Emma Goldman

J:otl 'Anarki eller kaos " af Gonn F. Rasmussen Oprindeligt udgivet af DR 1981, Pirattryk 1994

'Marx og Bakunin' af A.W. Pedersen. Oprindeligt udgivet af Agenda-tryk 1982, Pirattryk 1994

'Kommunismens kættere' af C.H. Petersen. Oprindeligt udgivet afMuksgaard 1964, Pirattryk 1995 (2 bind)

'Anarki og arhejderbevægelse '. Artikelserie bragt i Direkte Aktion 1990-91 , Pirattryk 1995

'Mumia Abu-Jamal '. (Bånd). Radioudsendelse DR december 1996, Pirattryk 1997

'Mennesket, samfundet og staten 'af Emma Golchnan Oprindeligt udgivet af Ribe Anarkisterne 1978, Pirattryk 1998

I li., ø

I ' .... y~ .. ""II""'o:mar~VUU..,...I"... g .. ~ ..... UlI .. ~". M~"."'" ~"".I..u""v~ .... ~ .... w....... """ ........vu .. g ..""" J ~ .... I>OI~"""""~""""" ,,""""~""""""""" '"


I

...... ~ ..~ ........"."" ................ "'~.. ~...... ..-u .... a...~~ ...... "" ...,; ~ ....".N•.. ~~",,~ ~ ....;..,-" "

UI .......... ....,...,..."' ...' ''-I _ _ _ ....... .,......,..mIlc~!IfI ....''..' ' ' ' t . _ N ' Ø'' • .J

~em ·

- I"

.~e~

~

~

~

'~ 'l

fOt.-

II

~

~.

