World Jump Day

World Jump Day Af Christian Haugbølle

- Jeg tror sku at de hopper hele Jorden flad, sagde Stefan og folk grinede. Det var en dejlig varm dag i juli, det var sommerferie og midsommer varmen gjorde at vi alle havde shorts og T-shirts på. - Hvorfor fanden vil de egentlig hoppe Jorden over i en anden bane? spurgte Nicklas. - Fordi de mener af klimaet bliver bedre, hvis vi skubber os selv tættere på solen, sagde jeg. Folk stirrede på mig og jeg kunne godt lide at have en smule opmærksomhed. - Og de syntes ikke at der er varmt nok nu? Sagde Stefan og alle grinede. Så meget for den opmærksomhed, tænkte jeg og smilte lidt for mig selv, det var dine ”15 minuts in fame” Christian, eller var det ikke 15 sekunder? Casper kiggede på sit ur og sagde: - Hvem var det der fik den dumme ide at slæbe os her ud i sommerferien? - Min, sagde jeg og kiggede lidt forlegent væk. Casper sagde ikke noget med lavede bare en grimasse. Det var sandt det hele havde været min ide, jeg havde ringet rundt til folk fra klassen, for at vide hvad de skulle lave den 20. juli hvor der var World Jump Day. Vi havde allerede haft en debat om det oppe i klassen, hvor jeg skulle fortælle hvad det handlede om; World Jump Day er den dag hvor der er størst chance for at vi kan skubbe os over i en anden bane, hvor vi kan få et bedre klima og stoppe global opvarmning. Alt dette var opdaget af en tysk forsker, som så også forklarede at man for at kunne få Jorden til at flytte bane skulle have 600.000.000 mennesker til at hoppe på samme tid. Det var min storebror som havde fortalt mig om det for et stykke tid siden og lige pludselig havde jeg bare fået interesse for dagen. I dag var så dagen, jeg var faktisk ikke sikker på at Danmark også var et af de lande der også skulle hoppe, vi var i hvert fald ikke registreret inde på www.worldjumpday.org, så jeg havde bare taget efter Stockholms tidszone og tænkt at det måtte være godt nok. - Hvor lang tid er der igen!? Spurgte Nicklas: jeg skal nemlig tisse! - Det starter klokken 12:39:13, så du har 1 minut til at tisse i! Sagde jeg. - Ej det gider jeg ikke, så venter jeg bare. Jeg kiggede rundt på den lille gruppe. Jeg havde inviteret alle fra klassen, men kun 6 var dukket op og det var kun drenge: Jeppe, Stefan, Jannick, Mark, Casper og Nicklas. Vi sad ude foran vores klasse på en af de store blomster kasser, ca. 1.50m under os var der græs og til højre lå der en fodbold bane. Bag os var der ca. 1m ned til asfalten, det var der vi skulle hoppe ned. 50sekunder tilbage. Nicklas stod og kiggede lidt forvirret rundt som om han ikke vidste hvor han var. 40sekunder. Casper daskede for sjov til Nicklas og han skubbede til Casper så han faldt ned på græsset. 30sekunder. Stefan sad og prøvede at forklare Jeppe noget om at det faktisk kunne gå meget galt, med hensyn til at flytte Jordens bane. 20sekunder. Mark og Jannick stod og testede hvordan et hop kunne være mest effektivt. 10sekunder. Vi rejste os op og jeg begyndte at tælle ned: 5, 4, 3, 2, 1…

