Del 3 - De Sidste Skygger

Anden del af trilogien De Mørke Gange: Alene? resume: Da Christian er gået ind i mørkekammeret, lader Nicolai ham i stikken og prøver selv at flygte, dog forgæves. Han kommer i tanke om Christian, men da han finder ham, finder han ikke kun Christian (død), men også morderen, som derefter forfølger Nicolai gennem gangene, helt alene. Tredje del: De Sidste Skygger: Fortæller om den sidste gruppe elever som stadig befinder sig på skolen, og ikke har forladt tandlægelokalet, siden Christian, Nicolai og Daniella. E tog af sted.

De Sidste Skygger Af Christian Haugbølle

Stefan kiggede fjernt ud i det lille mørke venteværelse og mærkede sine nakkehår rejse sig, som hvis de ville være blevet ramt af en kold aften brise. Han så drømmende ud af vinduet og ønskede at der ville gå nogen forbi derude, det gjorde der ikke og det havde der heller ikke gjort i den tid Christian, Nicolai og Daniella. E havde været væk. Selvom de nok kun havde været væk i små 10minuter, føltes det som flere timer. Han var blevet helt hypnotiseret af uret som hang på væggens tikken og blev først slået ud af sine tanker da døren sprang op. Samtlige personer i lokalet fik et chok og kiggede over mod døren, hvor en lille skikkelse trådte ind. Daniella. E smilte usikkert til de andre, som sad helt stivnet i deres pladser. - Det tog sin tid, sagde Laura, som nu var sat sig op fra sin liggende position. - Vis du er utilfreds kunne du jo selv have gjort det, sagde Daniella sammenbidt til Laura, som bare kiggede væk. - Hvor er de to andre? Spurgte Simone som stadig sad helt forskrækket, tilbage i sin stol. Stefan rettede sig op i sin stol og kiggede gennemtrængende over på Daniella. - Vi har fundet en seddel, hvor der stod at de andre som ryddede op, var taget hjem og lagt en nøgle til hoveddøren i mørkekammeret, Nicolai og Christian meldte sig frivilligt til at gå derned og hente den, de kan være her hvert øjeblik, svarede Daniella, men man kunne høre at hun selv var usikker, ved det sidste hun sagde. Der blev stille igen og Daniella satte sig ned på en lille stol, Stefan sad og så ud som om han tyggede på noget af det som Daniella havde sagt, som om det ikke kunne passe ind. - Hvem havde skrevet sedlen, spurgte han Daniella som fik et mindre chok. - Mia, sagde hun og tog noget op af sin lomme: du kan selv læse den her. Hun rakte ham en lille foldet seddel og da han var færdig med at læse kiggede han igen undersøgende på Daniella. - Hvorfor lagde de den i mørkekammeret og ikke sammen med sedlen?

-

Det står der jo, det ville være mere sikkert, så ingen tog den, Daniella kiggede på Stefan og kunne godt høre at det ikke lød helt rigtigt. - Hvem fanden skulle tage den? Morderen? Spurgte han: og vis de ville have god sikkerhed skulle de aldrig have efterladt os her. Tankerne fløj gennem Stefans hoved og han prøvede at få prikkerne på plads. - Måske troede de allerede at vi var gået, sagde Laura optimistisk. - Hvorfor ville de så ligge en nøgle? - Ja… okay, men altså, Laura kunne ikke finde ord i hvad hun ville sige og holdt derfor inde. Der blev stille i lang tid, indtil Stefan udbrød: - Med mindre at morderen selv skrev sedlen og udgav sig for at være en af dem som var gået! Han tænkede et øjeblik og udbrød igen: det var derfor han valgte mørkekammeret, han var der allerede og ville overfalde dem der gik derind! Alle stirrede på Stefan og lige da Laura skulle til at sige noget, hørtes der brag af døre ude fra den store gang. Det gav et sæt i dem alle sammen og alle tog benene til sig, udover Stefan som stadig var stående, som lyden af urets tikken var han igen stivnet totalt og uden han selv lagde mærke til det, begyndte han at nærme sig døren. - Kom tilbage, viskede Laura til Stefan, men han var allerede ude af døren. Den store gang henlå øde og lyset fra månen lyste ned gennem tagvinduerne og kastede urolige skygger som dansede hen af gulvet, flere gange var Stefan sikker på at han så noget bevæge sig i et af de mange hjørner. En raslen fra et træ som kørte mod ruden, fik Stefan til at springe til side ind til skolepsykologenens lokale, og da han så hvor han befandt sig kunne han ikke lade være med at smile, han gik ned af en lille trappe og igennem branddørene til kantinen. De store panoramavinduer i venstre side af lokalet, og lyset fra et par lygte pæle, lavede mange skygge formationer på gulvet. Stefan trådte over skyggerne, som om at hvis han trådte på dem ville han blive grebet af dem og trukket, ned i det uendelige mørke. Stefan kiggede over i hjørnet hvor et par gardiner sad og hulkede, Stefan løftede et øjenbryn og han var ikke blevet så overrasket hvis det virkelig var gardinerne der hulkede, efter alle de ting som var sket i aften, men da han kiggede bedre efter kunne han se at en skikkelse sad bagved. Stefan skulle lige til at løbe, da skikkelsen rettede hovedet op og sagde: - Hvem der? Stefan genkendte stemme og svarede lettet: - Det er mig… Stefan… Daniella. P stak hovedet ud bag gardinerne og kiggede lettet på Stefan, som begyndte at gå over mod hende, han satte sig ned ved siden af hende og kiggede ind i hendes øjne. - Hvor er de andre? Spurgte han. - De andre tog hjem, efter de havde ryddet og det var jeg også på vej til da jeg lige pludselig syntes at der manglede noget, en person eller en ting jeg