I

I

l=Otl

l

~~~:;E~~~~~ socialisme i al almindelighed. Enten ved egen produktion eller ved at kapre allerede udgive de værker

I=otlaget Pltatttyk er ingen og alle - på en og samme tid. Ingen, fordi forlaget ikke kan kontaktes (og faktisk ikke eksisterer) Alle, fordi alle og enhver opfordres til at genoptrykke vores publikationer Vi håber at lokale grupper rundt omkring i landet kan tjene lidt ekstra penge til deres aktiviteter ved salg af vores publikationer

~

1I I I1I1 Y_V1IlIWu~ .... ~D'IV\IY Uu ..... U"UUUUIl"lHJU"

2

l

ll.

I!

I

..

• J=mlaggt Pi~att~yk Forord

Tja, hvad skal vi sige denne gang? Nogle gange er det bare . ikke nødvendigt med lange og uddybende forord . Emma Goldman var en af det store personligheder i den anarkistiske bevægelse, og hun er værd at blive klog på - også her i 1990'erne. God fornøjelse!

~I

.... " ...... IRIUguuu .... ,,"u~u,,~u .. uu"""u... "" .. "" .. " ...... ,

"Mennesket, samfundet og staten." blev første gang udgivet i Chicago 1940. Den er medtaget i bogen "Red Emma Speaks" , hvori Shulman skriver. at det formodcnllig er den sidste tekst, der blev udgivet af Emma Goldman. Tekstcn her er oversat fra "Thc lndividual, Society and the State" udgivet af Friends af Malatesta, Buffalo. Oprindeligt udgivet af Ribe Anarkisterne i 1977, med revideret udgave 1978. Kapret og trykt af rOtlllget PitlIfttyk 1998

..

.'

Forord Emma Goldman blev født i Kovno i Rusland 1869. I 1881 flyttede familien til Set. Petersborg. Da hun var 16 år flygtede hun og søsteren Helena fra den jødiske ghetto til USA, hvor en anden søster allerede opholdt sig. Senere fulgte resten af familien. Her arbejdede hun først som syerske senere som jordemoder, hvorved hun fik indblik i arbejdernes vilkår i datidens USA. Helt siden l870'erne havde amerikanske arbejdere kæmpet for 8timers dagen og de startede den 1. maj 1886 en gigantisk generalstrejke, som omfattede 360.000 arbejdere. I Chicago udviklede generalstrejken sig og den 3. maj blev 6 strejkevagter dræbt af Pinkerton-agenter og mange blev skudt af politi og borgerværn. Det bevirkede at anarkisterne indkaldte til massemøde på Haymarket den næste dag. Efter at mødet havde varet i 2 timer - og en person der ikke deltog i mødet havde kastet en bombe mod politiet - gik politiet til angreb og dræbte 30 mennesker. Politiet ønskede dog ikke at undersøge bombeattentatet nærmere. Man arresterede nogen af de anarkistiske arbejdere, og Haymarketskueprocesser blev indledt, som førte til justitsmordene på 5 kendte anarkistiske arbejdere. Disse mord var sammen med generalstrejken bestemmende for American Federation ofLabours og den 2. Internationales valg af den 1. maj til arbejderklassens internationale kamp- og demonstrationsdag. Begivenhederne førte til at Emma· Goldman organiserede sig i den anarkistiske bevægelse. I 1893 erkendte statens Illinios' guvernør, at der var blevet begået et justitsmord på anarkisterne. De tre overlevende fanger blev frikendt for alle anklager og løsladt. Emma Goldman blev hurtigt en af de aktive indenfor den anarkistiske bevægelse. i 1892 planlage hun sammen med Alexander Berkman et attentat mod fabrikanten Henry C. Frick, den ans,varlige for drabet på Il strejkende arbejdere i Pittsburgh. Attentatet mislykkedes og Alexander Berkman blev idømt 14 års fængsel. I 1893 blev hun arresteret for at have holdt en tale til fordel for de strejkende kloakarbejdere i New York og fik l års fængsel. I perioden 1897-1900 var hun næsten uafbrudt på 3

foredragsturneer. Hun blev beskyldt for medvirken til mordet på præsident McKinley i 1901, da en af tilhørerne til hendes foredrag tilstod. Hun blev løsladt på grund af manglende beviser. Hendes foredrag for frihed, fred, fri kærlighed og fødselskontrol vakte harme i de borgerlige kredse. Hun blev hurtigt kendt som ''Røde Emma". Anarkisterne blev udsat for yderligere politiske forfølgelser. Utallige arrestationer, borgerværnenes myrderier osv. Syndikalisten og sangeren Joe Hill blev myrdet den 19. november 1915 . Anarkisterne Sacco og Vanzetti blev henrettet i den elektriske stol i 1927, og her i 1977 har Massachusetts guvernør erklæret, at de blev uskyldigt dømt. I 1906 startede Emma Goldman tidsskriftet 'Mother Earth'. I 1909 afholdt hun 120 foredrag i 37 byer for 70.000-80.000 tilhørere. I 1914 startede hun sammen med Alexander Berkman en antimilitaristisk kampagne. I 1916 blev hun arresteret for hendes foredrag og skriverier for fødselskontrol og blev idømt 2 ugers fængsel. Da USA i 1917 gik ind i l . Verdenskrig organiserede de protestmøder mod den netop indførte værnepligt. Kulminationen på den antimilitaristiske kampagne blev nået den 4. juni 1917 i New York, hvor de blev arresteret og efter 2 års fængsel deporteret til Sovjetunionen. I Rusland var revolutionen brudt ud i 1917. Bolsjevikkernes Røde Hær og anarkisternes Makhno-hær kæmpede mod interventionstropperne. Sovjetmagten var blevet etableret og anarkisterne sad i rådene, men nægtede at indgå i partiet og regeringen. Emma Goldman mødte i Rusland Lenin og Kropotkin. Men trods samarbejdet mellem bolsjevikkerne og anarkisterne, blev anarkister fængslet, løsladt og fængslet igen. Da krigen brød ud mellem den Røde Hær og Makhnohæren, og da arbejderopstanden i Kronstadt 1921 blev nedkæmpet, brød anarkisterne samarbejdet med bolsjevikkerne. Tusinder af anarkister blev forfulgt og fængslet, andre tusinder flygtede ud af landet. Emma Goldman levede derefter i landflygtighed i Europa - som utallige anarkister. I 1936 brød den sociale revolution ud i Spanien dagen efter borgerkrigens udbrud. Emma Goldman påtog sig arbejdet med CNTIFAI's presse- og propagandakontor i London. Den sociale revolution blev dog bekæmpet såvel af den borgerlige republik, hvori -4