Vi landede alle på asfalten, der skete intet, vi stod alle bare stille og stirrede, som om vi ventede på en reaktion. - ARGH! Det frygtindgydende skrig brød stilheden, vi hoppede alle og drejede os om mod det sted hvor lyden var kommet fra. - HA, jeg fik jer, sagde Stefan og grinede af os: ha ha har du pisset i bukserne Nicklas? Vi vendte os om mod Nicklas og ganske rigtigt, hans cowboy bukser var gennemvædet af en gul væske. - Stefan din nar, jeg fik et mega shock, sagde. - Ha, din tøs, han smilte til mig: ok hvad kan vi så konstatere af alt det her? - At verden altid forbliver kedelig og ens? Sagde Casper. - Nej, at man ikke skal høre på Christian, nå han kommer med sine dumme ideer. Jeg smutter hjem nu skal i med? Alle drengene nikkede og gik over mod deres cykler. - I kan bare smutte, jeg bliver her lidt endnu, sagde jeg og satte mig ned igen. De andre sagde farvel til mig og kørte. Nej hvor var jeg skuffet, men samtidig lettet, lettet over at der så ikke ville ske noget slemt, men alligevel skuffet over at det ikke skete fordi jeg altid har syntes at det kunne være fedt hvis der skete noget anderledes. Ved ikke hvor jeg har fået min eventyrs lyst fra, men da der aldrig er sket noget stort har jeg altid haft en livlig fantasi og jeg havde nok bare forventet meget mere. En kølig brise fik træerne til at bevæge sig sagte i luften, duften af grill fra rækkehusene et stykke fra skolen, fyldte mine næsebor med en behagelig duft. Jeg sad ved skolen indtil stjernerne begyndte at dukke op og snart var der en stor stjernehimmel at se på. Jeg havde aldrig set noget så smukt. - Som at se en by i en dal, hvor alle husene har tændte lys, dalen hænger bare over mig denne gang, mumlede jeg for mig selv. Det var noget som jeg havde tænkt over mange gange før og havde vidst også skrevet et dig som lød sådan på et tidspunkt. Jeg tændte displayet på min mobil, for at tjekke hvad klokken var; 20.46! Hvad? Det kunne den da ikke være, nå stjernerne allerede var fremme, de plejede først at komme frem senere på grund af at det var sommer og så alligevel. Mit ur måtte være i stykker, tænkte jeg og gik over mod min cykel. -

Godt du kom hjem Christian, der er lige startet en film, sagde min lillebror da jeg trådte ind af døren. Jeg tog mine sko af og gik ind i stuen, til højre stod der to sofaer op i et hjørne, der stod også et stuebord, foran mig stod vores fjernsyn og vores musik anlæg og højtalere. Jeg vende mig om og gik ud i køkkenet, tog en dåse sodavand og gik forbi spisebordet, ind i stuen og satte mig i sofaen. Filmen var kedelig, men jeg var for træt til at fortage mig noget andet. - Vi afbryder filmen for at komme med en vigtig nyhed, sagde nyhedsoplæseren som var dukket op på skærmen: over hele jordkloden er der sket katastrofale følger af dagens event kaldet World Jump Day. Over hele verden er der blevet reporteret om jordskælv, vulkaner er gået i udbrud, Asien er blevet ramt af endnu en Tsunami og ja… Jeg vil stille jer om til min reporter, som befinder længere nede i Europa lige nu. En mand dukkede op på skærmen. - Ja tak, jeg står her i Paris i Frankrig, hvis i kan se bagved mig, så kan i se Eiffeltårnet som er væltet, det skete i dag under et gigantisk jordskælv der skete her i dag, der befandt sig mennesker i tårnet på det tidspunkt da Tårnet væltede og vi har endnu ikke tal på hvor mange som er omkommet. Der er også sket alvorlige ting

andre steder i verden som jeg tror at Oplæserne hjemme i Danmark vil fortælle mere om… Jeg fik en sms og åbnede den: Fra Stefan: Har du hørt hvad der er sket?! Jeg ignorerede den og kiggede over på fjernsynet igen, hvor billedet viste pyramiderne i Egypten, mange af de øverste sten var væltet ned og på grund af et jordskælv. Ingen omkommende, heldigvis. - Her ser i billederne af Tsunamien i Asien, dødstallet har allerede rundet de 100 og man er desværre sikker på at tallet vil løbe op i de 500 eller mere. Venedig styrtede sammen under de store bølger, blæsten og jordskælvet, mere end 10.000 mennesker menes døde, mens flere nåede at flygte, der er også en stor del som stadig er meldt savnede. Er dette… Oplæseren stoppede med at tale og pressede sin øresnegl længere ind i sit øre. - Ok vi har lige fået ny viden, men vi kan ikke forklare det, så derfor stiller vi om til Astrolog Michael Vørnle fra Tycho Brahe Planetariet. Billedet skiftede endnu en gang og en reporter kiggede ind i kameraet. - Ja det er rigtigt, jeg står her med Michael Linden Vørnle fra Tycho Brahe Planetariet i København, Michael du siger at du har en nyhed til os, hvad er det? - Ja vi har regnet lidt på det og det viser sig at den tyske forsker, som kom op med ideen om World Jump Day, havde glemt at tage forbehold til Månen, vi har givet os selv så meget fart, at vi faktisk har kurs direkte mod månen. - Og hvad er konsekvenserne for det, sagde reporteren som var blevet ligbleg i ansigtet. - Udryddelse af alt liv på Jorden, sagde Michael Linden Vørnle. Jeg kiggede rundt i stuen hvor mine forældre sad, de så meget fortvivlede ud og min far sad og holdt om min lillebror. Jeg lagde selv mærke til at der var en tåre der var trillet ned af min kind. - Med den fart som vi har på mod Månen, vil vi ramme den i morgen ved 12 tiden, sagde Michael Linden Vørnle og lod sit hoved falde ned til sit bryst… Han så ud som om han var helt skyldig over at have fundet ud af det… Oplæseren kom igen frem på fjernsynet og man kunne se at hun havde grædt, hun så overrasket ud og rodede sine papirer ind til sig. Jeg rejste mig op og løb op på mit værelse, mens jeg løb op af min trappe hørte jeg Oplæseren sige: - Og den tyske forsker som startede det hele, er her for ikke særlig lang tid siden fundet død i sin lejlighed i Tyskland, politiet har informeret mig om at han begik selvmord… Jeg smækkede min dør i og lagde mig på min seng, den aften grad jeg mig selv i søvn. Hvis ikke man havde hørt nyhederne fra i går, så ville man være vågnet op og troet at det var en helt normal dag, desværre vidste jeg godt at der ikke var noget som helst normalt ved den, da jeg rejste mig fra min seng og tog mit tøj på. Hvorfor tage noget nyt og rent tøj på, nå det er din sidste dag? Hvorfor tage sig et bad, nå det er din sidste dag?! Blev sur på mig selv fordi jeg spurgte mig selv om det, blev endnu mere sur over at jeg var en af dem der selv havde hoppet. - Godmorgen, sagde min mor da jeg kom neden under, hun smilte til mig et træt smil til mig, men jeg smilte ikke tilbage. - Så god er den heller ikke! Jeg tog en krydderbolle og smurte noget smør på. Hvorfor spise, nå det er din sidste dag?!