havde haft med, Daniella. P kiggede på Stefan for at tjekke om han var med og forsatte derefter: så jeg gik tilbage til læreværelset, som var helt mørkt og tomt, eller det var hvad jeg troede det var, da jeg fik øje på den her skikkelse stå med en aflang spids ting! Højst sandsynligt en kniv. Hun holdt en pause og forsatte så: - Jeg flygtede af sted ud i kantinen og gemte mig her. Personen kom ud af læreværelset og var på vej op mod hoveddøren, da personen gemte sig. Der var åbenbart kommet nogen ud fra branddørene, som forsatte mod læreværelset og så… Stefan afbrød hende: - Hvorfor hoppede du ikke frem for at få hjælp af dem der kom? - Fordi jeg ikke vidste hvem der var morder eller ej, og hvis det var morderen der kom ud fra branddørene ville jeg have risikeret både personen fra læreværelsets liv og mit eget. - Så kan jeg så fortælle dig at dem der kom ud af branddørene var Nicolai, Christian og Daniella. E. Daniella. E er gået op til de andre som sidder i tandlægelokalet, mens Nicolai og Christian skulle hente en nøgle til hoveddøren, men dem har vi ikke hørt noget fra siden. Daniella rystede på hovedet og lod det glide ned mellem hendes knæ. - Jeg hørte dem godt komme tilbage fra læreværelset, ja jeg så endda også Christian stå i branddøren og han kiggede tilbage, da jeg havde kommet til at lave en lyd. Jeg turde ikke at springe frem fra mit skjulested, da jeg kun troede at der var en Christian og jeg var ikke sikker på om han stod bag eller ej. Hun sad helt stille. - Hvorfor stoller du så på mig? Spurgte Stefan. Det gav et sæt i Daniella. - ER DET DIG, DIT SYGE SVIN?! Udbrød hun og det gav ekko langt ned af gangen. - Nej, selvfølgelig er det ikke det! Sagde Stefan og fortrød hans kommentar. - Hvorfor skulle jeg stole på dig?! Der blev helt stille og Stefan sad helt lamslået. Man kunne høre Daniellas hæse vejrtrækning og så skete det. En skarp lyd af et tandlægebor skar gennem stilheden, efterfulgt af mange smertens skrig. Daniella rystede over hele kroppen og det var tydeligt at hun kunne knække sammen hvert øjeblik, lyden af boret og skrigende forsatte i et stykke tid. Så stoppede de et øjeblik og Daniella stirrede dybt ind i Stefans øjne. - Undskyld, at jeg troede… Hun vendte om og løb af sted mod tandlægelokalet. - NEEJ, udbrød Stefan efter Daniella: løb ikke derop! Hun nåede ikke at høre hans advarelse, før hun allerede var løbet ud af branddøren. Stefan sad tilbage ensom og idet han skulle til at rejse sig op og gå over mod branddøren hørtes endnu et skrig. Stefan var stiv af skræk, men alligevel var der