kommunisterne og socialisterne sad i regeringen, som af fascisterne. I 1939 vandt fascisterne borgerkrigen. Emma Goldman døde 1940, 71 år gammel. Hun blev begravet i Forest Park Cemetery i Anarchists Corner - hjørnet, hvor martyrerne fra Haymarket-skueprocesserne lå begravet.

Læs også Emma Goldman: Anarkistiske Erindringer. I udvalg af Michael Helm. Borgen 1976. 267 s.

5

Mennesket er forvirret - vor civilisations fundament synes at vakle. Det mister troen på de eksisterende institutioner, og de mere intelligente indser, at den kapitalistiske industrialisme netop ødelægger de mål, man troede den tjente. Verdenen kan ikke finde en udvej . Redningen søges i fascisme og andre autoritære styreformer. Den kamp mellem modsatte ideer, som i dag udkæmpes i verden, drejer sig om sociale problemer, hvis løsning trænger sig stærkt på. Menneskets lykke og skæbne afhænger af den rigtige løsning på disse problemer: Kriserne, arbejdsløsheden, afrustning, krige og internationale konferencer etc. Den regerende stat med dens funktioner og magt er nu genstand for en vital interesse hos ethvert tænkende menneske. Den politiske udvikling i alle de civiliserede lande har klargjort disse spørgsmål. Skal vi have et autoritært styre? Er demokrati og parlamentarisme at foretrække, eller er fascisme i den ene eller anden form og diktatur monarkiets, bourgeoisiets eller proletariatets - løsningen på de sygdomme og problemer, som plager samfundet i dag? Med andre ord - kan vi helbrede demokratiet ved at indføre mere af dette demokrati, eller skal vi hugge folkestyrets gordiske knude over med diktaturets sværd? Svaret er hverken det ene eller det andet. Jeg er såvel modstander af diktatur og fascisme som af det parlamentariske styre og såkaldte politiske demokrati. Nazismen blev med rette kaldt et angreb på civilisationen. Denne karakteristisk passer så vel på alle former for diktatur som al undertrykkelse og autoritet. For hvad er civilisationens sande væsen? Udviklingen har i al væsentlighed været udvidelsen af de individuelle friheder i overensstemmelse med indskrænkninger i de ydre magters autoritet. Dette gælder både for den materielle som den politiske og økonomiske eksistens. Materielt har mennesket gjort sådanne fremskridt, at det har overvundet naturkræfterne og gjort dem til sine egne redskaber . Primitive mennesker gik et skridt på udviklingens vej, da de gjorde ild og dermed triumferede over mørket, og da de udnyttede vind- og vandkraften. Hvilken rolle spillede autoriteten og regeringen i menneskets stræben efter forbedringer, opfindelser og opdagelser? Intet som helst, eller i 6

hvert fald intet som hjalp. Det har altid været mennesket som udførte hvert eneste mirakel på det område, som regel på trods af forbud, forfølgelser og indgreb fra autoriteterne, gejstlige og andre mennesker. På det politiske område gik udviklingen tilsvarende mere og mere væk fra den autoritet, som tilhørte stammens høvding eller klanen, fyrsten eller kongen, regeringen eller staten. Økonomisk har udviklingen betydet større velstand for flere. kulturelt har den afspejlet alle de andres udvikling - større politisk selvstændighed, intellektuelt og psykisk. Set ud fra denne vinkel antager problemet omkring menneskets forhold til staten en helt anden betydning. Det er ikke længere et spørgsmål om diktaturet er et alternativ til demokratiet, eller om Italiens fascisme er bedre end hitlerismen. Et større og endnu vigtigere spørgsmål stiller sig selv: er staten gavnlig for menneskeheden og hvordan påvirker den mennesket i samfund ssystemet? Det enkelte menneske er den virkelige realitet i samfundet. Et kosmos i sig selv. Det eksisterer ikke for staten eller for den abstraktion, som kaldes "samfundet" eller "nationen", som kun er en samling af mennesker. Det enkelte menneske har altid været det eneste fundament og basis for udvikling og evolution. Civilisationen har været en fortsat kamp udkæmpet af mennesket eller af grupper af mennesker - mod såvel staten som mod "samfundet", det vil sige mod den af staten kuede og hypnotiserede tilbedende majoritet. Menneskets hårdeste kamp har været ført mod menneskeskabte forhindringer og hæmninger påført det for at lamme dets vækst og udvikling. Menneskets tanker er altid blevet forfalsket af traditioner og skik og forvansket af falsk undervisning i magthavernes og de privilegeredes interesse. Med andre ord staten og de herskende klasser. Denne konstante og uophørlige kamp har været menneskehedens historie. . Individualiteten kan beskrives som den enkeltes bevidsthed om, hvad han/hun er, hvordan man lever. Det er iboende i ethvert menneskeligt væsen og i dets opvækst. Staten og samfundsinstitutionerne kommer og går, kun individualiteten består. selve individualitetens væsen er udtryksmuligheden, følelsen af værdighed og uafhængighed er jorden, hvoraf den gror. Det enkelte menneske er ikke den upersonlige og mekaniske eksistens, som staten betragter som "individ". Individualitet 7

