Den Eneste Og Hans Ejendom

Anders Steen Dige Madsen Dansk

2.x

Egå Gymnasium

Den eneste og hans ejendom – om Max Stirner og et nyt syn på individ og autoritet Max Stirner er født i 1800-tallets Tyskland i Bayreuth som søn af en fløjtemager. Hans borgerlige navn var Johann Caspar Schmidt, men han tog navnet Max Stirner fordi hans studiekammerater lavede sjov med hans store pande(på tysk betyder Stirn pande). Ordet Stirner kan dog også betyde noget i retningen af frækhed. Hans navn må så betyde ”stor frækhed”, hvilket passer meget godt på hans måde at omgås ord og begreber i hans bog ”Den eneste og hans ejendom”. Grunden til, at han skrev bogen bliver ikke gjort helt klart under læsningen, men man aner dog, at formålet hænger meget sammen med den historiske og sociale kontekst han indgår i. I løbet af bogen kommer der referencer til den franske revolution og tyske tænkere Ludwig Feuerbach og G.W.F Hegel, som med deres tanker om religion og samfund skulle få indflydelse på senere tænkere, såsom Karl Marx. Feuerbach og sammen med ham resten af den intellektuelle gruppe kaldet venstrehegelianere, mente at kristendommen var et udtryk for menneskets fremmedgørelse fra sig selv, altså det at mennesker tillægger Gud, hvad der i virkeligheden er menneskeligt. De vendte de gamle sætninger som ”Gud er kærligheden” til ”Kærlighed er guddommelig”, hvormed man mente at have befriet mennesket fra religionen og Gud og dermed indvarslet en ny æra kendetegnet ved frihed og lighed. De var altså ateister, men fastholdte dog alligevel meget af den morallære som kendetegner kristendommen f.eks. næstekærligheden. Det er i denne kontekst at Stirners bog bedst lader sig forstå, da det er disse tanker, der kommer fra Feuerbach og venstrehegelianerne han kritiserer. Ikke for deres ateisme, men for deres inkonsekvens. Det er denne kritik af Feuerbach, der har gjort ham berømt og berygtet i eftertiden. Stirners bog ’Den eneste og hans Ejendom’ er et radikalt anderledes bud på en forestilling om individet, samt forholdet mellem individ og fællesskab eller autoritet. Side af 5

Anders Steen Dige Madsen Dansk

2.x

Egå Gymnasium

Stirners bog, Den Eneste og hans Ejendom er et stort værk inddelt i to afdelinger som i alt fylder over 300 sider, der vil derfor vil alene blive behandlet delen kaldet ”Mit samkvem”, da denne del udgør langt det mest relevante i forhold til emnet. Individet, eller Den Eneste, som det optræder hos Stirner, har hidtil været under en slavelignende tilstand i forhold til alle de ideer, som har gjort krav på at være altomfattende, autoritative og dermed retfærdiggørende, herunder Gud, Mennesket(her tænkes der på arten) og tilmed fornuften samt tusinde andre idealer som Stirner skriver på den første side: ”Hvad skal jeg dog ikke gøre til min sag! Frem for alt den gode sag, så Guds sag, menneskehedens sag; videre, mit folks, min fyrstes, mit fædrelands sag; endelig endda åndens sag og tusinde andre sager.”. I dette citat anes tanken som bogen vil vise for læseren, at alle sager eller idealer kun vil have med sig selv at gøre, ikke os. Denne tanke om begreber videreføres derefter på samfund og næsten alle tænkelige sekulære og menneskelige fænomener, såsom samfund og fællesskaber af en hver art, samtidig med, at der kommer et kraftigt forsvar for den enkelte og hans autonomi. Om samfundet og fællesskabet siger Stirner på side 218 ”I samfundet, i fællesskabet, kan højst de menneskelige krav tilfredsstilles, mens de egoistiske til stadighed må komme til kort”, og med dette mener han, at mennesker i samfund ikke har lov til at opføre sig efter deres eget forgodtbefindende, men altid skal arbejde eller stræbe efter et ideal om at blive mennesker, altså at forbrydelser, der har til formål at stjæle andres ejendom ikke er tolererede. Ejendomsforholdet er helligt. Videre siger han således ”Menneskene er altid langt fra at lade sig selv komme til fuld udfoldelse og hævdelse, og derfor har de hidtil heller ikke grundlagt deres samfund på sig selv, eller rettere, de har kun kunnet grundlægge »samfund« og leve i samfund.”, han antyder da, at mennesker, som de lever i samfund og fællesskaber, altid har baseret sig på et princip eller kodeks, som skal overholdes, i modsat fald vil samfundet eller fællesskabet forgå og opløses. Mennesker har altid baseret samfund på hellige strukturer og love, Side af 5