noget i ham der sagde at han skulle gå derop, en slags nysgerrighed efter at vide hvem der stod bag og ikke mindst for at smadre den person. Branddørene smækkede i bag ham og han listede sig op igennem den store gang, en lyd fik ham til at springe ud på toilettet, hvor han snublede over noget der lå på gulvet. Nicolai, lå livløst på gulvet, halvt inde på toilettet og halvt ude i den lille gang, hans hoved var vådt og visse ubehagelige brune pletter lå over alt på hans hoved. Stefan tog sig til munden og gik ud fra toilettet. Han gik længere op mod tandlægelokalet, og flere og flere gange syntes han, at han kunne høre lyden af et bor i det fjerne, han skar tænder og forsatte. Han stoppede op og så ligefrem, han kunne ikke tro sine egne øjne, som efter hele denne aften nu var meget trætte. Døren var åben. Det tog noget tid for Stefan for selv at tro på hvad han selv så, men den var god nok, døren var åben og han kunne mærke den kolde brise fik hans nakkehår til at rejse sig. Stefan styrtede mod døren, i angst for at den skulle lukke, men inden han forsatte ud i den dejlige luft, kiggede han ind mod tandlægen og mødtes med et modbydeligt syn. En personen stod i dørkarmen og kiggede stift på Stefan, personen havde en piges figur og pige tøj på, som var tilsmurt ind i blod. Det Stefan lagde mærke til med det samme, var den frygtelige maske hun havde på, Stefan genkendte den godt, men normalt ville han ikke finde den uhyggelig, men i dette øjeblik gjorde han. Det var en teater maske, sådan en som græder og har sur mund på, sådan en der også findes i en glad skikkelse, bag masken hang personens lange lyse hår. Stefan vågnede op af sin tredje trance på en aften, han var sur og ville have hævn over det som helt sikkert var sket hans venner. Det sidste han kunne huske var at han gik mod personen og derefter blev alt sort… Han vågnede, men åbnede ikke hans øjne, han havde hovedpine og tog sig til nakken. Han var blevet slået ned. Han prøvede at rokke sig, men han var spændt fast. Han skulle til at skrige da han mærkede gaffa tapen sidde solidt plantet på hans mund. Han kunne ikke holde sig tilbage længere, han åbnede sine øjne og i skæret fra en skarp lampe, så han en skikkelse stikke hoved ind over ham. Stefan blinkede med øjnene for at blive vant til det skarpe lys og lidt efter lidt, kunne han se den bemaskede morder, men denne gang havde morderen skiftet den kede maske ud med en glad. Det var galskab, tænkte Stefan. Stefan skulle til at råbe, da han kunne smage det, hans mund var stoppet med noget som han i første omgang troede var terninger, men han fandt hurtigt ud af at det ikke var terninger, men sukkerknalder. Han kunne føle at de skar ind i hans kinder og han kunne smage blodet som drev ud i sukkeret, og lige pludselig talte morderen til ham: - Som du nok har fundet ud af er din mund proppet med sukkerknalder, den eneste måde du kan trække vejret på er ud gennem næsen. Lige om lidt vil jeg teste dig, jeg tilstopper din næse og så må du jo bare skynde dig at spise de sukkerknalder som dækker for dine luftrør.

Stefan spjættede ud over det hele og kunne mærke at han lå i tandlægestolen, han prøvede at skrige, men kunne ikke. Morderen forsatte: - Vis du er rigtig dygtig og gør hvad jeg siger, skal du nok få en lille belønning, vis ikke du er dygtig, må jeg jo skære dine kinder op og fjerne sukkerknalderne igen. - Eller tage gaffa tapet af, sagde Stefan. Morderen stirrede et øjeblik på Stefan og sagde så: - Jeg kan ikke forstå hvad du siger, men det kan du jo fortælle mig om, om lidt, nå du har spist dine sukkerknalder, parat? Okay lad os starte! Morderen tog nogle tand tamponer fra en lille dåse og satte dem fast op i Stefans næse bor, han blev grebet af panik og spjættede meget voldsomt, mens han forgæves prøvede at spise sukkerknalderne. Morderen grinte: - Hvad er der galt Stefan, du plejer da ellers at være lykkelig for slik, noget at drikke? Morderen gik over og hentede et glas og ved synet af det fik det Stefan til at flå i hele stolen. Glasset var det selv samme som var blevet brugt til ånden i glasset, fyldt op med en rød væske som helt sikkert var blod. Morderen kom over til Stefan og rev tapet for hans mund væk, Stefan hostede og brækkede sig ud over sig selv. - Her tag noget at drikke, sagde morderen og hældte blodet i hovedet på Stefan. Stefan spyttede og bandede, og hev i sine arme og ben, som var tapet fast så han ikke kunne røre sig. - Er du utilfreds med de ting jeg tilbyder?! Udbrød morderen og svingede glasset mod en kant så det smadrede Det næste der skete, er ubeskriveligt at forklare og det var det nok heller ikke ment til at være. Morderen svingede det knuste glas mod Stefans hoved, da en kræft holdt morderen tilbage, han blev skubbet til og glasset røg ud af hans hånd. Det hele skete i slowmotion, glasset faldt mod jorden og Stefan var sikker på at han ikke ville nå det, men han prøvede alligevel. Det lykkedes, Stefan havde vredet sig en smule til siden og glasset havde ramt tapen og skæret hans hånd fri. I næste øjeblik havde Stefan revet sine tape lænker af sig og stod nu på benene, foran morderen som ikke blevet skubbet til længere. Stefan løb alt hvad han kunne, hoveddøren måtte stadig være åben og selvom han godt vidste at selvom han kom ud, ville han stadig være i fare, løb han alligevel denne vej. Han drejede om hjørnet ud af tandlægelokalet og igen til højre. En meter tilbage, tænkte han og så skete det, han faldt og landede med sit hoved lige udenfor, den dejlige kolde brise, fløj over ham igen og han tog en dyb indånding. Smilet dukkede op, men ikke på Stefans eget ansigt, morderen stod lige over Stefan og holdt ham nede ved at træde på ham. Morderen gjorde tegn til at Stefan skulle se hvor morderens hånd var og til Stefans frygt holdt han på lukkeknappen til døren, han trykkede ind og døren begyndte at lukke.

Stefan gispede efter vejret da døren ramte hans hals og lukkede for hans luftrør og lige inden at mørket klamrede sig ind over ham, så han ned af gangen og kunne have svoret på at have set Christian og ham, på vej op til døren, tunge og lange skridt følte Stefan at de tog, de kom til døren. Christian rakte ud efter håndtaget og trykkede ned…

Slut