Vodskov - Kasserede Tekster

Rasmus Graff

Kasserede tekster Vodskov – festival for samtidskunst

2006 OPOETIUM

Forord Nærværende tekster er skrevet til Vodskov – Festival for samtidskunst, der fandt sted i Vodskov, en forstad til Aalborg, i september 2006. De fleste af teksterne er affald i den forstand, at kun nogle af dem kommer med i den DVD – en dokumentation over festivalen – der snart udkommer og som vil kunne købes i udvalgte butikker og lånes på biblioteker. På DVD’en vil de overlevede tekster dog bære præg af et andet udtryk: De er håndskrevne og delvist improviserede og faktisk er skrivningen af teksterne optaget på video, så man altså mere ser bevægelsen i at skrive, snarere end selve indholdet i teksterne. Således en god anledning til at publicere nærværende tekster på bloggen. Rasmus Graff, Aalborg 16.11.06

af ALLIANCE Vi har faret på alskens Omnibus-Tage Paris ind og ud gennem otte dage Sophus Claussen ***

Vi er metroer, vi danner alliancer overalt. Vi popper op i stadig nye og udvidede former; senest ser jeg de tiltagende rynker i mit ansigt og nogle spadestik dybere i hjernelabyrinten og det betyder stadig intet. Vi ser metroer, der danner alliancer overalt. De popper op i stadig nyere og udvidede former; senest er Vodskov forvandlet til metropol forbundet af forbindelser, forbindelser af forbundenhed. Stoppestederne fartfulde af galoperende mimesis hvem ved hvad det er det fælles sprog vi kalder samtidskunst, der dukkede op på duggede dage og banede vej til nye veje i det fremavlede efterår totusinde og seks

IN A STATION OF THE METRO The apparition of these faces in the crowd; Petals on a wet, black bough. Ezra Pound

*** Tanker forpupper sig, bryder plomberingen. En ny hvirvler sig omkring. Noget er kunst fordi noget hævder sig selv som værende kunst mens noget er ikke-kunst selvom både rådyr og gedder og gribbe og Hansen – hopper og svømmer og flyver og går – udenom det, som var det faktisk kunst. Noget er kunst, men er det ikke på nogen måder. Noget er ikke kunst og kunstneren står stolt og arrogant og hopper rundt om sig selv i en vekslen mellem skingre-lyse og dybe-mørke udfald i en sætningsudladning af det lykkes mig at lave noget nyt, noget der ikke er kunst!. Nej, endnu ikke. Hvor mange gange, jeg har set og mærket begrebet kunst sejle i

sindets

store oliepøl?

Jeg er ét stort s?p?ør?s?mål?s?tegn? Har ikke tal for den slags – går jo ikke bare op i noget som et regnestykke eller ned til noget som et flag. Det er alle retninger. Tillad mig: ? og !

Ordbogen, repræsentanten: ”Kunst -en, -er, 1. den skabende, bildende kunst, fx malerkunst; 2. (=kunstværker:) Han samler på moderne kunst; 3. færdighed. Det er ingen kunst at skrive af; 4. (kun i flertal:) narrestreger. Jeg bryder mig ikke om dine kunster!” Oliepølen skvulper! Oliepølen bølger! Oliepølen strømmer!

– som en boulevard der med sin kilometerlange ene retning er væltet lodret ned over det uformelige, bristet til store skjolder: sorte asfaltflager flydende i fællesskabets bevægende tilstand! Utopien står der så fint Rund og fyldig De rigtige steder Olien fosser ud af mine ører, ud i lange sorte sindsstrimler papiret forklædt som sakse klipper til bogstaver Bogstaverne, de flyvske bogstaver, springer direkte tilbage, formede, ind i min krop, ind i farevandet, ind på stranden, ind hvor som helst: nogle ligger og soler sig, nogle damper af i skygger, nogle bader nogle pjasker nogle elsker nogle slås nogle spiser mit sind ihjel nogle fodrer det som var det livet Jeg mangler vidner, det her bliver over-virkeligt: Uvirkeligt – som dommerens hammer knalder i bordet og konstaterer! Rejser mig op, går videre, jeg går ud af de tunge tanker. Udenfor følger et langt, tomt tidsrum. Jeg aner ikke hvor jeg er. Begyndelsen af gaden, en stejl mosbegroet skrænt. Gaden? Jeg går igen videre. En stejl skrænt? Det ville jeg da have vidst! Jeg ville have fået det at vide, og så ville jeg ikke have lagt mærke til den. Men nu: en skrænt! Jeg må forhøre mig, bevise det. Der er så meget, så meget, ja ja, det skal alt sammen pindes ud. Jeg må formulere nogle spørgsmål i mit labyrintiske sind. Få mere klarhed. Det når jeg ingen vegne med. Jeg hører, mine indre ord repeteres, stavelse for stavelse, for fuld fucking fart. Grotesk og latterliggørende. Plagende. Pift en labyrint, pift dem alle Junk dem – der skal åbnes