er ikke alene resultatet af arv og miljø, af årsag og virkning. Man er det og en stor del mere og en hel del andet. det levende menneske kan ikke defineres, det er alt livs og alle værdiers oprindelse. Det er ikke en part af dette eller hint, det er en helhed, en individuel helhed, en vækst ændrende sig og dog altid konstant en helhed. Individualitet må ikke forveksles med individualismens forskellige ideer og begreber, endnu mindre med den "markerede individualisme", som kun er et maskeret forsøg på at kue og tilintetgøre mennesket og dets individualitet. Den såkaldte individualisme er den sociale og økonomiske laissez faire: udnyttelsen af masserne i klassesamfundet ved hjælp af legal svindel, åndelig nedværdigelse og systematisk påvirkning af slavesjælen, hvilket fremtræder som "opdragelse". Denne korrupte og perverse "individualisme" er individualitetens spændetrøje. Det har forvandlet livet til en nedværdigende konkurrence om ejendom, social prestige og overhøjhed. Den højeste visdom er "djævlen tager de bageste". Den "markerede individualisme" har uundgåeligt resulteret i det værste moderne slaveri, de groveste klasseforskelle, drivende millioner af mennesker til køen af fattige, der venter på at få brød. "Markeret individualisme" er ensbetydende med al "individualisme" for de herskende, medens folket er ensrettede slaver tjenende en håndfuld "find dig selv supermænd". Amerika er måske det bedste eksempel på den slags individualisme, i hvis navn politiske tyranni og social undertrykkelse forsvares og gøres til en dyd, medens enhver higen efter og ethvert forsøg på at opnå frihed og social eksistensmulighed fordømmes som "antiamerikansk" og skadeligt i samme individualismes navn. Der var engang, hvor staten var ukendt. Under naturgivne forhold eksisterer mennesket uden nogen stat eller etableret regering. Folket levede som familier i små fællesskaber. De dyrkede jorden og udførte håndværket og kunsten. Mennesket og senere familien var organiseret i et socialt liv, hvor alle var frie og lige med deres omgivelser. Menneskets samfund var ikke en stat, men en association, en frivillig sammenslutning med gensidig hjælp og beskyttelse. De ældre og mere erfarne medlemmer var vejledere og rådgivere for andre. De hjalp dem til at 8

håndtere livets affærer - ikke til at regere og dominere over mennesket. Den politiske regering og staten var en meget senere udvikling, voksende ud af de stærkeres lyst til at vinde over svagere, de få over de mange. Staten, gejstlig og verdslig, tjente til at give det forkerte gjort af de få med de mange et skær aflegalitet og retfærd . Dette skær afretfærd var nødvendigt for lettere at lovgive over folket, fordi ingen regering kan eksistere uden folkets samtykke, åbent eller stiltiende, påtaget. Forfatning og demokrati er moderne former for dette påståede samtykke, dette samtykke indpodet og indoktrineret gennem det, som kaldes "opdragelse" i hjemmet, i kirken og i enhver anden del aflivet. Dette samtykke er troen på autoriteten og i dets nødvendighed. Dets fundament er doktrinen om, at mennesket er ondt, umoralsk og for uvidende til at vide, hvad der er godt for det selv. På dette hviler al regering og undertrykkelse. Gud og staten eksisterer og holdes oppe ved hjælp af dette dogme. Og dog er staten ikke andet end et begreb. Det er en abstraktion. Ligesom andre lignende begreber - nation, race og menneskehed - det er ingen levende eksistens. At kalde staten en organisme er ordfetichisme. Staten er benævnelsen for det lovgivende og administrerende maskineri, hvorved visse folks anliggender bliver administreret og det endda dårligt. Der er intet ukrænkeligt eller mystisk og helligt over den. Staten er ikke mere samvittighedsfuld eller moralsk end et kapitalistisk aktieselskab, der ejer en kulmine eller en jernbane. Staten eksisterer i samme udstrækning som gud og fanden. De er skabt af mennesket, som er den eneste realitet. Staten er ikke andet end menneskets skygge, skyggen af uvidenhed og angst. Livet begynder og ender med det individuelle menneske. Uden det er der ingen eksistens, intet liv, ingen stat. Nej, ingengang "samfundet" kan eksistere uden mennesket. Det er mennesket som lever, ånder og lider. Dets udvikling og fremfærd har været en fortsat kamp mod dets egen fetichdyrkelse af "staten". I tidligere tider formede de religiøse autoriteter deres politiske liv i kirkens billede. Statens autoriteter, lovgivernes, "rettigheder" kom fra oven; magt som tro var guddommelig. Filosoffer har skrevet tykke bøger for at bevise statens ukrænkelighed, nogen iklædte den endda 9

