Anarkisme Og Staten

side 1

Indholdsfortegnelse 1.1 Indledning

side 2

1.2 Brugen af materiale

side 2

2.1 Definition af statsbegrebet

side 2

3.1 Demokrati i staten

side 3

4.1 De liberalistiske statsopfattelser

side 4

4.2 Den klassiske liberalismes statsopfattelse

side 4

4.3 Den libertarianistiske statsopfattelse

side 5

4.4 Den socialliberalistiske statsopfattelse

side 5

4.5 Konservatismens statsopfattelse

side 5

4.6 Den marxistiske statsopfattelse

side 6

4.7 Den anarkistiske statsopfattelse

side 7

5.1 Diskussion og kritik af statens rolle

side 8

5.2 Intern diskussion af liberalismen

side 8

5.3 Marxisternes alternativ

side 10

5.4 Det anarkistiske alternativ

side 11

6.1 Den universelle velfærdsmodel

side 12

6.2 Vurdering af det liberalistiske syn af på den danske velfærdsstat

side 13

6.3 Vurdering af det konservative syn på den danske velfærdsstat

side 13

6.4 Vurdering af det marxistiske syn på den danske velfærdsstat

side 14

6.5 Vurdering af det anarkistiske syn på den danske velfærdsstat

side 14

7.1 Konklusion

side 15

Litteraturliste

side 16

1.1 Indledning

I denne opgave vil jeg beskæftige mig med staten og forskellige opfattelser af denne. Emnet rejser naturligvis en række spørgsmål så som, hvad er en stat, og hvordan bør den se ud? Hvad skal vi overhovedet bruge en stat til, kan vi ikke bare nedlægge den? Ideologierne har hver deres svar på disse spørgsmål. Det er de svar jeg i min opgave vil forsøge at finde frem til. Ud fra de fundne svar vil jeg så føre en diskussion mellem disse, for til sidst at konkludere hvilke svar der er tilfredsstillede og hvilke der ikke er det. Meget af denne opgave vil foregå på et abstrakt plan, da det jo langt hen ad vejen er ideologiske spørgsmål, jeg behandler. I afsnittet om den danske velfærdsstat vil denne diskussion så blive anvendt mere konkret. Det kan måske synes som om, jeg nogle gange bevæger mig udenfor emnet, men for at forstå og diskutere ideologiernes opfattelse af staten, må man nødvendigvis også inddrage andre aspekter af ideologierne. Nogle af mine ræsonnementer i diskussions- og kritikafsnittet burde nok være påvist over en side eller lign. Men pga. plads- og tidsmangel har jeg tilladt mig at forsøge at påvise disse på et par linier, læseren må jo så bare vurdere, om dette forsøg faldt heldigt ud eller ej. Min fremgangsmåde vil være, at jeg først undersøger de forskellige ideologiers opfattelser af staten. På grundlag af denne undersøgelse vil jeg føre en diskussion af statens rolle. Til sidst vil jeg bruge denne diskussion til at vurdere ideologiernes syn på den universelle velfærdsmodel. 1.2 Brugen af materiale I afsnittet om de forskellige ideologiers opfattelser af staten vil der være hyppige litteraturhenvisninger, fordi den anvendte viden her er hentet fra kilder. I delen med diskussion og kritik af statens rolle vil litteraturhenvisningerne være betydeligt færre, dette skyldes at det primært er mine egne ræsonnementer, jeg præsenterer i det afsnit. Da det som nævnt er meget ideologisk debat, der bliver ført, har jeg ikke lagt stor vægt på, hvor nye eller gamle mine kilder er. De fleste af ideologierne, som jeg beskriver i denne opgave, er grundlagt i forrige århundrede, og derfor er selv meget gamle kilder stadig yderst relevante for mit emne. Det brugte materiale spænder vidt, meget af det bekender sig til en bestemt ideologi, og man må derfor huske at tage subjektiviteten i mente. 2.1 Definition af statsbegrebet Da jeg i opgaven vil beskæftige mig med staten og opfattelse af denne, vil det være på sin plads allerede nu at fastslå, hvad der præcis menes med begrebet stat. Da der eksisterer mange forskellige opfattelser af staten, kan det være svært at lave en overordnet definition som dækker denne mangfoldighed. Den bedste karakteristik af staten fandt jeg hos Murray N. Rothbard1, jeg citerer: 1 Forfatter til “Retsystemet på det frie marked” som forefindes i “Samfund uden stat” (se litteraturliste)

