Del 2 - Alene

Første del af trilogien De Mørke Gange: Glasset, resume: Christian og hele hans klasse 8.b spiller ånden i glasset til en klasse fest. Som finder sted på skolen, da mystiske ting begynder at ske; glasset opfører sig underligt, personer forsvinder på mystisk vis og folk hører lyde på gangende. Anden del: Alene? Forsætter der hvor historien slap; da Christian forsvinder ind i mørkerummet lader Nicolai ham i stikken og flygter, anden del følger Nicolai og hvad der senere hen skete ham.

Alene? Af Christian Haugbølle

Døren smækkede hårdt i og lyden af gummisko som ramte gulvet, gav ekko i hele den lille sidegang. Nicolai var flygtet og ikke lige så stilfuldt, han larmede højt og da han drejede til venstre ud på den store gang blev ekkoet meget højere, han løb forbi døren til kontoret og stoppede heller ikke op for at tjekke om hans venner stadig sad inde hos tandlægen. Det eneste som kørte rundt i hans hoved lige nu var; skal ud, skal ud, skal ud! Han forsatte direkte mod hoveddøren og viste ingen tegn på at stoppe, man skulle have troet at han ville være hoppet igennem ruden og ud, vis det ikke var for at han lige pludselig stoppede. Han havde ikke sat farten ned eller noget, så han knækkede sammen i benene og landede hårdt med knæene lige ned på den store måtte. - Av, for fanden! Udbrød Nicolai og tog sig til sit højre knæ med sin hånd, mens han med sin anden hånd tog ud mod dørhåndtaget. Et par centimeter tilbage, bare lidt mere, tænkte Nicolai, men fandt hurtigt ud af at han måtte rejse sig op for at nå håndtaget. Han rejste sig, selv om der ikke var mange kræfter tilbage i hans krop og lod sin hånd tage fat om håndtaget. Han lod sit hoved glide tilbage og et lille tilfreds smil bredte sig på hans læber: - Jeg er fri, kunne han ikke lade være med at viske til sig selv, tog en sidste dyb indånding og rykkede så hårdt ned i håndtaget. Der var låst. - Den binder bare, sagde Nicolai til sig selv, stadig med et lille smil på læberne. Han tog endnu et tag i håndtaget, men døren åbnede stadig ikke, hans før så store smil begyndte at blive mindre og han begyndte at blive grebet af panikken, hårdere og hårdere rev han i håndtaget. - Den binder bare, kom nu for fanden! Forsatte Nicolai med at sige til sig selv, men da intet skete faldt han sammen: Den binder bare, den binder bare, den binder ikke, DEN ER LÅST!

Nicolais råb, lavede et hurtigt, men højt ekko, som forsvandt ned af gangen. Der blev helt stille, udover en lille snøften fra Nicolai. Han tog sin hånd i lommen og fandt en lille seddel frem og foldede den ud, kun få ord var skrevet på: Hoveddøren er åben, løb Nicolai! Nicolai rystede på hovedet af vrede, en tåre faldt ned på papiret, før han rev den i små stykker, som han kastede fra sig. Sedlen havde han fundet da han var på vej ind i mørkekammeret, lyset som var blevet tændt havde afsløret den lille seddel på døren og Nicolai havde med det samme revet den af, da han havde læst den, havde han kigget en sidste gang på Christian og derefter var han lø… Han var blevet revet helt ud af sine tanker, nu hvor han kom i tanke om Christian, som Nicolai havde forladt i mørkekammeret. Nicolai sad stiv af skræk og blev med det sammen angrebet af en skyld følelse over at have forladt Christian. Nicolai kæmpede for at komme på benene igen og i det samme øjeblik han var kommet op, begyndte han at små løbe ned mod mørkekammeret. Nicolai havde håbet at håndtaget til mørkekammeret også havde været låst, men det var det ikke, han stod nu inde i mørkekammeret, hvor lyset var skarpt, Nicolai knep øjnene sammen, og orienterede sig. Ingen spor af Christian, ingen spor af nogen overhoved, udover Jeppe som stadig lå lemlæstet over i hjørnet. Nicolai fik nu øje på den store røde rude ind til fotorummet. Der er ingen vej tilbage, tænkte Nicolai, jo det skulle da lige være døren, sagde hans dårlige halvdel, men han fastholdt sig stadig til at gå ind i fotorummet for at se om Christian befandt sig der. Det var for sent, var det første Nicolai tænkte, da han var gået ind gennem døren til fotorummet og så skikkelsen stå bøjet over Christians krop, som lå livløst i den bagerste del af det lille rum. Han var død. Nicolai rettede med det samme blikket mod skikkelsen som stod over Christian, Nicolai gispede, morderen var begyndt at vende sig om mod Nicolai. Nicolai ventede ikke for at se morderens identitet, han sprang ud gennem døren. Da Nicolai var kommet halvt ind igennem, sad den fast, morderen havde taget fat i den og Nicolai kunne hverken komme ud eller tilbage, og tilbage ville han ikke, under nogle omstændigheder. Nicolai pressede mod døren og til hans store overraskelse gav døren efter med det samme, den svingede rundt og gjorde adgang for Nicolai til at løbe ud. For anden gang denne aften hørtes lyden af gummisko løbe igennem den lille gang. Lige inden gangen gik ud mod den store gang, lå auditoriet til højre, han rev i døren men den var låst. - Shit! Bandede Nicolai, og kiggede over mod døren til mørkekammeret som nu begyndte at åbne sig. Der var en anden dør til auditoriet længere nede af den store gang til højre, Nicolai spurtede af sted og kunne høre at han blev forfulgt. Døren til auditoriet lå lige inden branddørene som førte ind til kantinen, Nicolai rev døren op og heldigvis var den åben, han løb ind og vidste allerede hvor han ville gemme sig. Nicolai kendte auditoriet næsten ud og ind, ikke fordi det var svært at huske, et stor lærred på væggen ved scenen som han stod på nu, massere af stole og to tavler