ufejlbarlighed og hellige attributter. Andre talte sindssygt om, at staten var "overmenneskelig", det største, "det absolutte". Tvivl blev fordømt som blasfemi. Slaveri var den største dyd. Ved sådanne regler og afretning blev bestemte ting betragtet som selvindlysende, ukrænkelige i kraft af deres sandhed, men selvfølgelig kun takket været en konstant og vedvarende påvirkning. Al fremgang har nødvendigvis været en afsløring af "guddommelighed" og "mysticisme", af påstået ukrænkelighed, evindelig " sandhed", det har været en gradvis eliminering af det abstrakte til fordel for det virkelige og konkrete. Kort sagt: til fordel for kendsgerninger på bekostning af indbildning, for viden på bekostning af uvidenhed, for lys på bekostning af mørke. Denne langsomme og besværlige frigørelse af mennesket blev ikke udrettet ved statens hjælp. Istedet var det en fortsat kamp, en kamp på liv og død mod staten, hvor selv den mindste uafhængighed og frihed skulle erobrers. Det har kostet megen tid og megen blod for menneskeheden at sikre den smule, den har vundet fra konger, tsarer og regeringer. Helten i denne lange kamp var mennesket. det har altid været mennesket, tit alene og enkeltvis, andre gange i fællesskab med andre af hans slægt, som har kæmpet og udgydt blod i årelange kampe mod undertrykkelse og udbytning, mod de magter, som gør det til slave og fornedrer det. Mere sigende: det var mennesket, individet, hvis sjæl først gjorde oprør mod uret og fornedrelse. Det var individet, som først udtænkte ideen om modstanden mod de vilkår, det var underlagt. Kort sagt: det er altid individet, som er frigørelsens ophav, såvel i ideer som i handlinger. Dette regerer ikke kun til den politiske kamp, men til hele menneskets liv og bestræbelser, til alle tider og i alle egne. Det har altid været det individuelle menneske, der i et stærkt sind og en vilje til frihed banede vejen for hvert eneste menneskelige fremskridt, hvert eneste skridt mod en friere og bedre verden, i viden, filosofi og kunst, som i industri; hvis geni rejste sig højt, forstående det "umulige", forestillende sig dets virkeliggørelse og gennemtrængende andre med dets entusiasme til at arbejde og kæmpe for det. Det har altid været profeten, den seende, idealisten, som drømte om en verden og som tjente som sømærke på 10

'.

vejen til et bedre samfund - en ændring af samfundsforholdene. Hver eneste af statens autoriteter vil uanset dens systems beskaffenhed eller farve være absolutisk eller forfatningsmæssig, monarkistisk eller republikansk, fascistisk, nazistisk eller autoritær kommunistisk - den vil altid være konservativ, statisk, intolerant mod forandringer og i modsætning til dem, det er dens natur. Uanset hvilke forandringer det undergår, så er det altid resultatet af, at der udøves et modtryk. Et modtryk som er kraftigt nok til at tvinge den herskende magt med fredelige midler til at give efter, eller i modsat fald, i almindelighed "i modsat fald", ved revolutionen. Enhver regering og autoritets natur er reaktionær og konservativ. af to grunde: først fordi det er regeringens natur ikke kun at beholde den magt den har, men også at befæste, udvide og bevare den, nationalt som internationalt. Jo stærkere autoriteten bliver jo større staten og dens magt bliver, desto mindre kan den tolerer en lignende autoritet eller politisk magt ved siden af sig selv. regeringens adfærd kræver, at dens indflydelse og prestige vokser konstant, i hjemlandet som i udlandet, og det udnytter enhver lejlighed til at forøge den. Denne tendens er motiveret i de finansielle og økonomiske interesser, som staten repræsenterer og tjener. regeringernes egentlige eksistensberettigelse er blevet så tydelig, at selv professorer, hvis øjne i tidligere tider lejlighedsvis var lukket, ikke kan overse den . Den anden faktor, som tilskynder regeringen til at blive endnu mere konservativ og reaktionær, er dens naturlige mistro til mennesket og dens angst for individualiteten. Vort politiske og sociale system kan ikke tolerere mennesket og dets konstante krav om indførelsen af nye tilstande. I "selvforsvar" undertrykker, forfølger og straffer staten derfor individet, ja, berøver det endog livet. Den bliver bistået af enhver institution, som står for den bestående ordens bevarelse. Dens udvej er enhver form for vold og magt, og dens anstrengelser understøttes af "moralsk harme' fra majoriteten mod kætterne, de sociale afvigere og de politiske rebeller - majoriteten er i århundreder blevet indøvet i statens tilbedelse, opdraget i disciplin og lydighed, og kuet i ærefrygt for autoriteten i hjemmet, skolen, kirken og medierne. 11

Autoritetens kraftigste bastion er ensretningen, den mindste afvigelse er kriminel. Det moderne livs mekanisering har øget ensretningen tusindfold. Den er allestedsværende, iboende i vaner, smag, påklædning, tanker og ideer. Den mest sammentrængte dumhed er her "den offentlige mening". Få har mod til at kunne modstå den . Den, som nægter at underkaste sig, bliver straks stemplet som "afviger", "anderledes" og beskrevet som fredsforstyrrende element i det moderne livs behagelige styreform. Måske er det mere ensartetheden og monotomien i hverdagslivet end den autoritære samfundsstruktur, der hærger individet. Dets "eneståenhed", "særskildthed" og "adskillelse" gør det fremmed, ikke kun i dets hjemland, men også der, hvor det bor. Tit netop mere for den indfødte end for den fremmede, som sædvanligvis indgår i systemet. I sandhed er hjemlandet, med dens traditionelle baggrund, tidlige indtryk, erindringer og andre ting, der betyder noget dyrebart for en, ikke nok til at få følsomme mennesker til at føle sig