side 3

Lad mig til at begynde med definere staten som en institution, der besidder en eller begge (næsten altid begge) af følgende karakteristika: (1) den erhverver sin indtægt ved fysisk tvang, kendt som beskatning, og (2) den besidder, og bevarer oftest et tvangsmonopol over levering af beskyttelsesydelser (politi og domstole) i et givent territorialt område2 Man må holde sig for øje, at Rothbard er modstander af staten, og derfor bruger negativt ladede ord i sin definition, men hvis man sætter sig ud over denne subjektivitet, er hans definition efter min opfattelse dækkende. Disse karakteristika passer på alle stater, lige fra de græske bystater til de moderne velfærdsstater. Det bliver selvfølgelig en voldsom forenkling af statsbegrebet, idet der findes mange typer af stater, men disse 2 karakteristika må siges at være alle staters fællesnævnere. 3.1 Demokrati i staten Når man vil undersøge de forskellige syn på begrebet stat, er det selvfølgelig også vigtig at finde ud af, hvordan disse stater skal styres. Med styres mener jeg, hvilken form for demokrati ideologierne finder bedst, dette må naturligvis kædes sammen med alle de andre karakteristika, som de enkelte stater ellers har. Grunden til jeg har valgt at lave denne redegørelse i et afsnit for sig selv er, at der i praksis kun eksisterer 2 seriøse opfattelser af hvordan en stat skal styres3. (1) Det repræsentative demokrati. Det er denne demokratiform vi har i dag. Den fungerer ved at nogle politikere konkurrerer om vælgernes gunst4, vælgerne skal så stemme på den politiker, de ønsker skal repræsentere dem, deraf navnet. Denne variant af demokratiet er liberalistisk, og skal derfor forstås som den foretrukne styreform i alle de liberalistiske stats typer. De konservative er i dag også tilhængere af det repræsentative demokrati. (2) Deltagerdemokrati. Denne form for demokrati er den marxistiske variant. Den fungerer ved, at dem der deltager i en institution, bestemmer over institution. Det betyder i praksis at arbejderne skal have kontrol over produktionsmidlerne, da det er dem, som deltager i produktionen. Dette kaldes proletariatets diktatur.

4.1 De liberalistiske statsopfattelser Når man vil undersøge den liberalistiske statsopfattelse kommer man hurtigt frem til, at der er mange forskellige opfattelser af staten indenfor den liberalistiske grundideologi. Den liberale

2 fra “stat uden samfund” side 11 (se litteraturliste) 3 Marxismen er i de sidste årtier blevet langt mere demokratisk orienteret end de var tidligere. “Selvforvaltning, velfærdsstat og politisk teori” side 25 (se litteraturliste) 4 Ligesom markedskræfterne konkurrerer om forbrugernes gunst

tradition spænder over alt fra libertarianismen5 til Rawl6, der er altså tale om mange forgreninger af denne ideologi. For at overskueliggøre liberalismen har jeg valgt at inddele den i 3 forskellige underideologier. Jeg har valgt at inddele liberalismen i libetarianisme, den klassiske liberalisme og socialliberalisme. Selvom disse tre ismer er meget forskellige tilhører de alle den liberalistiske tradition, fordi deres udgangspunkt er det liberalistiske menneskesyn7. Jeg vil i denne opgave primært beskæftige mig med den klassiske liberalisme, men en dybtegående undersøgelse af liberalismens statsopfattelse vil dog kræve, at jeg også inddrager de to yderpoler inden for denne opfattelse. 4.2 Den klassiske liberalismes statsopfattelse Dette er en frihedselskende ideologi, frihed står som det højeste princip indenfor alle de liberalistiske ideologier. Mennesker trives bedst, hvis de er frie og har vide rammer for deres handlemuligheder. Men her er også tale om rettighedstænkning, mennesket er født med visse ukrænkelige rettigheder. Det er netop her staten kommer ind i billedet, dens opgave er nemlig at sikre individets rettigheder. Staten ses her som en slags fælles socialkontrakt, der er indgået af borgerne i staten. Staten er skabt af mennesket, modsæt f.eks. Aristotelisk tænkning, hvor staten er en naturlov. De klassiske liberalister er fortalere for den såkaldte minimalstat, hvis opgaver skal indskrænkes til det mindst mulige, uden at det bringer sikringen af individets rettigheder i fare. Det betyder, at langt de fleste opgaver i samfundet skal løses af private og ikke af staten. Denne holdning kan føres tilbage til deres menneskesyn, individerne er egoistiske og vil derfor konkurrere med hinanden. Produktiviteten, friheden osv. er altså størst, når opgaverne i et samfund bliver løst af private og ikke af staten. Ud fra denne argumentation kunne man godt undre sig over, hvor de klassiske liberalister finder deres begrundelse for staten, den er bl.a. at finde i filosoffen John Lockes8 tekster. Argumenterne for overhovedet at indgå den fælles kontrakt, som de ser staten som, går på at sikre stabilitet. Således at der gives afkald på en lille smule af friheden9 til fordel for stabilitet i form af sikring af privat ejendomsret og sikring mod overgreb. Den klassiske liberalisme lægger vægt på individet fremfor staten, og staten skal derfor kun varetage et minimum af opgaver. De klassiske liberalister er fortalere for minimalstaten.

5 Også kaldet højreanarkisme (se mere i “Samfund uden stat” fra litteraturlisten) 6 se litteraturliste “Ret og magt” side 86-89 7 Et menneskesyn der siger at mennesket er egoistisk, men også rationelt og selvstændigt tænkende. 8 John Locke Engelsk filosof (1632-1704) , han beskæftigede sig med retsfilosofi og var en af de tidlige fortalere for tredeling af magten (se litteraturliste “Ret og magt” side 56) 9 Handlefriheden bliver krænket af lovede, og den økonomiske frihed bliver krænket af staterne

