Manden Ved Vinduet

Manden ved vinduet Af Christian Haugbølle 8.B

Det var en mørk mandag eftermiddag midt i november, det havde regnet hele dagen og det lignede også at det ville begynde igen snart. Jeg løb over vejen og kom til at træde i en dyb vandpyt, pis bandede jeg og løb videre hen til den lokale købmand. Min kone havde ringet til mig tidligere og sagt hun var på vej, men havde glemt at købe mælk, så jeg kunne lige så godt slå et smut forbi købmanden på vej hjem fra arbejde. Min kone er 35år, men ser ikke så gammel ud, hun hedder Katrine, har brunt hår og er ca. 1,80 høj den samme højde som mig. Min kone og jeg ligner meget hinanden, ud over jeg er skaldet og hun har stort fyldigt hår, men vi er begge meget ranglede. Mit navn er Ole og er 37år, jeg har ikke nogle interesser. Vi har en datter på 9 år som hedder Karoline, som har svært ved at blive voksen og den er en ting som gør mig virkelig sur på hende, at hun altid skal være så barnlig. Jeg gik hen til min lejlighed, der holdt en politibil ved fortovet, jeg tænkte bare at det var politiet der var kommet for at snakke med nogle af de narkomaner det boede nogle etager over os. Jeg kom ind i opgangen og gik 4 etager op, vores dør stod på glem og jeg kunne høre min kone hulke inde fra stuen. Det hele blev så abstrakt efter det, da jeg trådte ind i stuen sad min kone i en af sofaerne og to politimænd i den anden, min kone kom på benene og omfavnede mig, jeg stod bare helt stille og det eneste jeg kunne mærke var min kones tåre der gennemblødte min skulder, det føltes som om at den blev tungere for hver tåre der kom. ”Hun er død, hun er blevet på kørt af en bil, Karoline er død” viskede hun. Jeg knækkede sammen, græd og vaklede ud på toilet, jeg kunne mærke kvalmen og tog mig et glas vand, men havde det stadigt meget dårligt. Da jeg var færdig, gik jeg tilbage til stuen, politiet var kørt for at give os noget tid alene. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, da jeg kunne se at min kone havde det på sammen måde, gik jeg over og holdt om hende, vi satte os i sofaen, min kone lå med sit hoved på mit skød, jeg havde tåre i øjnene uden at græde, jeg kunne mærke mine bukser blive våde så jeg regnede med at min kone gråd, sådan sad vi i flere timer uden nogle sagde noget, dag blev til nat og vi faldt begge i søvn. Jeg vågende op ved at der kom støj fra bygge arbejdet nede fra gaden, hostede og strejkede mig, satte mig tilbage og opdagede først nu min kone ikke var der, jeg ringede til hendes arbejde, men der var hun ikke, ringede til hendes veninder, men ingen steder havde de set hende. Jeg blev en smule urolig, men på den anden side var hun en voksen kvinde og hun kunne jo gøre hvad hun ville. Jeg ringede til politi stationen, for at høre hvad de vidste om

personen der havde påkørt min datter. Jeg var målløs da jeg lagde røret på to minutter senere, politiet vidste intet, ingen havde set det, havde hørt det eller man kunne ikke finde nogle spor på liget af Katrine. Jeg sad i flere minutter og tænkte; tænkte på hvad jeg skulle stille op med mig selv, hvorfor politiet ikke havde fundet nogle spor og hvor min kone var. Jeg kunne mærke koldsveden på mine skuldre og min ryg, det føltes som om murene begyndte at klamre sig ind over mig, og på en måde skubbede mig uden for, for lige pludselig stod jeg ude i det fri og tog en dyb vejr trækning. Jeg gik ned mod fælledparken og satte mig ved en af søerne, jeg sad og kiggede på en ande familie med små ællinger, der badede, jeg fik tåre i øjnene og tænkte på at Karoline elskede at bade og altid gerne ville ud og bade på stranden, jeg var så ked af at jeg aldrig havde taget hende med derud, hun ville aldrig nogle sinde komme til at se havet nu. Klokken blev to og jeg begyndte at fryse, jeg gik hjem af da det pludselig begyndte at regne, lige mit held. Jeg gik ind under et bus stop sted. Brag, et mega lyn havde lige slået ned ikke så langt væk herfra, og jeg mente at det var på tide at finde lyg indtil videre, jeg kiggede rundt og fik i det samme øje på en kirke ca. 100 meter væk. Jeg løb derover og ind i forhallen, og hang min driv våde jakke på knagen. Jeg var ikke en person der normalt tog i kirke, kun til det sædvanlige som bryllupper og andre specielle anledninger. Jeg blev slået ud af mine tanker da en varm hånd lagde sig på min skulder, jeg fik et mindre chok og vente mig om, der stod præsten med et venligt smil. Jeg satte mig i en varm lænestol på præstens kontor i, præsten gik om bag hans bord og satte noget varm til koge. ”Ønsker de noget at drikke?” spurgte Præsten: ”Noget te eller kaffe måske?” ”Ja tak, en kop kaffe ville være godt” sagde jeg, og det var nok lige hvad jeg havde brug for, da jeg ikke havde sovet så godt og var meget træt. Han rakte mig et krus, min hånd rystede så jeg spildte ud på min hånd og var lige ved at bande, men holdt det inde. ”Nå, hvordan kan det så være du ikke befinder dig på dit arbejde denne tirsdag eftermiddag, som alle andre?” sagde Præsten i en venlig tone, jeg kunne mærke han prøvede at få en samtale op og stå. ”Det er en længere historie” ”Har du da andet at foretage dig” spurgte han stadig i en venlig tone. Det havde jeg ikke, så jeg fortalte ham alt hvad der var sket, at min datter var blevet kørt ned og at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Efter jeg havde snakket færdig, var han helt hvid i ansigtet som om han havde set et spøgelse, jeg blev meget ilde til mode. I et kort øjeblik syntes jeg også at jeg så noget der lignede en tåre ved hans øje, han satte sig op i sin stol og kiggede meget indtrængende på mig. ”Hvad var det de hed igen?” spurgte han, i en knap så venlig tone mere, men mere en urolig tone. ”Ole, Ole Petersen” sagde jeg uforstående. ”Hedder din kone Katrine Petersen?” ”Ja, hvordan vidste de det?”. ”Jeg er ked af at må fortælle dem lige inden de kom, hørte jeg på radioen, at der var sket noget med din kone.” ”Hvad?” sagde jeg og sprang op af min stol. ”Deres kone er blevet fundet død, hun begik selvmord ved at hoppe ud fra en syvende etages højde, politiet siger at det var på grund af sorgen, da hun i går mistede sin datter i en bilulykke.” ”Jeg tror han vågner nu, stakkels mand.” Et skarpt lys skar lige ind i mine øjne, jeg blinkede med øjnene, men kunne ikke få dem helt op. En venlig stemme sagde jeg bare skulle ligge mig tilbage op slappe af, jeg genkendte straks stemmen og satte mig op med et sæt. Jeg nåede lige at se Præsten stå ved siden af min hospital seng, da jeg mærkede kvalmen der

