13-08-2009
De irakiske børn har ikke brug for flere umenneskelige oplevelser Red Barnet opfordrer Birthe Rønn Hornbech til at skåne de afviste irakiske asylbørn for flere voldsomme oplevelser efter rydningen af Brorsons Kirke i nat I og udenfor Brorsons Kirke udspillede der sig i nattens mørke et voldsomt scenarie, hvor de afviste asylbørn havde fået pladser på første række. Blitzregn, rullende kameraer og kampklædte betjente var, hvad der mødte irakerne, da de blev tvunget ud af kirken. - Jeg kan ikke forestille mig, hvor forfærdelig en oplevelse, det må have været for børnene og deres forældre. Jeg vil endnu engang opfordre integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til at benytte den mulighed, hun har for at give de afviste irakiske børnefamilier humanitært ophold, siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet. - Der er tale om børn, som i forvejen har levet alt for mange år i dyb uvished og psykisk mistrivsel i Danmark. Disse børn har omgående brug for trygge rammer og forudsigelighed i deres liv. Red Barnet har gentagne gange appelleret til, at integrationsministeren giver de 21 afviste irakiske børn humanitært ophold. Rædselsslagne børn og forældre De irakiske børn har ikke brug for flere voldsomme oplevelser. Men det fik de alligevel i nat. De øjenvidner, som Red Barnet har talt med, fortæller, hvordan børnene skreg og tissede i bukserne af skræk. Hvordan deres rædselsslagne forældre, forsøgte at beskytte dem, og hvordan et barn hyperventilerede. - Det kan ikke komme bag på nogen, at aktioner som denne vil tage hårdt på børnene. Derfor overgår det også min fatteevne, at ministeren ikke for længst har valgt at se nærmere på det enkelte barns tarv og sikret hvert enkelt barn ophold. Ikke fordi børnenes forældre har taget ophold i kirken, ikke fordi afviste asylansøgere ikke frivilligt er taget hjem, men fordi vi i Danmark har pligt til at handle anstændigt og beskytte børnene, siger Mimi Jakobsen.