-

Vi er blevet informeret mere om hvad der kommer til at ske, sagde min mor og nikkede i retningen mod Radioen som stod tændt: vi kommer til at kollidere med månen ved 12 tiden, den rammer direkte ned i Frankrig, så vi er nogen af de første der dør. Jeg kiggede på hende, mens jeg skar en grimasse. - Rolig nu, vi dør øjeblikkeligt. - ROLIG? HVORDAN KAN JEG VÆRE ROLIG NÅ JEG SKAL DØ OM 1 TIME? Jeg smed krydderbollen hårdt ned på tallerknen og løb ud af min dør ud i haven. Lige da jeg kom ud af døren kiggede jeg op. - Åh min gud, måbede jeg, da jeg så månen så tæt på, den lignede at jeg bare kunne tage armen ud og røre den, jeg tog min mobil frem og tog et billede. Hvad skal du bruge det til, nå det er din sidste dag? Sagde jeg til mig selv. Jeg lagde min mobil i lommen og gik op på min græsplane, hvor man kunne se langt bedre. - Skal jeg lige tæve dig en sidste gang i fodbold? Jeg vende mig om og så min storebror komme gående over græsplænen. - Hmm du kan da i det mindste prøve! Sagde jeg. Vi tog alle boldene frem og var rimelig ligeglade med om vi skød bolden ind til vores naboer, det var ingen af os der sagde noget og da vi var blevet lidt trætte satte vi os ned på vores bænk. Vi havde mange gange siddet sådan her før, men denne gang var det som om vi var vildt fremmede for hinanden, det var nok bare fordi vi ikke siger så meget til hinanden, sagde jeg til mig selv. - Hvad tror du der sker nå vi er døde? Spurgte jeg min storebror. Han børstede sit lange sorte hår til siden og kiggede dybt ind i mine øjne, med sine lyseblå øjne. Han smilte. - Det skal jeg fortælle dig om en times tid, nå jeg har prøvet det, han puffede til mig og jeg lænede mig op af ham. - Jeg går lige ind og siger undskyld til mor, jeg var lidt ond tidligere, så jeg vil lige gøre det godt igen, inden det er for sent. - Ok! Min bror blev siddende mens jeg gik hen mod huset. Hvorfor sige undskyld, nå det er din sidste dag? Ignorerede mig selv igen. Jeg undskyldte til min mor og hun sagde hun godt forstod mig. Da tiden var ”inde” gik min familie ud på græsplænen, vi holdt alle ind hånd, sagde farvel til hinanden, gav hinanden et knus og et kys og ventede så derefter. Så begyndte jorden at ryste under mig, jeg væltede, et stort lysglimt og så blev alt sort. De sidste jeg kan huske var at der i alt mørket, kom en lille lysende plet forenden. Jeg ved ikke hvad det var, men jeg er helt sikker på at det var der…

Slut