hjemme. Følelsen af "at høre til", bevidstheden om at være "et" med folket og omgivelserne er vigtigere. Dette gælder både for forholdet til ens familie, det mindre lokalsamfund, livets og aktiviteternes større aspekt - sædvanligvis kaldt "sit land". Det menneske, hvis visioner omfatter hele verden, føler sig ofte mere uden for samværet med sine omgivelser, i sit hjemland mere end noget andet sted. I førkrigstiden kunne mennesker i det mindste flygte fra national og lokal kedsomhed . Hele verden var åben for længsler og stræben. Nu er verden blevet til et fængsel, og livet en stadig ensom indespærring. Dette er især sandt efter fremkomsten af såvel højre- og venstrediktaturet. Fred~rich Nietzche kaldte staten for et koldt uhyre. Hvad ville han have kaldt det skrækkelige bæst i det moderne diktaturs skikkelse? Ikke fordi nogen regering nogen sinde har tilladt ret megen frihed for mennesket, men den nye stats ideologiske fortalere tillader heller ikke den. "Individet er intet", siger de, "det er kollektivet der tæller" . Intet andet end individets totale overgivelse vol tilfredsstille den nye guddoms umættelige appetit. Sært nok er de højest råbende forkæmpere for dette nye evangelium mellem de britiske og amerikanske intellektuelle. Netop nu er de forelsket i proletariatets diktatur. Kun i teorien vel at mærke. I 12

praksis foretrækker de stadig de få friheder i deres egne lande. De rejser til Rusland på et kort besøg eller som sælgere af "revolutionen", men de føler sig mere sikre og veltilpasse hjemme. Det er nok ikke kun manglen på mod, der holder disse englændere og amerikanere i deres hjemlande hellere end i det kommende tusindårsrige. T underbevidstheden må der skjule sig en følelse af, at individualiteten forbliver den mest fundamentale faktor i alle menneskelige fællesskaber, undertrykt og forfulgt men aldrig overvundet, og at den i det lange løb vil blive sejrherren. "Menneskeheden", hvilket er et andet navn for personlighed og individualitet, borer sig vej gennem alle de hule dogmer, gennem traditioners og skikkes tykke vægge, trodsende alle tabuer, tilsidesættende al autoritet, stående foran skafottet og hånen for da endelig at blive velsignet som profet og martyr for kommende generationer. Men til trods for "menneskeheden", den naturlige hårdnakkede individualitets kvalitet, vil vi stadig drage omkring i urskovene. Peter Kropotkin har vist, hvor vidunderlige resultater denne enestående individualitet har udført, da den blev dyrket i fællesskabet med andre individer. Den ensidige og fuldkommen mangelfulde darwinistiske teori om kampen for eksistensen blev revideret af den store anarkistiske tænker og videnskabsmand til den biologiske og sociologiske fuldkommenhed . I sit grundige arbejde "Gensidig hjælp" viste Kropotkin, at såvel i dyrenes rige som i menneskenes samfund, har fællesskabet - i modsætning til en dødbringende strid og kamp - arbejdet for overlevelse og menneskelig udvikling. Han viste, at kun gennem gensidig hjælp og frivillig fællesskab - ikke den almægtige og altødelæggende stat - kan skabe basis for det frie individuelle og kollektive liv. I dag er individet en brik i kløerne på diktaturets fanatiske tilhængere og de ikke mindre fanatiske tilhængere af den "markerede individualisme". Undskyldningen for de førstnævnte er deres påstand om et nyt mål. De sidstnævnte gør end ikke krav på om noget nyt. I det hele taget har den "markerede individualisme" ikke lært noget eller glemt noget. Under dens ledelse bliver den brutale kamp for fysisk eksistens 13

opretholdt. Besynderligt som det ser ud, og aldeles absurdt som det er, går kampen for fYsisk overlevelse lystigt videre, skønt dets nødvendighed er helt forsvundet. Kampen fortsættes tilsyneladende virkelig fordi der ingen nødvendighed er for den. Beviser såkaldt overproduktion ikke det? Er de verdensomfattende kriser ikke veltalende eksempler på at kampen bliver opretholdt af den "markerede individualismes" blindhed over for risikoen for dens egen destruktion? En af de sindssyge karakteristika af denne kamp er den totale negation af forbindelsen mellem de producerende og de ting, han producerer. Gennemsnitsarbejderen har ingen kontakt med den industri han arbejder i. Han er fremmedgjort i produktionsprocessen, hvori han er en mekanisk del. Som ethvert tandhjul i maskinen kan han udskiftes til enhver tid med andre lignende upersonlige menneskelige eksistenser. Den intellektuelle proletar er ikke meget bedre stillet, selvom han tåbeligt nok skulle tro, at han er fri. Han har også kun en lille valgmulighed eller kontrol over sig selv, som hans kammerater der arbejder med hænderne. Materielle betragtninger og begær efter større social prestige er i almindelighed de bestemmende faktorer i den intellektuelles kald . Derved kommer tendensen til at følge i familiens traditionelle fodspor, at uddanne sig til doktor, sagfører, lærer, ingeniør etc. Den slagne vej kræver mindre indsats og personlighed. Følgelig er næsten alle anbragt "på den forkerte hylde" i vort nuværende samfundssystem. Masserne aser videre, dels fordi deres sunde fornuft er blevet sløvet gennem den døde rutine i arbejdet, og dels fordi de skal tjene til livets ophold. Dette gælder i endnu højere grad for dagens politiske supermarked. Der er ingen plads til uafhængige tanker og aktiviteter i deres partiprogram for frie valg. Der er kun plads til stemmeafgivende og skattebetalende marionetter. Statens og individets interesser afviger fundamentalt og er modstridende. Staten, og de politiske og økonomiske institutioner, som den opretholder, kan kun eksistere ved at ensrette individet til deres særlige formål; ved at opdrage det til at respektere "lov og orden", oplære det til lydighed, underkastelse og ubetinget tro på regeringens 14