side 5

4.3 Den libertarianistiske statsopfattelse Libertarianerne er enige med de klassiske liberalister på næsten alle punkter, de ligger også deres fokus på individet fremfor staten. Men hvor de klassiske liberalister mener at vise opgaver bedst væretages af en stat, går libertarianerne mere radikalt til værks. De tager den fulde konsekvens af deres statsskepsis, og går dermed imod enhver form for statsdannelse10. Libertarianerne anfægter de klassiske liberalisters statsbegrundelse, diskussion om statens begrundelse vil jeg senere komme ind på i afsnittet om ideologiernes kritik af staten. 4.4 Den socialliberalistiske statsopfattelse Ligesom ved de 2 forrige liberalistiske ideologier lægges der også her vægt på den personlige frihed. Men ifølge denne ideologi forudsætter frihed også en vis form for lighed. Fordi individerne er egoister og hinandens konkurrenter, kan denne individernes lighed og dermed frihed ikke sikres af private. Ligheden kan kun sikres gennem en stat. De socialliberale ser det som hensigtsmæssigt at staten varetager den opgave, det er, at sikre ligheden. Menneskesynet er stadig det samme, og de drivende kræfter i samfundet skal også stadig være det frie marked. Denne gren af liberalismen er i dag den mest betydningsfulde, og det er denne form for liberalisme, der kommer tættest på nutidens velfærdssamfund11. 4.5 Konservatismens statsopfattelse Jeg må først gøre det klart, at når jeg skriver om den konservative holdning, menes der den såkaldte værdikonservatisme12, og ikke blot at man vil bevare tingenes stilstand uforandret. Der er altså tale om en ideologi ligesom de andre klassiske ideologier. Konservatismen ser samfundet som en organisme, individerne er en lille del af det store samfund. Denne ideologi er mindre individualistisk end liberalismen, alle spiller deres rolle og er gensidig forpligtet overfor andre i samfundet. I den konservative tænkning er staten naturlig konsekvens af civilisation, altså ikke som hos liberalisterne noget menneske skabt. I denne ideologi er der heller ikke noget modsætningsforhold mellem staten og de enkelte individer, individerne udgør tilsammen en organisme, som staten er en del af. Den konservative stat vil derfor også være mere autoritær, idet at man sætter det almene vel over den enkeltes frihed. Statens rolle er at sikre de konservative værdier såsom lov og orden for det almene vels skyld. 10 Se “Samfund uden stat” i litteraturlisten 11 Dette afsnit er inspireret af “Politik og samfund i forandring” side 95 (se litteraturliste) 12 “Menneske Samfund Natur” side 195 (se litteraturliste)

4.6 Den Marxistiske statsopfattelse Den marxistiske statsopfattelse er en meget kompleks størrelse. Statens rolle afhænger nemlig af det omgivende samfund, og staten skal ifølge marxisterne altid analyseres i samfundstotaliteten og i relation til de sociale klasser13.Disse marxistiske analyser af staten som en kompleks del af det omgivende samfund kaldes statinterventionisme14. Ydermere vil jeg helt undlade at beskæftige mig med den stalinistiske økonomiske reduktionisme. I denne opgave vil jeg tage udgangspunkt i, at marxisterne er fortalere for den socialistiske stat og modstandere af den kapitalistiske stat. Marxisterne vil nok hævde at dette er en smule misvisende, fordi det jo kun er et trin på vejen til kommunismen, som principielt er statsløs15. Jeg foretager denne forenkling dels for at bevare mit fokus, (som ikke er marxismen) og dels fordi marxisterne i praksis altid har været fortalere for den socialistiske stat. Marxismen er en konfliktideologi, den ser ikke samfundet som en harmonisk størrelse, men som et system hvor der eksisterer modsætningsforhold i form af interessekonflikter mellem de sociale klasser16. Marxisterne fokuserer i deres tænkning på produktionsmidlerne, dette gælder også for deres statstænkning. Det er netop produktionsforholdene, der for marxisterne afgør statens karakter, hvis produktionsmidlerne er styret af markedskræfterne, er der tale om en såkaldt kapitalistisk stat, og hvis produktionsmidlerne er statsejede og denne stat ellers er en arbejderstat, er der tale om en socialistisk stat. Marxismens statsopfattelse kan som sagt groft opdeles i 2, her vil jeg behandle marxisternes syn på den socialistiske stat, og senere i afsnittet om ideologiernes kritik vil jeg behandle deres syn på den kapitalistiske stat. Marxisterne ser på menneskene som et produkt af samfundet omkring dem, de opererer altså ikke med en tanke om at mennesket har én bestemt natur, ligesom f.eks. liberalisterne gør det. Derfor vil et velfungerende samfund producere velfungerende individer, da marxisterne opfatter det kapitalistiske samfund som konfliktfyldt, vil det naturligvis også producere konfliktfyldte individer17. Den socialistiske stats opgave er derfor at ophæve disse konflikter, hvilket sker gennem en opløsning af klasserne, som igen kun kan ske ved statens overtagelse af produktionsmidlerne. Marxisterne ser den socialistiske stat som arbejderklassens eneste middel til at frigøre sig fra undertrykkelsen i det kapitalistiske samfund. Marxismen sætter den kollektive solidaritet over det enkelte individs frihed, og dermed er begrundelsen for en autoritær stat. Marxister vil hævde at dette ikke er noget problem fordi at 13 “Teorier om politik og stat” side 52 (se litteraturliste) 14 Læs mere om dette emne i tidsskriftet “kurasje” nr. 7 (se litteraturliste) 15 Marxister ser altså ikke staten som en naturlov, men som noget menneske skabt 16 “Politik og samfund i forandring” side 93 (se litteraturliste) 17 Dette er selvfølgelig en forenkling, men det er den grundlæggende tanke.