Anders Steen Dige Madsen Dansk

2.x

Egå Gymnasium

som staten eller menneskerettighederne, men at disse aldrig kan fuldt dække hvad det vil sige at være et konkret menneske. Politikken har derfor til formål at …”føre ham frem til virkeliggørelsen af hans »væsen«, hans »bestemmelse«, gøre noget ud af ham, nemlig et »sandt menneske«… som det siges på s. 246. Det er dog ikke begrænset til politik, men også til religion, ja enhver hellig institution, der påberåber sig autoritet over, hvad der passer ind og ikke passer ind i fællesskaber eller samfund. Til emnet om individ versus fællesskabet eller samfundet hører også demokratiet og det der til indrettede partisystem ind og om dette siger Stirner på side 240: ”I staten tillægges partiet, stor betydning. >>Parti, parti, hvem bør ikke tage parti!<< Men den enkelte er enestående, ikke noget partimedlem. Han forener sig frit og trækker sig igen frit tilbage.”. Altså kan heller ikke det parlamentariske system håndterer den enkelte, da disse også forventer at han gør en fremmed sag til sin, at han glemmer sig selv og forbliver loyal overfor partiet. Igen ser vi, at den enkelte ikke forstås og følgende ikke føler sig knyttede til institutionen. For Stirner findes der dog et alternativ til samfundet og fællesskabet. Dette kaldes foreningen1 og beskrives således af ham på side 306 ”Med hensyn til egenheden er forskellen mellem stat og forening betydelige. Den første er egenhedens2 fjende og morder, den sidste er dens søn og medarbejder, den første en ånd, der vil tilbedes som ånd og som sandhed, den sidste er mit værk, min frembringelse…”, og der ses tydeligt en forskel mellem, hvad der karakteriserer et liv i et fællesskab og et liv i en forening. I foreningen er vi selv frivilligt gået ind og har skabt den; vi er altså dens skabere, ligeså meget som vi kan opløse den igen, når den bliver os unyttig eller fjendtlig. I staten derimod er vi født ind og kan ikke ligeså frit gøre, hvad der passer os, f.eks. kan vi ikke stjæle fra en anden uden at blive forbryder eller en skamplet på samfundet. Dog skal man ikke tro at den egenhed, der snakkes om, er synonymt med

1Forening hedder på tysk Vereinigung. Stirner bruger ordet fordi det har en formel lighed med Der Einzige, altså Den Eneste 2Her leger han igen med ordet Einzige, da egenhed i den tyske version hedder Eigenheit, altså som har med en selv at gøre. Det samme gør sig gældende for ordet ejendom, som på tysk hedder Eigenthüm.