visdom og justits, loyalt tjenende og totalt selvopofrende, når staten kommanderer det - som i krigen. Staten sætter endog sig selv og sine egne interesser over religiøse krav og over gud. Den straffer mennesket for religiøse- og samvittighedsskrupler, fordi der ikke er nogen individualitet uden frihed, og frihed er den størst trussel mod autoriteten. Individets kamp med denne mægtige overmagt er svær - farlig for liv og lemmer - fordi det ikke er sandhed eller løgn, som er kriteriet for den modstand, man møder. Det er ikke menneskets tanker eller handlingers gyldighed eller brugbarhed, der fremprovokerer statens magtudøvelse og "den offentlige mening" . Forfølgelserne af reformatorerne og de protesterende har altid været et produkt af de etablerede autoritets frygt for, at der stilles spørgsmål ved deres ufejlbarlighed, eller at man vil underminere deres magt. Menneskets virkelige frigørelse, individuelt og kollektivt, ligger i emancipationen fra autoriteten og troen på den . Al menneskelig udvikling har været en kamp i den retning og for det mål. Det er ikke opfindelser og teknik, der udgør udviklingen. Evnen til at kunne køre med hastigheder som 100 km i timen er ikke udtryk for civilisation. Virkelig civilisation bliver målt i antallet af selvstændige mennesker, enheden i alt socialt liv, med denne individualitet, og den udstrækning hvori de er fri til at vokse og ekspandere uhindret af den angribende og tvingende autoritet. Kriteriet for graden af civilisation og kultur er graden af frihed og økonomisk uafhængighed, som mennesket nyder, samfundsmæssigt og international fællesskab og kollektivitet, uindskrænket af menneskeskabte love og andre kunstige forhindringer, af fraværet af priviligerede klasser, af reel frihed og menneskelig værdighed, kort sagt af menneskets virkelige emancipation. Politisk absolutisme er blevet ophævet fordi menneskeheden har erfaret, at absolutisk magt er skadeligt og destruktiv. Men det samme gælder al magt, uanset om magten tilhører de priviligerede, kapitalen, præsterne eller politikerne eller det såkaldte demokrati . I dets indflydelse på individualiteten betyder det ikke noget om den særlige tvangskarakter er ligeså brun som fascismen, gul som nazismen eller så prætentiøs rød som den autoritære kommunisme. Det er magten som korrumperer og 15

degraderer både herre og slave, og så er det ligegyldigt om magten tilhører en autokrat, en parlamentariker eller en autoritær kommunist. Mere ondartet end en diktators magt er en klasses; det frygteligste tyranni er flertallets tyranni. Den historiske udvikling har lært menneskeheden, at inddeling og strid betyder død, og at fællesskab og kollektivitet forbedrer menneskets stilling, forstærker dets styrke og udvider dets velfærd. Regeringens ånd har altid modarbejdet den sociale anvendelse af denne livsvigtige erfaring, undtagen når den tjente staten og hjalp dens egne specielle interesser. Det er denne anti-progressive og anti-sociale ånd, som staten og de priviligerede klasser står bag, og som har været ansvarlig for den bitre kamp mellem mennesker. Mennesket, og dermed stadig større grupper af mennesker, begynder nu at gennemskue det etablerede systems orden. Det er ikke længere så forblindet i de blændende og falske ideer om staten og i den ''velsignede markerede individualisme". Menneskeheden rækker ud efter den større frihed i de menneskelige forhold, som kun friheden kan give. For virkelig frihed er ikke kun et stykke papir, som kaldes forfatning, legale "rettigheder" eller "lov". Det er ikke en abstraktion, afledet af denne ikke-eksistens, som man kalder "staten". Det er ikke det at blive fri for noget, fordi man med en sådan frihed udhungrer til døde. Virkelig frihed er positiv, det er friheden til at gøre noget, det er friheden til at eksistere og handle, kort sagt: friheden til virkelig og aktiv eksistens. Den slags frihed er ikke en gave, men er de naturlige rettigheder for mennesket, for hvert eneste levende væsen. Den kan ikke gives, den kan ikke overdrages ved nogen lov eller af nogen regering . Dens nødvendighed, længslen efter den, er forbundet med individualiteten. Ulydighed mod enhver form for tvang er det instinktive udtryk for den. Revolte og revolution er mere eller mindre et bevidst forsøg på at virkeliggøre den. Disse manifestationer, individuelle og i fællesskab, er fundamentale udtryk for menneskeværd . Disse værdier må fremmes, samfundet må indse, at dets største og mest holdbare værdi er fællesskabet og individualiteten. I religion som i politik snakker folk om abstraktioner og tror, at de taler om realiteter. Men når det kommer til konkrete ting og realiteter, 16

