugten. . Erik indledte med at oplyse, at kaffepauserne ville blive holdt på et absolut minimum af hensyn til det stramme program, ledelsen havde udarbejdet. Hørtes der lidt spredt murren bag i bussen? Efterhånden som vi passerede diverse seværdigheder, fortalte Erik og Finn om slotte, herregårde, vindmøller, bryggerier og historiske personer. Det drejede sig imidlertid også om fugle, og Jan var primus motor i ajourføring af fuglelisten, der som bekendt er et vigtigt dokument på vore ture – også af hensyn til konkurrencen. Denne opgave forvaltede han med stor omhu, og uden på nogen måde at forklejne de øvrige deltagere, er det vel ikke helt forkert at sige, at Jan ofte har det sidste ord i tilfælde af, at der er usikkerhed om en artsbestemmelse. Da det som sagt også var en fugletur, må vi hellere resumere hovedpunkterne: Dag 1 Vi ankom til Brændegårdssøen kl. 09:30 med forhåbning om at skulle se områdets havørne. De brillerede imidlertid ved deres fravær, og vi måtte i stedet betragte massevis af fasaner, blishøns, gæs, ænder, viber, lappedykkere og måger. Desuden terner heriblandt et par sortterner. Havørnene krævede noget tålmodighed, men omsider blev der spottet et eksemplar siddende højt oppe i et træ, og næsten samtidig kom en ung havørn majestætisk glidende hen over søen. Turen fik således en vældig fin start, og inden frokost nåede vi frem til Nakkebølle Inddæmning, også et dejligt sted med mange vandfugle dog endnu ingen vadefugle. I det hele taget ville det vise sig, at denne tur ikke stod i vadefuglenes tegn, men der var så meget andet. Frokosten blev indtaget ved Fjellebroen lystbådehavn, hvor vi kunne beundre en lækker Ford A årgang 1931 med 3,2 liter motor (topfart ca. 85 km/t).
Næste stop var Tåsinge Vejle, hvor de første vadefugle optrådte (forskellige klirer). Lokaliteten Monnet var ret fugletom, bedst var måske nogle ganske vidunderlige halemejser og en anden lille fugl, der blev forvandlet fra grå fluesnapper til tornsanger for at ende som gærdesanger på listen, der ved aftenens gennemgang viste sig at indeholde ikke mindre end 66 forskellige arter. Førstedagen afsluttedes med indkvartering på Svendborg Vandrerhjem, hvilket frembød visse problemer. Det viste sig nemlig, at Peter ingen chance havde for at manøvrere den store bus ind ad den snævre indkørsel til vandrerhjemmets p-plads. Andre ville nok være gået i panik, men ikke Peter. Han holdt hovedet koldt, og det lykkedes ham trods stopforbudsskiltning hurtigt og effektivt at tømme bussen for passagerer, bagage og skoper uden at genere trafikken nævneværdigt. Efterfølgende fik han anvist en nærliggende offentlig parkeringsplads. Vi spiste en glimrende middag, og hyggede os i kælderen, hvor der også blev transmitteret en VM-kvalifikationskamp (Albanien-Danmark 1-1). Kampen var ikke det store sus og kunne slet ikke måle sig med fugleoplevelserne. Dag 2 Turen fortsatte nu til Langeland først til Gulstav Mose og Kelds Nor, hvor vi ved nogle nærliggende krat mødtes med Ole Tønder, der meget levende og yderst interessant fortalte om ringmærkningen her på Sydlangeland. Ole og hans kolleger yder en stor og prisværdig indsats. Hvert efterår indfanges der 3.000 - 5.000 småfugle i de 22 net. Fuglene ringmærkes og oplysningerne om arter, antal, genmelding etc. indgår i den store database på Zoologisk Museum. Denne nat var der kommet pænt gang i trækket, og om morgenen var der fanget ca. 100 småfugle. Vi fik lov at se en tornsanger, en gulbug og en jernspurv, inden de blev sat fri for at drage videre til vinterkvartererne i Afrika og Sydeuropa. Mødet med Ole var et af turens absolutte højdepunkter.
Der var stadig livlig aktivitet af småfugle i og ved krattene, bl.a. grønsisken, rødstjert, grå fluesnapper.