For at vide hvad et brøl er, kræver det, at man skal kende brølets modsætning? Jeg spørger og i spørgsmålets saft ligger allerede selveste svaret – findes der ( ) på om kaffekopper er brøl, luft er brøl, sminke er brøl, brøl er brøl, rynker er brøl, bøger er brøl, stole er brøl, blomster er brøl. Tillad mig: spørgsmålstegn! udråbstegn? Det er ukrudt det her: desperado-buggie! Samtiden som en lukket labyrint? Kunsten som en åben labyrint? – du laver selv væggene? I en verden fyldt med tegn og skilte – alligevel noget at fare vild i? Alt at være arkæolog i? ? er ! er ? er ! er ? er ! er ? er ! er ? er ! ? er ! er ? er ! er ? er ! er ? er ! er ? er ! SE HER! HER! HER! HER! HER! Og der ses med – sammenpressede læber – – rynkede næser – – hængende hager – – neuroseblinkende øjne – – oppustede brystkasser – et snørebånd / må løsnes savlende munde – snotdrivende næser – fugtige hager – euforiske øjne – forpustede vejrtrækninger! Samtid( og rum) og kunst og Vodskov og ? og ! Paris er i alle byer – er der plads til det? – alle byer er i Paris – er der plads til det? Vodskov i alle byer – alle byer i Vodskov. Ikke en skid.

Men Mennesket en metropolit. Mennesket sin egen hovedstad. Tid og rum flyder sammen i sindstilstande, i omvæltede arealer – Som man siger: alle veje fører til Rom. Alt sker i afstandene. I afstandene, der klippes og falder sammen som en pibes tobak trækker sig sammen i mødet med ilden og suget! Forbindelsen (røget?) Det er netværk, det kunne være som metroen (-) støj (-) hæslighed (-) skønhed (-) destination (-) trapper (-) kaos (-) trapper (-) rullende (-) gående (-) kørende (-) stop Fuck mand, oplevede du den verden jeg trådte ind i? Et andet sted der sker noget andet. Et ordbed i skriftens have hober sig op. Frø og stængler. Krat. En pulserende spredthed. Ikke nødvendigvis hvordan det er, men også, og her bliver det for alvor interessant: hvordan det kan være. – Iscenesættelser af transformationer, fællesskaber, identiteter. Samtidskunsten er ikke et samtalekøkken [sic!]. Konsensus er ikke et mål – den relationelle æstetik er ikke nødsaget til at være håndtrykkets metamorfose til et stort foreneligt knus. Det handler om en værdsættelse af det, der er og kommer. Værdi: bevægelse! Sætningerne, ja forestil Dem: et udråbstegn om stil skreget med en hæs(lig) stemme Tror du på muligheden for at omvurdere de bestemte former for værdi i form af (syn på) identitet i det private i det offentlige i det lokale i det totale

i kunsten i samtiden og en kritik og refleksion af samme. At man ikke skal sti(l)le noget højere end noget andet, ej heller kunstneren højere end de(n) person(er) der (skal belemres med at) se(r) på værket i den tid og det rum det foregår. Denne selvfortærende labyrint, der ikke kan finde ud af sig selv og som kan finde ud af sig selv og ind i sig selv: slange på opdagelse i den spiddede krop.

Digt over Aalborg en flaskepost med alt for mange hemmeligheder lukket inde i glasset (like a bird in a cage) kastet vildt af bølgen af vinden [de stivnede havne af sten og granit] klask og i smadder! klir! klir! tusind stykker spredt i luften, i partikler, taget af pelikanerne, indhapset i næb og blyantfødder. fløjet bort, spredt over landskabet. også her. små skatte. små sammenstød af kultur og natur! luft er én stor stinkende lort af samtid

Kasserede tekster © Rasmus Graff og OPOETIUM 2006. Sat med Garamond.

www.opoetium.blogspot.com