side 7

arbejderstaten vil væretage proletariatets interesser og dermed skabe lighed i samfundet. Dette kaldes proletariatets diktatur. 4.7 Den anarkistiske statsopfattelse Ligesom libertarianerne er anarkisterne konsekvente modstandere af staten. Libertarianerne bliver også ofte kaldt for højre-anarkister. Når jeg i denne opgave blot skriver anarkister, mener jeg venstre-anarkisterne, altså den anti-autoritære socialisme18. Venstre-anarkisterne og højreanarkisterne har også andet end deres navn tilfælles. Ingen af de to ideologier godtager begrundelsen for staten - mere om dette senere i afsnittet om ideologiernes kritik af staten. De ser begge på individets frihed som ukrænkelig, og ingen etisk - eller praktisk årsag kan sætte denne frihed i anden række. Umiddelbart kan det virke selvmodsigende, at en gren af den socialistiske ideologi ligner en gren af den liberalistiske ideologi så meget. Venstre-anarkisterne har dog også arvet mange af de socialistiske grundopfattelser. Deres menneskesyn adskiller sig f.eks. klart fra liberalisternes, de ser ligesom marxisterne menneskene som et produkt af deres omgivelser. Forholdet til den private ejendomsret er nok det der skiller højre- og venstre-anarkisterne mest markant. Libertarianerne går stærkt ind for retten til privat ejendom, til produktionsmidlerne, såvel som til alt andet, og konsekvensen af dette må naturligvis være at de opgaver staten normalt tager sig, blot bliver varetaget af de fri markedskræfter. Venstre-anarkisterne er klart imod den private ejendomsret19. Forfatteren til det meget brugte slogan Ejendom, er tyveri!20 Er faktisk anarkisten Proudhon. Anarkisternes frihedsbegreb går på, at hvert enkelt individ skal have magt over sig selv og ingen andre, derfor kæmper de mod enhver magtkoncentration21. Anarkisterne er individualister og på samme tid kollektivister22, konsekvensen af deres individualisme er pga. anarkisternes menneskesyn en helt anden end konsekvensen af liberalisternes individualisme. Individualismen ender ikke med konkurrence individerne imellem, fordi den enkelte, ifølge anarkisterne, under de rigtige omstændigheder ikke bare vil fremme sine egne interesser, men også fremme fællesskabets. Anarkisterne har altid klart lagt deres fokus på kampen imod autoriteter23. At autoritet er skadeligt for mennesket er deres grundpåstand, dette gælder i alle sammenhænge både i samfundet og i det private liv (hvis disse to overhoved kan adskilles?). Anarkister og marxister er normalt enige om de 18 En del af arbejderbevægelsen som brød med den marxistiske bevægelse i første internationale “Autoritet eller selvforvaltning” side 12 (se litteratur listen) 19 Fordi de ser den som en kilde til autoritet, hvilket de jo kan have ret i 20 “Autoritet eller selvforvaltning” side 14 (se litteraturliste) 21 Mere om dette i “veje til frihed” (se litteraturliste) 22 Fra solidaritets leksikonet på CD-rom under emnet anarkisme (se litteraturliste) 23 se Anarchism side 7 (se litteraturlisten)

fleste ting, det der skiller dem ad, er spørgsmålet om brugen af autoritet og brugen af teorier. Anarkisterne bekender sig ikke til større sammenhængende teorier, som kan forklare verden, de tager udgangspunkt i deres konkrete erfaringer og handler derefter. Denne kritik af teorier som utilstrækkelige, er i virkeligheden nok blot en tilslutning til en anden teori, nemlig, diskurs-teorien24. Det anarkistiske samfund ligger fjernt fra alle de samfundsformer, vi ellers kender, dette har ført til, at anarkisterne ofte er blevet kritiseret for at være utopister. De typiske argumenter imod dem har været påstande om, at mennesket har brug for autoriteter og såfremt disse ikke var der, ville kriminaliteten stige kraftigt25. Anarkisterne tilbageviser denne kritik med deres udgangspunkt i det marxistiske menneskesyn. Kriminalitet og behovet for autoritet er ifølge anarkisterne skabt af bestemte træk ved bestemte typer af samfund, hvis man fjerner disse træk ved samfundet, vil kriminaliteten og behovet for autoritet også forsvinde. 5.1 Diskussion og kritik af statens rolle I de forrige afsnit så vi på ideologiernes opfattelse af staten og deres bud på den ideelle stat. Nu da vi har fastslået de grundlæggende synspunkter, har vi så redskabernes til på et kompetent grundlag at gå i gang med at diskutere og kritisere statens rolle. 5.2 Intern diskussion af liberalismen De klassiske liberalisterne ønsker et samfund, der primært er styret af markedskræfterne, men hvor staten varetager visse opgaver. Statens begrundelse ligger i at sikre de grundlæggende rettigheder som mennesket har ifølge de klassiske liberalister, de såkaldte lockeanske rettigheder26. Liberalisternes mål er størst mulig frihed for de enkelte individer, og da staten er den højeste autoritet i samfundet, må denne indskrænkes så meget så muligt. Denne argumentation hører de klassiske liberalister til, men de bliver angrebet fra de 2 andre grene af deres ideologi. Libertarianerne udfordrer minimalstaten ved at betvivle, om denne højeste autoritet er nødvendig. Libertarianernes ræsonnement siger, at hvis vores mål er frihed, og autoritet står i vejen for frihed, må det første skridt nødvendigvis være at afskaffe samfundets højeste autoritet. Socialliberalisterne går anderledes til værks, de mener ikke, at et samfund hvor markedskræfterne alene varetager langt de fleste opgaver, vil blive et frit samfund, fordi de mener, at frihed forudsætter en vis lighed. 24 Teori som sætter spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan bruge den empiriske metode som grundlag for teorier. Diskurs-tilhængere vil hævde, at teorier blot er et forsøg på at sprogliggøre virkeligheden, men lige meget hvor tæt på virkeligheden disse teorier kommer, vil de aldrig beskrive virkeligheden fyldestgørende. 25 Solidaritets-leksikonet om anarkisme (se litteraturliste) 26 “Samfund uden stat” side 41 (se litteraturliste)