Dovns Klint var næste mål. Her blev frokosten indtaget, samtidig med at der efterhånden kom ret pænt gang i rovfugletrækket trods ikke helt optimale vindforhold. Mange af rovfuglene gik meget højt. Der kom temmelig mange tårnfalke og endnu flere spurvehøge (eller også var det omvendt!). Der var igen lejlighed til at diskutere de marginelle forskelle mellem musvåge og hvepsevåge. En havørn og en fiskeørn lod sig beskue på tæt hold. Gibbernakkere blev rundhåndet udskænket af Grethe og Asger. Efter lidt tid med rovfugletræk måtte vi tilbage i bussen, der førte os til Tryggelev Nor, Salme Nor og Nørreballe Nor. Disse lokaliteter er vådområder/søer, der er genskabt for få år siden og som hører til i den absolutte top af nye eller genskabte danske søer/vådområder hvad angår antal fuglearter i.h.t. indrapporteringer til DOF-basen. Medvirkende til denne succes er den måde, vådområderne i Sydlangeland er designet og anlagt på. Ved vort besøg var nogle områder temmelig tørre, men i søerne var der mange af de almindelige vandfugle, et stort antal taffelænder og relativt mange knarænder. I den mere kuriøse afdeling optrådte en indisk gås. Mange nye indtryk rigere kørte vi tilbage til Svendborg, hvor Jan om aftenen offentliggjorde, at der var tilføjet 25 nye arter til fuglelisten inkl. den indiske gås og småfuglene fra nettene. Dag 3 Kursen blev sat mod Lolland via Spodsbjerg - Tårs. Der var på forhånd forventning om flere havørne, og vi blev ikke skuffede. Overfarten blev nydt i behageligt næsten vindstille vejr, og så var det bare om at komme af sted til Maribosøerne. Første stop var Søndersø ved naturskolen og derefter kørte vi til Gåseengen ved søens sydlige del. Der var havørn i luften, så vi måtte hurtigt ud af bussen og blev mødt af et betagende syn i form af 2 havørne - henholdsvis en ung og en gammel - med retning lige mod os. Efter en kortvarig flyveopvisning satte de sig et stykke væk, så skoperne måtte tages i brug. Det samlede resultat af de 3 dage var 9 havørne.
Ved Røgle Sø og især Hejrede Sø indtraf endnu et par højdepunkter, idet der lå et stort antal rastende taffelænder og en del knarænder. Maribosøerne er disse ænders vigtigste rasteplads i Danmark, og der kan om efteråret her ses op til 15.000 taffel- og 300 knarænder. Så mange var der dog endnu ikke ankommet, men vort udbytte i størrelsesordenen 2.000 taffelænder samlet et sted er immervæk også imponerende. De meget opmærksomme fik her et glimt af en vandrikse, der på nogle åkandeblade få meter fra de heldige tilskuere lynhurtigt ilede i sikkerhed. Sidste stop før hjemturen blev vildtreservatet Fladet og Majbølle Nor, hvor der for så vidt også var mange fugle, men de opholdt sig på lang afstand, og der var noget varmeflimmer, så kun de mest skarpsynede kunne identificere de mindre vadefugle. Fuglelisten blev ajourført med dagens 9 nye arter, så vi samlet nåede op på 100 arter. I bussen kunne Finn bekendtgøre resultatet af konkurrencen, og den populære og dygtige vinder Ida fik overrakt puljen, som hun naturligvis kan anvende aldeles efter forgodtbefindende. Opsummering Der var almen enighed om, at turen var meget udbytterig. Selvfølgelig vil der altid være arter, man undrer sig over ikke at have set, ligesom vi må erkende, at de færreste deltagere er i nærheden af at have set eller hørt alle arter på fuglelisten. Vi var meget heldige med vejret, der var helt perfekt. Servicen på vandrerhjemmet var udmærket, og maden fremragende. Naturen viste sig konstant fra sin bedste side, og vi besøgte en perlerække af skønne lokaliteter. Denne tur føjer sig smukt ind i den lange række af dejlige oplevelser, vi har haft med grågæssene. Der skal til slut lyde en stor tak til Peter for sikkert at få os frem også ad de små veje til steder med vanskelige tilkørselsforhold. Selvfølgelig også en dybfølt tak til Poul for at have grundlagt seniorgruppen og som fortsat yder en stor administrativ indsats. Tak til I brave folk, der har påtaget jer at indgå i lederkollektivet, tak for kage til Irene, og endelig tak til deltagerne, som på forskellig vis har bidraget til, at det igen var en stor fornøjelse at deltage i en tur med grågæssene. Kaj Druedal