synes de fleste mennesker at miste den væsentligste berøring med de ting. Det må være fordi realiteter alene er for saglige, for koldt til at begejstre det menneskelige sind . Den kan ikke vækkes til begejstring blot ved ting lidt ud over det almindelige, ud over det sædvanlige. Med andre ord, idealet er gnisten, som tænder menneskets fantasi og hjerte. Nogen idealer er nødvendige for at vække mennesket fra inertien og hverdagslivet i hans eksistens, ændre den usle til en heltefigur. Netop her kommer selvfølgelig de marxistiske revolutionære, som har "outmarxed" selv Marx. For sådanne er mennesket slet og ret en marionet i hænderne på den metafysiske almægtighed kaldet økonomisk determinisme eller mere vulgært klassekampen. Menneskets ønsker, individuelt eller kollektivt, dets psykiske liv og mentale orientering tæller ikke hos marxisterne og påvirker ikke deres forestillinger om mennesket historie. Ingen intelligent student ville benægte den økonomiske faktors betydning i den sociale vækst og menneskehedens udvikling. Men kun en uindskrænket og overlagt dogmatisme kan blive ved med at lukke øjnene for den vigtige rolle som ideer, der undfanges af menneskets fantasi og stræben , spiller. Det ville være forgæves og unyttigt at forsøge at skabe balance mellem faktorerne i menneskets erfaring. Der er ingen enkelt faktor i sammensætningen af menneskets og fællesskabets adfærd, som kan udpeges som den afgørende faktor. Vi ved for lidt, og vil måske aldrig vide nok om menneskelig psykologi til at kunne veje og udtrykke de relative værdier af denne eller hin faktor i fastsættelsen af menneskets adfærd . For at udfærdige sådanne dogmer til at have samfundsbetydning må man være udstyret med den blinde tro, som marxisterne har. Heldigvis har selv nogle marxister indset, at alt ikke er som det skal være med. den marxistiske tro. Når alt kommer til alt var Marx ikke andet end et menneske - alt for menneskelig - altså under ingen omstændigheder ufejlbarlig. Den praktiske anvendelse af den økonomiske determinisme i Rusland overbeviser efterhånden de mere intelligente marxister. Det kan ses i den marxistiske omvurdering som sker i socialistiske og selv kommunistiske kredse i nogen europæiske lande. De erkender langsomt, at deres teori har overset det menneskelige 17

element, den Menschen, som et socialistisk tidsskrift udtalte det. Vigtig som den økonomiske faktor er, er den dog alligevel utilstrækkelig. Menneskehedens frigørelse afhænger af den inspiration og handlekraft idealet giver. Et sådant ideal ser jeg i anarkismen. Vel at mærke ikke i den populære urigtige fremstilling af anarkismen, som spredes af magthaverne i enhver stat. Jeg mener filosofien bag en ny samfundsopbygning baseret på de befriede individuelle kræfter og det fri fællesskab af frigjorte mennesker. Af alle samfundsteorier er det kun anarkismen som stadig proklamerer, at samfundet eksisterer for mennesket og ikke mennesket for samfundet. Samfundets eneste legitime formål er at opfylde individets behov og imødekomme dets stræben. Kun ved at opfylde dem kan den retfærdiggøre sin eksistens og bidrage til udviklingen. De politiske partier og personer, som slås vildt om magten vil håne mig som håbløst ude af tiden. Jeg tilstår gladeligt, at de har ret. Jeg finder trøst i forsikringen om, at deres hysteri mangler varig kvalitet. , Deres hosianna er kun et tidsfænomen. Menneskehedens længsel efter frigørelse fra enhver autoritet og magt vil aldrig blive formidlet gennem deres forrykte teorier. Menneskehedens stræben efter frigørelse fra dens lænker er evig. Den må og vil fortsætte,

18

" I .... ~

·w·

,, ~

..

~. '~' ,

••

~ ,,,,,,,,

__

,,,,,,,,!U.,,,,,.,,,,.,,,,, .. .".~

6

.....

~ . Ionl

. ..... _

..."--"'""......

EMMA GOLPMAN (1869-1940)

la il, .-Ih~"." ' '' '

Voksede op i St. Petersborg i Rusland . Seksten år gammel emigrerer hun til USA, hvor hun emærer sig som syerske og jordn10der. I det venstreradikale miljø i New York får hW1 kontakt med den anarkistiske bevægelse og bliver snart en af dens ledende skikkelser. l 1892 planlægger hun sanm1en med Alexander Berkman et attentat mod den ansvarlige for drabet på elleve strejkende arbejdere i Pittsburgh. Attentatet mislykkedes, men skaffede Berkman 14 års fængsel og får hende til at tvivle på værdien af individuelle voldshandlinger. Kort efter idømmes hun selv et års fængsel for at have agiteret for de arbejdsløse i New York. Da Emma Goldman bliver løsladt, er hun en berømt og berygtet skikkelse i Amerika, med tilnavnt "Red E111l11a". Hendes foredrag, med angreb på statsapparatet, ejendomsretten og den seksuelleundertrykkelse tiltrækker vældige tilhørerskarer overalt, hvor hun viser sig. I 1919 bliver hun deporteret til Sovjetunionen, efter at have siddet endnu to år i fængsel for at have organiseret demonstrationer mod krigshysteriet. Sanm1en med Berkman går hW1 aktivt ind i udviklingen af revolutionen. HlU1 oplever på nært hold, hvordan revolutionen stivner i statsbureaukrati og partidiktatur. Efter blodbadet på de oprørske matroser i Kronstadt forlader hun i 1921 Sovjetunionen og lever i eksil i forskellige europæiske lande. Da den spanske borgerkrig bryder ud, påtager hun sig arbejdet med at lede de spanske anarkisters presse- og propagandakontor i London