side 9

Diskussionen om staten mellem de 3 liberalistiske ideologier, er egentlig en diskussion om noget andet end staten. Deres holdninger til staten udspringer jo faktisk fra deres tiltro til markedskræfterne. Libertarianernes tiltro til det kapitalistiske system er fuldstændig, og derfor er der ingen brug for en stat. Denne holdning er totalt ukritisk overfor svaghederne i markedskræfterne, hvilket gør ideologien virkelighedsfjern og dybest set ikke andet end en utopi. Selv de klassiske liberalister, som ellers er ivrige tilhængere af det fri marked, har erkendt, at det kapitalistiske system har visse svagheder27. Med den libertarianske ideologis fald, står vi stadig tilbage med en diskussion internt i den liberalistiske ideologi. Denne diskussion handler fortsat om tilliden til markedets evne til at skabe frihed. For at tage debatten om statens rolle er det derfor nødvendigt også at tage debatten om kapitalismens styrke og svagheder. Kapitalismens helt store force er dens produktivitet, det er den klart mest produktive samfundsform, der endnu er blevet realiseret28. Svaghederne ved kapitalismen er flere og af en lidt anden karakter. Indenfor markedet er det kapitalbesidderne, der bestemmer. Det vil sige, at der hersker en udpræget mangel på demokrati indenfor kapitalismen. Dette taler imod, at alt for mange af opgaverne i samfundet bliver varetaget af private, idet man så ville have et samfund, der overvejende blev styret ikkedemokratisk. De klassiske liberalisterne kommer aldrig rigtigt dette problem til liv, det er en del af den pris der må betales for høj produktivitet og dermed høj velfærd. Socialliberalisterne kommer heller ikke problemet med det demokratiske underskud fuldstændigt til livs, men gennem en lidt større stat, og dermed også et lidt mindre marked, minimerer socialliberalisterne de områder i samfundet, hvor dette demokratiske underskud eksisterer. En anden svaghed ved kapitalismen er selve essensen af hvordan konkurrencen fungerer, der bliver konkurreret på profit. Det selskab, som kan tjene flest penge, kommer forud for de andre selskaber. Fordi selskaberne med penge så kan udvide og måske udkonkurrere de andre selskaber. Det er denne mekanisme, der har skabt kapitalismens enorme produktivitet, men den medfører desværre også, at hensynet til indtjening næsten altid rangerer højere end hensynet til etiske og menneskelige forhold. Denne svaghed har socialliberalisterne erkendt, og derfor mener de ikke, at markedskræfterne udelukkende bør varetage de opgaver, hvor hensynet til etiske og menneskelige forhold er vigtigst29. Da liberalisterne hævder at deres ideologi principielt tager udgangspunkt i mennesket, ser jeg et stort problem i denne mangel på hensyntagen til mennesker. De klassiske liberalister ser ikke noget problem i, at helt grundlæggende opgaver i samfundet bliver varetaget udelukkende af private selskaber, men 27 Mere om disse svagheder senere 28 Hvis man er i tvivl om denne påstands sandfærdighed, kan man bare se på udviklingen siden kapitalismens start 29 Såsom sundheds og uddannelses ydelser

denne holdning må ud fra mit foregående ræsonnement siges at være uholdbar, og de fleste liberalister er da i dag også socialliberalister. 5.3 Marxisternes alternativ Marxisterne stiller sig ikke tilfredse med socialliberalisternes bud på en stat. De mener, at kapitalismen helt må afskaffes, før vi kan opnå et frit samfund. Som tidligere nævnt ligger deres fokus på produktionsmidlerne, og så længe disse ikke er i statens besiddelse, vil vi altid have en såkaldt kapitalistisk stat. De tidligere nævnte svagheder ved den kapitalistiske produktionsmåde er ifølge marxisterne ikke en pris, der er værd at betale for mere produktivitet. Ydermere og mindst lige så vigtigt for dem er princippet om merværdi30. Kapitalismen er et system der bygger på konkurrence, og i et sådant system vil der per definition være vindere og tabere, altså nogle vil klare sig godt og andre dårligt. Et sådant system kan efter min opfattelse kun berettiges, hvis der ikke eksisterer et alternativ, hvor man kan undgå at nogle klarer sig dårligt. Socialliberalisternes svar på dette er, at statens sociale foranstaltninger hjælper dem, som klarer sig dårligt i systemet. Marxister går anderledes radikalt til værks, de gør nemlig op med hele tanken om konkurrence; og dermed også med tanken om vindere og tabere. Dette vil, ifølge marxisterne, ske, når staten overtager produktionsmidlerne. Fordi merværdien og dermed overklassens fundament kommer af produktionsmidlerne. Marxisternes tese er så, at klassesamfundet vil ophøre med at eksistere, og dermed skaber man et samfund med lighed mellem individerne, hvilket er en forudsætning for frihed. Men diskussionen mellem marxismen og liberalismen ophører ikke her, for liberalister hævder jo, at drivkraften i samfundet er individernes stræben efter personlig vinding. Deres påstand er så, at hvis man fjerner dette incitament til at yde en ekstra indsats, vil produktiviteten falde så kraftigt at samfundet vil bryde sammen. Liberalisternes argument bunder i deres menneskesyn, for hvis mennesket bare er egoistisk, er det netop fremførte argument jo fatalt for den marxistiske tanke. Men ifølge marxismen kan man ikke bare definere en menneskelig natur, mennesket er et produkt af de omgivelser han/hun lever i. Stridsspørgsmålet mellem de forskellige menneskesyn er meget svært at afgøre, idet begge dele er påstande. Så vi står altså i en påstand mod påstand situation. I denne sag er jeg tilbøjelig til overvejende at give marxisterne ret. At vores omgivelser har en eller anden indflydelse på os, kan der ikke herske tvivl om. Hvorimod det aldrig er påvist, at mennesket af natur er egoistisk. De liberalistiske argumenter mod statsovertagelse af produktionsmidlerne er således reduceret til et ikke påvist menneskesyn. Efter dette ræsonnement 30 Kort fortalt: Princippet om at en arbejder producerer en vare til en bestemt værdi, men arbejderens fortjeneste er mindre end det, han realt har produceret for. Resten af fortjenesten går til arbejdsgiveren.