kom efter jeg havde sat mig for hurtigt op, jeg nåede lige at få fat i en pose som jeg derefter knækkede mig i. Præsten klappede mig på skulderen og gav mig en serviet. Jeg skubbede hans hånd væk, meget irriteret og fik fremstammet: ”Hvor fanden er jeg?” ”På hospitalet, de besvimede og slog hovedet ned mod kirkens hårde marmor gulv, jeg kørte dem herhen derefter. Lægerne mener at du har fået en mindre hjerne rystelse.” ”Hvorfor skulle jeg dog besvime?” Sagde jeg meget forvirret. ”Du har vel ikke glemt hvad jeg fortalte dig lige inden du besvimede har du?” Med et huskede jeg det, og det føltes som om jeg skulle falde og aldrig nogle sinde lande igen, men med de sidste kræfter jeg havde, fik jeg holdt mig oppe og bad Præsten om at lade mig være alene i et stykke tid. Så snart Præsten havde lukket døren, lagde jeg mig ned og græd, lagde jeg mig ned og græd, blev bare ved kunne ikke stoppe, mine tåre blev til regn og regnen blev søer som derefter blev et stort hav. Jeg svømmede i det store hav, en stor bølge kom op fra vandet og slog lige ned på mig, jeg blev trykket ned under vandet. Jeg skreg, men igen hørte det, jeg troede jeg skulle dø, men fandt hurtigt ud af at jeg kunne trække vejret. Jeg svømmede bare af sted, mens store fisk svømmede rundt om mig. En smuk havfrue kom over mod mig, hendes blonde hvide hår bevægede sig frem og tilbage i takt med vandets bevægelse. Hun tog sit hoved ind mod mit, jeg blev fristet og kyssede hende, lige da mine læber rørte hendes, udbrød hun et så skingert skrig, at havet flækkede mit over, det væltede ned til siderne og nu stod jeg på en lille ø, med ingen mad og ingen at være sammen med. Jeg satte mig ned på sandet, men sandet var kvik sand, jeg sank og sank og til sidst udbrød jeg et lille skrig inden jeg til sidst forsvandt under sandet. Argghh, jeg satte mig op i min seng med et sæt, jeg havde bare drømt, men da jeg kiggede ned fandt jeg ud af at jeg lå i min egen seng, jeg for op og løb ind på min datter værelse. Der lå hun stille og roligt og sov. Det hele havde været en drøm, jeg mærkede min krop som var dækket i med natte sved. Jeg faldt sammen og takkede gud. Jeg kiggede ind i min stue og ind igennem vinduet, kom sol skinnet frem og lyste hele rummet op. Selvom det bare havde været en kort drøm, havde jeg lært meget af den. Man skal passe på dem man elsker og lade børn være børn og selv lade dem blive voksne nå de synes tiden er inde, man skal lade være med at lade sig friste, men være glad for det man har og ikke tage en dag forgivet. Fra nu af ville jeg være en bedre far, tage Karoline med til stranden og sørge for at hun ville vokse godt op, sige til min kone jeg elsker hende hver dag og gøre hver dag speciel for min familie. Alt dette stod jeg og tænkte på ved mit vindue denne smukke formiddag midt i november, hvor alt måske ser gråt og trist ud, men i vores hjerter er alting alligevel godt. Jeg lænede mig ud af vinduet, tog en dyb indånding af den dejlige verden vi bor i, men ingen kan lukke deres øjne op for.

Slut