som stod i hver side af scenen, det var også her han havde tænkt sig at gemme sig. Nicolai løb over scenen hen mod tavlen, han kunne se tæpper ligge bag den og da han hørte døren bag ham åbne, hoppede han ind under tavlen og rev et tæppe over ham. Musestille trykkede Nicolai sig helt op i hjørnet, da Nicolai ikke turde at kigge, lyttede han. Morderen gik den lange vej op mellem rækkerne af stole og flere gange sparkede personen stolene op. Der gik meget lang tid og hvert brag der kom fra stolene som blev sparket til, rungede længe i Nicolais hoved. Så blev der stille, det eneste Nicolai kunne høre var fodtrinene fra morderen som nærmede sig, Nicolai kunne se noget bevæge sig igennem tæppet, det havde retning mod ham. Han holdt vejret og lukkede øjnende og tænkte at det ikke var virkelighed, men bare en ond drøm, igen og igen fortalte han sig selv det. Stille. Nicolai havde ikke lagt mærke til at der ikke var fodtrin mere, og åbnede øjnene. Han sad et stykke tid og lyttede, men der var ingenting at høre. Til Nicolais venstre side var der en dør som førte udenfor, men den var sikkert låst, så Nicolai ville ikke tage chancen og så blive opdaget hvis morderen stadig var der. Nicolai flyttede med sin finger tæppet lidt til side, ingen at se, han rejste sig op. Et højt brag lød da morderen havde skubbet Nicolai hårdt tilbage i muren, han kunne godt se nu, at han skulle have været mere beredt. To hænder plantede et solidt greb rundt om Nicolais hals og Nicolai hostede og stønnede. Det her var så slutningen, tænkte Nicolai, mens han begyndte at kunne smage blodet i sin mund. Nicolai tænkte på at han engang havde hørt nogle sige at ens liv passere revy lige inden man dør, intet af dette kunne Nicolai mærke, han kunne kun huske hvad der var sket denne aften; hvordan de havde spillet ånden i glasset, som startede det hele, hvordan de ville prøve at flygte og hvordan han havde fundet Jeppe lemlæstet i mørkekammeret. Skulle han ende ligesom Jeppe? Tænkte Nicolai og kunne mærke vreden stige op i sin krop: - NEJ! Råbte han og skubbede skikkelsen tilbage, som derefter væltede i tæppet. Nicolai sparkede til morderen da han passerede, på vej op mod toiletterne, han gik ud gennem døren og ud på den store gang igen. Mens han prøvede at komme ordentlig til bevidsthed, slentrede han op mod toiletterne. Hans ben føltes tunge og han slæbte dem med sig, der var kun et par meter til, da døren bag ham åbnede sig igen og morderen løb op mod ham, Nicolai traskede langsomt, men bestemt af sted. Han kunne høre blodet dryppe fra morderens ansigt og han kunne mærke kvalmen stige op i ham, det fik ham til at løbe det sidste stykke ind på toiletterne. Nicolai sprang ind i det lille rum og smækkede døren i bag sig. I det lille rum var der tre døre, som førte ud til nogle små toiletter, Nicolai valgte det bagerste løb derud og låste døren efter sig. Mindre end et sekund efter kunne man høre den første dør åbne sig, Nicolai slukkede hurtigt lyset inde på sit toilet. Morderen smækkede den første dør op og der gik et øjeblik før den anden også blev smækket op med et højt brag, det gav et sæt i Nicolai. Nicolai lagde sig ned på gulvet for at se om der stod nogle lige uden for. To par fødder kom til syne, og blev stående. Der gik flere

minutter og et øjeblik troede Nicolai at de ville blive der resten af natten, men så gik de hen mod udgangen, lyset blev slukket og døren lukket. Nicolai satte dig ned og prøvede at få lidt styr på sine tanker, som fløj gennem hans hoved lige nu. Nicolai havde lagt mærke til at skikkelsen gik med pige tøj, så det var nok en pige. Da Nicolai heller ikke havde besvær ved at komme ud af fotokammeret havde han nok ret med at det var en pige, men hvorfor? Der var aldrig nogen fra klassen der havde gjort en pige så ondt, at hun kunne finde på sådan noget? Eller var der? Pludselig slog det ned i Nicolai, hvorfor sad han her vis det bare var en pige? Han tog mod til sig, kiggede en sidste gang ud under døren og låste så op og gik ud. Der var helt mørkt i det lille rum nu, men han var sku ligeglad, han ville slutte det her en gang for alle, han passerede den første toilet dør og så den næste, han åbnede døren til den lille gang, men da han gjorde dette lagde han mærke til noget på døren. En seddel. Han rev den af, og læste de hurtigt nedkradsede bogstaver: Dit liv passerede ikke revy, men du passerede lige dit liv da du gik forbi toilettet, alt det lort der er derinde, er lige så meget lort, som dit liv indeholder. P.s. døren i auditoriet VAR åben. Nicolai stirrede på seddelen med store øjne, en hånd lagde sig på hans skulder, som derefter trak ham ind på toilettet bag ham. Det sidste han så, var døren som førte ud til lyset, som lukkede sig.

Slut