side 11

må det stå klart, at de marxistiske argumenterne for den socialistiske stat er står stærkere end de liberalistiske argumenterne mod den socialistiske stat. 5.4 Det anarkistiske alternativ Den socialistiske stat bliver også kritiseret af en gren af deres egen ideologi, nemlig den anarkistiske ideologi. Denne kritik går på, at statsovertagelse af produktionsmidlerne ikke vil skabe et klasseløst samfund. Den klassiske overklasse, nemlig bourgeoisiet, vil nok uddø, men en ny overklasse vil opstå. For ifølge marxisterne skal næsten alle samfundsopgaver varetages af staten, hvilket resulterer i en meget autoritær stat, næsten totalitær. Anarkisterne påpeger, at kun nogle få vil få del i den magt, der vil ligge i den socialistiske stat, og dermed er vi tilbage ved et samfund, hvor få har magt, og majoriteten stadig står magtesløse31. Marxisterne har i deres samfundstænkning stirret sig blinde på ulemperne ved den kapitalistiske produktionsmåde. Anarkisterne er helt enige med marxisterne i denne kritik af kapitalismen. Det anarkistiske fokus er dog anderledes end det marxistiske fokus, problemet er nemlig magtkoncentrationen. Hvis vi ønsker at opnå et frit samfund, er den virkelige fjende ikke kapitalismen, men enhver ophobning af magt. Da staten er den mest magtfulde institution i samfundet, er det der, problemet ligger. Marxisterne ønsker at vælte den kapitalistiske stat, men kun for at opbygge en ny stat, og dermed fortsætter ufriheden. Marxisternes svaghed ligger i, at de altid kæder systemet med magtfuld overklasse og magtesløs underklasse sammen med det kapitalistiske system. Når anarkisterne påpeger den socialistiske stats tendens til at udvikle sig på samme måde, er den marxistiske respons, at der kun er tale om en overgangsperiode, hvorefter staten af sig selv vil dø væk. Denne marxistiske teori er dog modsigende i forhold til andre sider af den marxistiske tænkning, nemlig det marxistiske historiesyn. Ifølge dette historiesyn bliver udviklingen altid drevet frem af de undertrykte masser, og det er altid disse masser, der må kæmpe for deres frihed, den bliver dem aldrig frivilligt givet af deres undertrykkere. Denne historieforståelse harmonerer jo ikke helt med tanken om, at den magtfulde stat af sig selv ville afgive sin magt. Anarkismen sætter et alternativ til den marxistiske tænkning op. Dette alternativ er, at opgaverne i samfundet skal løses ved selvforvaltning, altså hverken liberalisternes kapitalstyrede løsning eller marxisternes statsstyrede løsning. Der er således tale om en statsløs samfundsform, som bygger på det frie initiativ og nede fra og op-organisering. Det er svært at beskrive, hvordan det anarkistiske samfund ellers kommer til at se ud, dels fordi der ikke er en stringent teori omkring anarkismen, og dels fordi det bliver det frie initiativ og dermed 31 Denne forudsigelse viser sig at passe godt med hvordan de socialistiske stater reelt udviklede sig, f.eks. Cuba, hvor alle parti bosserne efter revolutionen flyttede ind i den gamle overklasses kæmpevillaer.