Argus Falconis Det – indtil videre – sidste skud på turlederstammen er en yngre, altid uforskammet solbrændt, herre, som efter sigende har trådt sine barnesko i Brønshøj. En bydel, som i sin tid, måske bortset fra Husum, var den yderste forpost i Københavnsområdet. I øvrigt et sted, hvor mange notabiliteter voksede op! Det var frem for alt i Utterslev Mose, det foregik. En lokalitet, som i 40erne bl.a. husede en kæmpemæssig koloni af hættemåger samt mange andre interessante fugle. Desværre er en del sidenhen forsvundet bl.a. på grund af forurening. Jan Nielsen, for det er jo naturligvis ham, som med stor ret kan bære den – vistnok – lidt hjemmelavede overskrift: falkeøje. Jan så meget på fugle i Utterslev Mose allerede fra barnsben af, men havnede så i det, der kaldes den 3. alder, hos Grågæssene. At få et nyt medlem ind, som naturligvis hurtigt blev medlem af turlederstaben, med falkeblik er noget af en gave. Når Jan er med i felten registrerer han det meste af det, der ses og – især – høres på turen. Når vi andre holder kaffepause og tager en slapper, gælder det ikke for Jan. Hans øjne bevæger sig uden pause hele tiden rundt og op og ned, hvilket hele tiden giver nye fugle til listen. Apropos listen, så har Jan overtaget den yderst ærefulde opgave at styre fuglelisten på vore ture og ved flerdagsturene at læse den op om aftenen inden middagen. Et job, som virkelig kræver sin mand, når der skal skæres igennem de mange Grågåse-stemmer. Jan har i øvrigt også – sammen med Peter Borg – meldt sig som medlem af DOF´s repræsentantskab. Så, til slut Jan velkommen i førerbunkeren. Håber din entusiasme varer ved mange år endnu. Poul Reib
Efterårssæsonen startede på en rigtig sommerdag, nemlig den 29. juli, hvor turen, som foregående år gik til Staunings Ø. Der var masser af fugle, så de 50 deltagere fik noget at se på. Vi fik 22 vadefuglearter, bl.a. kærløber, dværgryle, strandhjejle, ja stort set alt, hvad der kunne forventes på Staunings Ø. De første 500 hjejler var på plads. En flok klyder 20-25 stk. – tog sig jævnligt en lufttur. Af terner blev det desværre kun til 4 arter: split, hav fjord og dværg. Vi fik alle 3 arter svaler, og i småtingsafdelingen gul vipstjert, tornirisk og bynkefugl. I alt 62 arter. Den 12. august hvor turen gik til Ølsemagle revle, var en dag med lidt solstrejf, lidt regndråber og 20 grader – altså en rimelig dag til en fugletur for de 35 deltagere. Der var spændende obs i såvel syd som nord, på sydspidsen rov- og sortterne og på nordspidsen fiskeørn. Af vadere fik vi 17 arter, hjejleflokken var blevet endnu større siden 29/7. På nordspidsen var der stor vrimmel af såvel gul som hvid vipstjert, af rørspurv og andet småt. En enkelt deltager havde medbragt en kilometertæller. Tælleren viste ved turens slut 5,9 km. Efter et par års pause stod Præstø Fed atter på programmet. Det var den 26.8. pr. bus. Der var annonceret ”længere gåtur”. Turen blev på ca. 9 km og gik dels langs stranden, dels over hedens rødviolette lyngtæppe. Over os havde vi 30-35 sydvesttrækkende hvepsevåger, et par havørne, fiskeørn og rørhøg.
Ved Fedhage fandt vi 14 vadearter, bl.a. temmincksryle og dværgryle, og på Faxe Bugt var der diverse ænder og terner, bl.a. sortterne. Turen blev afviklet i en seniorafstemt kadence, så alle ankom til Ballerup i velbeholden tilstand. Og så havde vi for resten 77 arter. PS: På vore ture 29/7, 12/8 og 26/8 har vi haft i alt 24 forskellige vadefuglearter. Flere seniorer har endvidere på private ture haft odinshane ved Staunings Ø. Efter kalenderen skulle det være efterår; men turen til Falsterbo og omegn den 2. september blev nu afviklet i pænt sommervejr med en frisk vind fra sydvest. Vi startede ved fyrhaven med bl.a. lille korsnæb, mursejler, stenpikker og gul vipstjert.
På Nabben var der vadere i desværre dårlig belysning og enkelte rovfugle. Frokosten blev derfor indtaget på Ljungen, og nu kom der rovfugle: fiskeørn, rørhøg, vandrefalk og vel op mod 40 hvepsevåger. Ved Ljungens nye fugletårn fik vi flere vadere: klyde, sort- og hvidklire. Så var det tid til eftermiddagskaffen. Vor søgning efter et passende sted gav en sightseeing på lykke og fromme i Vellinge. Vi havnede i Vellinge Väster på en gård hos et par venlige skåninger. Vi var tæt på Foteviken. Ude over vigen jagtede havørn og dværgfalk, langs kysten vrimlede det med snesevis af storspover, og på en nærliggende mark fandt vi flere hundrede bramgæs. Pragtfuld afslutning på en god dag med 70 arter, heraf 11 rovfugle og 12 vadere.