Side af 5

Anders Steen Dige Madsen Dansk

2.x

Egå Gymnasium

frihed, men er snarere et udtryk for en selv, ens personlighed i den fulde betydning af ordet, for alt, hvad vi er og hvem, ligger jo i os selv, i vores egenhed. Det er dog ikke ensbetydende med at der i foreningen hersker ultimativ frihed, for som det pointeres på side 306: ” – Ganske vist vil foreningen tilbyde såvel et større mål frihed, som den også vil kunne betragtes som »en ny frihed«, navnlig fordi man med foreningen undgår al den tvang, der karakteriserer stats- og samfundslivet; men desuagtet vil den indeholde rigelig ufrihed og ufrivillighed. For dens mål er netop ikke – frihedens, som den ofrer i modsætning til egenheden, men kun egenheden.”. Der vil altså af foreninger ikke opstå paradiser på jord, men snarere samlinger af mennesker, med samme interesse eller egoisme. F.eks. kan mennesker i en landsby godt indgå en forening om at lave brød, da de alle er interesserede i at få mad, men de gør det ikke for de andres skyld, de gør det for dem selv, altså med egoismens bevidsthed. Forskellen ligger altså i, at man i foreningen kan gå ud ligeså let, som man kommer ind, og der er ingen tilhørende straf ved udtrædelse af den. Stirners formål med at skrive bogen, som er blevet betegnet som ”den mest revolutionære bog, der nogensinde er skrevet”, kan det stadig forekomme svært at finde ud af, hvad han vil, da han ikke altid formulerer sig klart og ofte leger med ords betydninger. Men en ting kan man være meget sikker på, at han vil, for dette siger han ligeud: ”Skriver jeg af kærlighed til menneskene? Nej, jeg skriver, fordi jeg vil skaffe mine tanker en plads i verden, og forudså jeg også, at disse tanker ville ødelægge jeres ro og jeres fred, så jeg også de blodigste krige og mange generationers undergang spire frem af denne tankesæd: - jeg ville alligevel udsprede dem. Gør med dem, hvad I vil og kan, det er jeres sag og bekymrer mig ikke.”. Han er således ligeglad med, hvad vi får ud af dem, men giver dem til os, og vi må så gøre med dem, hvad vi ønsker. Det revolutionære i hans tankegang er, at han giver et helt nyt perspektiv på, hvordan man kan anskue individ vs. fællesskab problematikken, ud fra en selvstændig og egoistisk optik, der ikke går på kompromis i forhold til individet, samtidig med, at han er den første, der ikke fordømmer egoisme. I denne tilgang ligner han meget de senere eksistentialister, for hvem det enkelte menneske heller ikke lader sig forklare fuldt ud som en del af et fællesskab og Side af 5

Anders Steen Dige Madsen Dansk

2.x

Egå Gymnasium

tillige Nietzsche, som heller ikke vil anerkende autoriteter uden for individet til at belære det om godt og ondt. Det nye ved Stirner er imidlertid, at han ikke opstiller nye idealer for, hvad der så må gøres efter at autoriteterne - Gud, samfundet og lovene er tilintetgjort, men lader det være op til hver enkelt at finde ud af hvad han vil. I det ligger der en stor respekt for den enkeltes integritet, der er et sjældent syn i den vestlige tradition og som stadig gør ham til en kontroversiel figur, for hvad er der tilbage efter, at alle autoriteter er omstyrtet? Ja, hvem andre end én selv! Hvad der kommer ud af Stirners projekt er simpelthen menneskers frigørelse fra autoriteter og begreber, der påstår at være almene og absolutte. Alle disse begreber bliver indholdsløse for den, som har befriet sig fra dem og ved, at de intet er i forhold til ham selv, fordi han er uudsigelig og lader sig ikke beskrive af noget begreb. Det er vanskeligt at tænke sig den europæiske religionskritik og dens absolutte afvisning af alle hellige doktriner der sætter en transcendent virkelighed højere end den jordiske uden Nietzsche – det kan de fleste være enige om. Nietzsche kan imidlertid heller ikke forstås fuldt, hvis ikke det grundlag, han står på, er kendt – og uden Schopenhauer og i sidste ende Max Stirner havde religionskritikken nok ikke stået på så fast intellektuel grund som den stadig gør i dag. Titlen ”Den Eneste og hans Ejendom” beskriver meget fint hvad bogen handler om; Den Eneste som gennem sin egenhed og sin brug af sin ejendom, realiserer sin egen værdi. Dette forhold forklarer Stirner således: ”Jeg er ejer af min magt, og jeg er det, når jeg véd, at jeg er den Eneste. I den Eneste vender ejeren selv tilbage til sit skabende intet hvoraf han fødes. Ethvert højere væsen over mig, det være sig Gud eller Mennesket, svækker min følelse af enestehed og blegner først foran denne bevidstheds sol. Sætter jeg, den Eneste, min sag på mig selv, så står den på sin forgængelige, sin dødelige skaber, der fortærer sig selv, og jeg kan sige: JEG HAR SAT MIN SAG PÅ INTET!” Den Eneste og Ejendommen er således to sider af samme sag, for de er begge sider ved den enkelte, der gør ham til sig selv og gør ham unik. Side af 5