individerne, der bestemmer, hvordan dette samfund vil se ud. 6.1 Den universelle velfærdsmodel Den universelle velfærdsmodel er navnet på det velfærdssystem, vi bruger i Skandinavien, som så kan sættes i forhold til andre velfærdsmodeller f.eks. den residuale velfærdsmodel og den centraleuropæiske velfærdsmodel32. Hvis man skal kæde den danske universelle velfærdsmodel sammen med en ideologi, er det socialdemokratismen. Det som kendetegner den damske velfærdsmodel er ikke størrelsen af ydelserne, men fordelingen af dem33. Lighedsprincippet er dominerende, dvs. at alle typisk får lige meget. Dette kan virke selvfølgeligt, men det er faktisk noget særegent for den universelle velfærdsmodel. Velfærdsstaten ser det som sin opgave at sikre den brede befolkningens sociale rettigheder, og skal altså ikke kun tage sig af personer fra de lavere klasser. Denne form for velfærdsstat er ikke særlig markedsorienteret, snarere orienteret mod at erstatte markedet34. Selvom politikerne i dag er meget forsigtige, når de kritiserer Danmarks velfærdsstat, er den alligevel genstand for megen ideologisk debat, det er denne debat jeg her vil lave en vurdering af. 6.2 Vurdering af det liberalistiske syn af på den danske velfærdsstat De offentlige udgifter til velfærd indenfor den danske stat er store, hvilket naturligvis medfører et højt skattepres. Dette ser liberalisterne som velfærdsstatens hovedproblem. De sætter spørgsmålstegn ved målsætningen om, at staten skal hjælpe alle på lige vilkår. Hvis en person har rigeligt med penge, kan det ikke være det offentliges opgave at forsøge denne person, det kan han/hun fint selv klare. En øget markedsgørelse af velfærdsstaten vil mindste udgifterne og dermed lette det høje skattepres. Med markedsgørelse mener liberalisterne, at staten skal tilskynde privatisering og udlicitering. Privatisering af f.eks. skoler og hospitaler vil føre til konkurrence og dermed til øget effektivitet. Det samme gør sig gældende med udlicitering af nogle af statens opgaver. Som tidligere nævnt ser liberalisterne samfundets drivkraft som de enkelte individers higen efter personlig gevinst. Denne drivkraft trives klart bedst på det fri marked, hvor en ekstra indsats hurtigt belønnes med ekstra gevinst. Den universelle velfærdsmodel er altså hæmmende for drivkraften i samfundet. Et andet problem ved den danske velfærdsmodel er, at de høje skatter og de store sociale ydelser tilsammen vil fjerne incitamentet til at arbejde. Liberalisterne tror også, at denne form for velfærdsstat vil tage ansvaret fra de enkelte individer. Liberalisterne så hellere en 32 Læs mere om disse velfærdsmodeller i “Danmark som velfærdssamfund” side 30 (se litteratur liste) 33 “Politik og samfund i forandring” side 231 (se litteraturliste) 34 “Danmark som velfærdssamfund” side 31 (se litteraturliste)

side 13

langt mindre velfærdsstat, som kun tog sig af de svageste i samfundet. Mange flere opgaver end nu skulle lægges ud til private hænder. Liberalisterne ser på mange måder USA´s velfærdsstat som et forbillede, for denne stat imødekommer netop den netop fremlagte kritik. En sådan velfærdsmodel kaldes for den residuale velfærdsmodel. Men hvor liberalisterne igen tager fejl, er, efter min vurdering, at de tillægger markedet evnen til at varetage sociale opgaver. De bedre stillede vil fint kunne klare sig, men individer, som ikke kan eller vil klare sig inden for markedet, vil blive tabt på jorden. Selvom staten giver sociale ydelser til denne gruppe, løser det ikke problemet. Dels er disse ydelser betydeligt dårligere end dem, de bedre stillede har adgang til, og dels fører dette system til en stigmatisering af de lavere klasser. 6.3 Vurdering af det konservative syn på den danske velfærdsstaten Den konservative ideologi er heller ikke helt tilfredse med den danske velfærdsstat. Hvor liberalisternes kritik primært går på den manglende markedsgørelse, går konservatisternes kritik primært på manglen af individuel ansvarlighed. De grundlæggende principper med at man hjælper alle lige er forkerte og unødvendige. Familien skal spille en langt større rolle end den gør nu. Det er familiens pligt at forsørge familiemedlemmerne. Med denne tænkning kan opgaver som børnepasning, SU, ældrepleje, delvist lægges ud til borgerne, og dermed har man sparet på de offentlige udgifter. De konservative ser også en fordel i, at de sociale ydelser er knyttet til arbejdsmarkedet, dvs. at de bliver finansieret ved hjælp af lovpligtige forsikringsordninger. Sådan at den enkelte selv er med til at indtjene sine egne sociale ydelser. Alt i alt vil disse forslag nedsætte udgifterne for den danske velfærdsstat. De konservative ønsker en velfærdsmodel der mere ligner den, vi kender fra de centraleuropæiske lande35. Denne tænkning går som meget andet konservativ tænkning ud fra idealet om kernefamilien. Efter min vurdering er denne anskuelse en smule gammeldags. Vi kan ikke bygge de sociale ydelser op efter et familiemønster, som en stor del af befolkningen ikke lever i. Som jeg ser det, er det en form for social kontrol, hvor staten tilskynder en bestemt måde at leve på, nemlig i kernefamilien. Der er også mange af de samme svagheder i den centraleuropæiske velfærdsmodel, som der er i den residuale velfærdsmodel, her tænker jeg på tilliden til markedet. 6.4 Vurdering af det marxistiske syn på den danske velfærdsstat Den danske velfærdsstat er nok det tætteste man kommer på socialismen, uden at have afskaffet det 35 Den velfærdsmodel som i “Politik og samfund i forandring” side 232 kaldes for EF-modellen (se litteraturlisten)