Møder Alle møder finder sted i ”Trekanten”, Miljøkontrollen, Kalvebod Brygge 45, kl. 13.30. S-tog næsten til døren. P mod betaling. Kaffe/te kan købes fra kl. 13.00. 4/11 Klaus Malling Olsen.. Temaeftermiddag 2. Vadefugle med speciel vægt lagt på klirer og ryler (kendetegn – dragter o.m.a.) 20/1 Tage Stampe fortæller om og viser billeder fra sine rejser i Østeuropa 17/2. Svend Petterson fortæller om sin DOF-tur til Antarktis. Foredraget ledsages af farvebilleder. 17/3 Poul Reib. Island alle gode gange 5. Ture Kontaktperson Poul Reib tlf. 41248864/e-mail
[email protected] Turledere Jan Nielsen – Finn Jensen – Erik Larsen og Tage Stampe. Østskoven – Selsø og måske Eskildsø On 18/11 kl. 8-16. Tur i privatbiler fra Ballerup Station. Obligatorisk tilmelding til Pamela Bartholomeusz senest den 10/11. Hvis vejret er til det, tager vi båden til Eskildsø (for egen regning, ca. Kr. 25.-), hvor længere gåtur må påregnes. Gundsømagle – Bolund On 2/12 kl. 8-14. Tur i privatbiler fra Ballerup Station. Obligatorisk tilmelding til Pamela Bartholomeusz senest den 28/11. Vi besøger de 2 fugletårne ved Gundsømagle og tager senere til Bolund. Vinterens fugle – måske en havørn.. Ishøj Strand On 16/12 kl. 10-14. P-pladsen ved museet ”Arken”. Vi ser, hvad der rører sig i søerne og ved havet. Da det er en juletur bør man være velforsynet med mad – drikke og diverse julegodter. Hejresøen Klydesøen On 6/1 kl. 8-14. Tur i privatbiler fra Ballerup Station. Obligatorisk henvendelse til Pamela Bartholomeusz senest den 2/1. Vi forventer diverse rov- og vandfugle.
Rådmandshaven – Karrebæksminde – Enø On 27/1 kl. 7-17. Bustur fra Ballerup Station (opsamling Solrød). Indbetal kr.190,00 på giro 6-007-2035 DOF København senest den 15/1. Maksimum 40 deltagere. Rovfugle, vandfugle – måske isfugl og vandstær står på dagens menu. Skåne 9 – 11/2. Den traditionelle vintertur, hvor det forhåbentlig bl.a. vrimler med ørne og gæs. Vi bor som sædvanlig på det hyggelige Skåne-Tranås vandrerhjem i dobbeltværelser. Indbetal kr. 1.650.- på giro 6-007-2035 DOF København senest den 15/1. Prisen inkluderer transport, overnatninger og morgenmad samt middag. Frokosten medbringes og fortæres i felten. Tystrup Bavelse On 24/2 kl. 7-17. Bustur fra Ballerup Station (opsamling Solrød). Indbetal kr. 195.- på giro 6-007-2035 DOF København senest den 10/2. Maksimum 40 deltagere. Skalleslugere, rovfugle samt vinterens andre fugle. Betalinger for seniorture foregår udelukkende pr. giro eller bank (ved bankoverførsel reg.nr. 9541) 6-007-2035 DOF-København, Seniorudvalget, Vesterbrogade 138-140, 1620 København V. Eventuel framelding til endagsbusture må finde sted senest onsdag før turens afholdelse. Det indbetalte beløb returneres, fratrukket et ekspeditionsgebyr på kr. 20.-/pers. BEMÆRK: VI SENDER INGEN BEKRÆFTELSER PÅ ENDAGSBUSTURE. DU ER PÅ LISTEN, HVIS IKKE DU HØRER FRA OS. PÅ FLERDAGSBUSTURE SENDER VI BEKRÆFTELSER PÅ DIN TILMELDING. Redaktion: Poul Reib/ e-mail
[email protected] www.poulreib.dk Fotos: Tage Stampe og Poul Reib Fotos i kronologisk orden: Fiskeørn, Liselotte, Langeland, Fuglelisten, De 3 gratier, Ole Tønder, Spurvehøg, Tage, Jan, Strandhjejle, Fiskeørn, Gul Vipstjert..