kapitalistiske produktionssystem. Dette ses også ved, at den er opbygget efter socialdemokratiske tanker, som oprindelig var en del af det socialistiske tankesystem. Marxisterne stiller sig ikke tilfredse med denne tilnærmelse af socialisme, de ser den danske velfærdsstat som et forsøg på at afværge de værste bivirkninger af kapitalismen. Ved at afværge disse bivirkninger gør man også kapitalismen mere tålelig for flertallet, og dermed hjælper man faktisk med til det kapitalistiske systems overlevelse. Marxisterne ser den danske velfærdsstat som et trin i den i kapitalismens udvikling, og derfor sætter de sig fuldstændig i opposition til denne velfærdsmodel, selvom den er opbygget efter delvist socialistiske principper. Marxisternes alternativ er allerede behandlet i afsnittet om diskussion og kritik af staten. 6.5 Vurdering af det anarkistiske syn på den danske velfærdsstat Anarkisterne ser velfærdsydelserne som et af magthavernes værktøjer. De bruger ydelserne til at fjerne den værste utilfredshed og dermed sikre deres egen position som magthavere. På trods af lighedsprincippet angriber anarkisterne også den danske velfærdsstat for at favorisere de bedre stillede. Dette gør de ud fra 3 betingelser. (1) De bedre stillede har mere tid til at benytte tilbuddene. (2) De er bedre i stand til at drage nytte af tilbuddene (særligt uddannelse - dels pga. sproget og de sociale egenskaber som de besidder) (3) De er bedre til at få ydelser og forsvare dem i perioder med nedskæringer36. Oven i dette kommer den ulighed, som kapitalismen altid vil skabe37, af fra dette kan det udledes, at den danske velfærdsstat har slået fejl med dens ambition om at skabe lighed. Denne kritik af velfærdsstaten ser jeg sammen med den marxistiske som den mest brugbare. 7.1 Konklusion De to borgerlige ideologier konservatismen og liberalismen ønsker ikke en afskaffelse af velfærdsstaten, men en omstrukturering af den. De ser den skandinaviske model som uholdbar, og så hellere at vi gik over til henholdsvis den centraleuropæiske velfærdsmodel og den residuale velfærdsmodel. Marxismen og anarkismen ønsker en helt anden samfundsform end velfærdsstaten, argumenterne for dette kan findes både i afsnittet om deres opfattelse af staten, i afsnittet om kritik og diskussion af staten og i det foregående afsnit. Gennem opgaven har jeg fremstillet og diskuteret opfattelser af staten. Først undersøgte jeg hvad en stat er og hvordan ideologierne opfatter denne. Dernæst påviste jeg svagheder i markedet som leverandør af sociale ydelser, og dermed blev liberalismens svaghed også åbenlys. Marxismen blev stillet som alternativ, men dette alternativ 36 Disse er hentet fra det anarkistiske tidsskrift Sabot nr. 2 side 22 (se litteraturliste) 37 Det tidligere nævnte system med vindere og tabere

side 15

havde også problemer, nemlig overdreven statsstyringen og stærk autoritet. Svaret på disse problemer viste sig at ligge i en anden gren af socialismen nemlig anarkismen. Mit ræsonnement fungerer altså på den måde, at jeg gennem påvisning af ideologiernes svagheder nåede frem til anarkismen, men dette betyder jo ikke, at anarkismen ikke har svagheder. Dens åbenlyse svaghed er, at det er en radikalt anderledes samfundsform end nogen samfundsform, man hidtil har set, og derfor kan det nemt virke som en utopi. I afsnittet om den anarkistiske statsopfattelse bliver denne kritik behandlet, men for ligesom at sætte denne radikale ideologi i perspektiv, vil jeg tillade mig at slutte min opgave med et Citat af Bakunin38 Det har altid været ved at stræbe efter det umulige, at mennesket har realiseret og erkendt det mulige, og de som “forstandigt” indskrænkede sig til det, som syntes muligt, kom aldrig ét skridt videre.

Således ender min notation ud med en afskrivning af staten, så længe dette ikke bliver en afskrivning til fordel for det kapitalistiske system. Litteraturliste Bøger: Ahrendtsen, Alex: “Den danske ligevægt” Farup Kirkevej 23 6760 Ribe 2002 Andersen, Bo: “Samfund uden stat” forslaget LIBERTY 1992 Andersen, Johannes: “Teorier om politik og stat” Aalborg universitets forlag 1991 Andersen, Jørgen Goul: “Politik og samfund i forandring” Columbus 1993 Andersen, Torben: “Danmark som velfærdsstat” Frydenlund 2000 Bakunin, Mikhail: “Autoritet eller selvforvaltning” Borgens forlag 1979 Blom-Hansen, Jens, Daugbjerg, Carsten: “Magtens organisering” Systime 1999 Fink, Hans, Bengt-pedersen, Carsten, Thomassen, Niels: “Menneske Samfund Natur” Gyldendal 1993 Jensen, Carsten: “Selvforvaltning, velfærdsstat og politisk teori” Institut for statskundskab ved Københavns universitet 1990 Rensch, Bent: “Ret og magt” Systime 1997 Russell, Bartrand: “Veje til frihed” Martins forlag 1918 Woodcock, George: “Anarchism” Penguin books 1962

38 Mikhail Bakunin (1814-1876) berømt anarkist

Tidsskrifter: “Kurasje” marxistisk tidsskrift nr. 7, Øster Voldgade 8 1350 Kbh. K 1973 “Sabot” Anarkistisk tidsskrift nr. 2, Kattesundet 10, 9000 Ålborg 2002 “Politica” tidsskrift for politisk videnskab nr. 2 Institut for statskundskab 1991 “Social kritik” Tidsskrift for analyse og debat nr. 49 Nansensgade 66 1366 Kbh. K 1997 CD-rom: “Solidaritets-leksikon” Griffenfeltsgade 41, 2200 København N, 2000